“jag följer din tanke”

Jeg skrev sammen med Johs. Jäger i dag, og vi kredsede for en tid omkring sproget – som det forekommer på vores respektive blogge og som det situerer sig i forhold til virkeligheden. Hvor Jäger skriver næsten koldt og i hvert fald apersonligt, skriver jeg selv hysterisk. Det slår mig, at min tanke vitterlig er hysterisk, den forsøger at råbe nogen op, derfor mængden af småeksplosioner, der holder beatet oppe. Men jeg har ikke længere behov for at råbe jer op; jeg har ikke behov for at angle efter jeres accept, for der er ikke noget at acceptere. Jeg savner noget af Jägers kulde. Måske. Vi skrev om at kommunikere, om kommunikationen som en fristelse, fordi der i denne ligger en ramme, en opbygning, der organiserer mod et slutpunkt: konklusionen; en tanke, der længes mod legitimering. Jäger talte i stedet om retning … måske tanken, der som hos Thykier alene fastholder sin entré i tankefanget, blot er en anvisning til en retning … ikke engang en horisont. Det er i sidste ende en modstand mod tankens narrativitet, dvs. en modstand mod at genfortælle, at argumentere. En modstand mod det retroaktive. Måske jeg med tiden kan skrive sådan, at det bliver muligt at sige om min tanke, at “den är vag och stark”.

Malerier, biblioteker, melankoli

At overvære hele værkets cyklus vil på programmets hurtigste trin vare nitusind år

Sådan skriver Jonas Siig om Brian Enos 77 Million Paintings ovre på den nyopstartet Lyden af vand. Hvad skete der, da jeg læste den? Det var ikke en form for ængstelighed, som jeg først troede, nu hvor jeg gennemtænkte mit eget spørgsmål; en ængstelighed der i så fald skulle være blevet fremprovokeret af den isolation jeg ville møde, hvis jeg blev konfronteret med værket. En isolation, der skulle udspringe af en håbløs opgave: ønsket om at blive færdig, om ikke at være fanget i en uendelig sekvens.

Hvis det ikke er det, hvad er det så? Et udtryk for melankoli måske? At eje disse 77 millioner malerier er tilsvarende som at eje og have gennemlæst biblioteket i Babel; man er konfronteret med muligheden af at være i besiddelse af al viden i verden for blot at finde ud af, at dette begær har mistet sin mening.

For det er ganske vist sådan, at det ikke er muligt nogensinde at blive færdig med Enos værk eller det babylonske bibliotek, men selv hvis det var, hvad så? Ville biblioteket eller det ufattelige antal malerier længere holde en betydning for en? Ville det ikke snarere være sådan, at det begær, der skuffes i læsningen af et mesterværk, blot ville blive mangedobbelt i skuffelsen, idet man bladrer om på sidste side i sidste værk fra den sidste reols sidste hylde?

Det ovenstående er ikke umuligt, melankolien kan med andre ord ikke forskydes på uebstemt tid, som Borges ellers lovede sin læser; Borges gjorde jo sit bibliotek i Babel uendeligt, og i praksis er Enos værk også uendeligt, men W.V.O. Quine viste jo, at det reelle bibliotek i Babel kun bestod af to bøger; en bog med en prik og en tilsvarende bog med en streg. Reaktionen på Siigs sætning skyldtes altså, at mit subjekt i første omgang var udleveret til den svimlende sekvens af danaidiske dimensioner, men dernæst og reelt set, blev jeg konfronteret med at begæret efter at vide kan blive og formentlig allerede er blevet skuffet. Sådan forstået at melankolien er knyttet til det finittes mulighed.

Henvisningen som reproduktion (II)

Det er problematisk, at humanvidenskaberne hænger deres videnskabelighed op på kildehenvisningen. Det, der ikke i en eller anden grad reproducerer et kendt curriculum vil blive mødt med en skepsis, der ofte er så påtrængende, at det interessante i de foreliggende tanker ofte simpelthen overses, fordi de ikke bygger videre på, og i den forstand reproducerer, en allerede kendt basis; basis låner med andre ord autoritet til en given tanke. Det minder på mange måder om (skole)videnskaben frem til Galileis fysik, for indtil denne havde videnskab bestået i en “eksegese af den skriftlige overlevering” (s. 67), som Hans Meinert Sørensen skriver i sit indlæg i Jørgen Holmgaards Æstetik og logik.

Videnskabeligheden bestod altså i, at man udlagde de gamle anerkendte skrifter for derigennem at hente ny viden; reelt ville det sige, at “ny viden” bestod i en reformulering af kanon. Det er i og for sig også en udmærket beskæftigelse, enhver ny tid har sine klassikere. Men det bliver problematisk, når udlægningen bliver en henvisning, når henvisningen til de rette skrifter borger for de rette meninger. Man kiggede med andre ord ikke op på himlen, men i stedet i Aristoteles’ skrifter. Fordi de mekaniske kunster var uværdige i den vidensformatering, man kender fra artes liberales.

Det er Meinert Sørensens mening (s. 65f.), at sådan hænger det stadig sammen på i hvert fald litteraturinstitutterne, hvor megen videnskab øjensynligt bedrives som en reproduktion af de grundtekster, der accepteres som autoritative. Noget lignende gør sig gældende hos Statens Kunstfond og Kunststyrelsen, hvis man skal tro Mikkel Thykiers referat af et afslag herfra i Entré (s. 28). Et sådant afslag begrunder sig i to punkter (i rækkefølge):

1. “Normalt kræver det to udgivelser på et forlag med en af forfatteren uafhængig redaktion for at komme i betragtning.”
2. “[…] enhver tildeling af støtte sker på baggrund af en bedømmelse af kvalitet.”

Det interessante, som også Thykier fremhæver, er rækkefølgen. Man siger ikke, som ellers synes at være det eneste reelle standpunkt, at det er kvaliteten af et værk, der begrunder tildelingen af støtte, men fremhæver i stedet som det første, at støtten til en udgivelse begrunder sig i, at der allerede tidligere har været en censurenhed, der har accepteret et værk, dermed begrunder en eventuel støtte sig i en tekstekstern hjemmel. Det vil sige, at det foreliggende værk alene kan bedømmes som værk ved at sætte det i forhold til, ved at henvise til et allerede tidligere udgivet værk – altså er det ikke de kvalitative træk, der er bestemmende, men derimod mængden af uafhængige anerkendelser.

Afslaget fra Statens Kunstfond og Kunststyrelsen er udtryk for det samme, som det Meinert kritiserer litteraturstudierne for: ikke det foreliggende, men henvisningen er bestemmende for om et værk anerkendes som værk.

Henvisningens rationale er, at enhver ting kun kan anskues fyldestgørende ud fra den helhed, den indgår i som en del; en forfatters enkelte værk anskues således af Statens Kunstfond og Kunststyrelsen som rentabelt, hvis og kun hvis det kan læses som allerede udtrykt i værket som sådan. Mutatis mutandis er henvisningen i en videnskabelig afhandling udtryk for den gældende ideologi, der definerer det autoritative værk eller de autoritative værker, der skal reproduceres, hvorved reproduktionen kommer til at fremstå som udtryk for delens forhold til helheden – måske endda under helheden.

Jeg har tidligere skrevet om henvisningen (signaturen)

Forandringer

Der er kommet en vis mathed, må jeg indrømme, i forhold til bloggens konstruktion. Jeg er ved at være en smule træt af den overspændte retorik/patos, hvor eksperimentet gøres for eksperimentets skyld. Det hænger uden tvivl sammen med, at jeg har rykket mig på nogle væsentlige punkter gennem det seneste år. Et arbejde et andet sted, men i samme firma, har uden tvivl gjort sit.

Modstand var et forsøg på at ryste den gamle konstruktion af mig. Det er ikke noget originalt indlæg, men det var nødvendigt for mig at forsøge at skrive på en anden måde. Formen minder meget om Fragments og det er et helt bevidst valg; jeg finder deres måde at skrive på, meget inspirerende og unik for dem. At jeg valgte at skrive under deres form hænger formentlig sammen med Horkheimer, Adorno og den kritiske teori, men også sammen med min egen blogs oprindelige udgangspunkt – ikke i kynismen som sådan, men i tænkningen som en konstellation af det private, med rødder i Diogenes fra Sinope og Montaigne.

Fogh har også været en betydende faktor i min bevægelse og på sin vis skyld i, at jeg nu tøvende bevæger mig væk fra Nietzsches filosofi, for bagom alt det perspektiviske kan jeg mærke, en dyb, dyb foragt for alt det Fogh-regeringen har stået for og stadig står for – selvom vi har fået en anden Rasmussen bag rattet. En af mine kolleger sagde, på baggrund af Mads og monopolet, at Pind mente hun nok, hun kunne tale sammen med. Jeg tænkte, det ville jeg ikke, fordi hans politiske udtalelser viser, at der er noget anløbent ved hans menneskesyn. Jeg mener simpelthen ikke, man kan være et ordentligt menneske, hvis man støtter den siddende regering.

Žižek har uden tvivl også spillet ind. Jeg har kun læst Det skrøbelige absolutte og Vold, men voldsbogen har været med til at rykke mig ideologisk – og det føles som at vende hjem. [Det var da i øvrigt en frygtelig formulering med hele vægten af det lidt flove hjem-ud-hjem-skema.] Kan volden nogensinde undskyldes? Modsat Žižek mener jeg det ikke. Hele produktionsapparatet er udtryk for vold – mod mennesker som mod dyr – fordi det levende ikke må reduceres til et produktionsapparat, hvadenten der er tale om en ko eller et menneske. Arbejdstageren er et produktionsapparat.

Der er efterhånden en lang række indlæg, jeg gerne vil skrive. Kants originalitetstanke skal der arbejdes med, og det skal der også med Hegel, som jeg må igang med at læse en af dagene (hvis jeg kan komme igennem stakken af bøger til anmeldelse). Nietzsche skal afsluttes og jeg har stadig en artikel eller to, der skal skrives med forlæg i konferensspecialet (Nietzsche og Baumgarten igen). Nok om det, men sådan ser den stokbroske verden altså ud lige nu.

Modstand

Noget af det, jeg sætter pris på i forhold til Deleuze, er hans (og Guattaris) evne til at lege; for ham er legen en kritisk tænkning, der yder modstand mod diverse reguleringer. Sådan definerer Finn Janning modstanden i sin nye bog Modstand. Ud fra det interview, der er i weekendtillægget i Information (4.-5. april 2009), er det en rasende spændende kritik af vores frihedsbegreber, Janning præsenterer. Han siger bl.a.:

Den gængse forståelse af frihed, er, at vi har en masse forskellige valgmuligheder. Problemet er, at de valgmuligheder allerede er definerede. De valg, vi har, optræder stadig inden for stringente rammer, som i sidste ende  er dikteret af økonomiske forhold. Vi tror, vi er blevet meget mere frie, men friheden er vokset i takt med en indre selvregulering, som trods større valgmuligheder er mere markant end nogensinde før. Frihed handler ikke om valg, men om muligheden for at tænke uden om de gængse valg.

Modstanden bliver således en kreativ overskridelse af det “mulige”; som jeg selv har formuleret det tidligere, så er dét svært at anerkende som frihed, der sætter virkeligheden som det muliges grænse. En sådan tænkning indoptager helt ukritisk allerede givne magtstrukturer i sit virkefelt. Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på Colin Ward, der i sin Anarchy in Action skriver, at

The power of a government, even the most absolute dictatorship, depends on the agreement of the governed. Why do people consent to be ruled? It isn’t only fear; what have millions of people to fear from a small group of professional politicians and their paid strongarm men? It is because they subscribe to the same values as their governers. Rulers and ruled alike believe in the principle of authority, of hierarchy, of power. They even feel themselves privileged when, as happens in a small part of the globe, they can choose between alternative labels on the ruling elites. (s. 24)

Men Ward formulerer i forlængelse heraf en opblødning af Jannings kritik, idet han mener, at folks frivillige organisering og gensidig hjælp/støtte i de mikrosociale miljøer. En sådan gensidighed og organisering udenom autoriteterne og (selv)reguleringerne, det Ward identificerer som det anarkistiske kim, er vel også udtryk for modstanden som en legende livsform, Janning efterlyser?

[...]

Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig med Ward angående, hvad anarkisme er. Som ideologi døde anarkismen ikke i 1939, da Franco gik ind i Madrid; den anarkistiske organisering kunne herhjemme ses i andelsbevægelsen og i brugsforeningerne, hvoraf den første åbnede i Thisted allerede i 1866,  men styrken i kapitalismens symbolske orden ses også i dag idet den flade strukturering er blevet til det mellemskandinaviske Coop, der stadig, med deres Extra-markører, søger et grundlag i den økonomisk set svageste del af befolkningen, men som med så mange andre firmaer drejer denne gestus sig om én ting: bundlinjens blå tal. Det kan godt være at Coop udspringer af brugsforeningerne og det kan godt være, at Coop søger et etisk standpunkt i forhold til samfundets svageste, og således synes tale magten imod, men i og med Coop er en forretning, der lever af at skulle sælge, så opretholder den også det system, der fastholder de svage i deres sociale deroute. I det øjeblik økonomien regulerer de strukturer, vi handler i overensstemmelse med, så vil ethvert etisk stadpunkt være hyklerisk.

Modstanden som Janning taler om, den kreative livsform, der kan transcendere det givne, var det, der i sin tid gjorde at bønderne kunne bryde med Landhusholdningsselskabet, der blev ledet af embedsmænd og godsejere og i første omgang gå sammen i De samvirkende danske landboforeninger, der med en vis ret kan siges at have et informationsteknologisk udgangspunkt, nemlig idet de sørgede for at sprede nye landvindinger inden for landbruget gennem en horisontal organisering. Siden dukkede som sagt brugsforeningerne op, min oldefar ejede en, der sørgede for at importere i fællesskab, hvorved billigere salgspriser kunne opnås. Det grundlag har Coop spillet fallit i forhold til ved at organisere sig hierarkisk.

Modstanden som Janning efterlyser, tror jeg må være anarkistisk i Wards forstand, dvs. den må finde sted i form af frivillig organisering i det mikrosociale, fordi, som også Janning siger, det egentlige problem er økonomiseringen og reguleringen af de mellemmenneskelige forhold:

Frihed og ansvarlighed forstås kun som økonomiske værdier. Frihed er økonomisk frihed, og ansvar er noget, som udelukkende ses i forhold til økonomi. Tag e eksempel som det at få børn. Hvis et par ønsker sig et barn, bliver de ofte mødt med spørgsmål som ‘Er det nu også forsvarligt, når I ikke har en sikker økonomi?’ osv. Vi kan ikke tænke begreber som ansvar og kærlighed, uden også at tænke dem ind i økonomiske sammenhænge.

Derfor er det også vigtigt at fastholde modstanden som livform. Det er en måde at leve og tænke på, der som sit korrektiv har den fuldstændige modsætning til kapitalismen og dens imperativ om at nyde. Det er ikke en revolutionær tankegang, den kan ikke være det, for modstanden må udspringe af individet – ellers vil den blot afløse en form for magtstrukturering med en anden.

[...]

Anarkismens væsentligste problem er, at den må henvende sig kritisk til de hykleriske strukturer i offentligheden. Hvis Ward har ret, så støtter folk selv op om magtens hierarkiseringer. Når jeg går på arbejde, så er det den virkelighed, jeg ser. Brokkeriet, der udspringer af desperation ver den situation vi som arbejdere befinder os i, opretholder og støtter vi, idet vi finder det trygt at være uden ansvar. Vores ansvar er reduceret til at levere en vare fr A til B, men alt hvad der ligger ud over det rører vi ikke med en ildtang. Ud fra den plads vi er blevet tildelt i systemet, råber vi af og til op, men vi træder ikke et øjeblik sammen, hverken internt i grupperne eller grupperne imellem. Vi lader stå til og hygger os med det givne. Det er en total mangel på den modstand, jeg her har skrevet om. Det er en mangel på at tænke og leve kreativt, på at gå ud over den virkelighed, som foreligger os.

Det må være muligt at opdyrke en bevidsthed om det, der ligger ud over økonomien, at organisere sig frit imod magten som selvregulering.

[...]

Jeg bliver bedrøvet, når jeg tænker over min egen adfærd, mine tanker, og når jeg tænker på, hvordan jeg er med til at fastholde min lille familie i de magtstruktureringer, der sidestiller det økonomiske med det mulige. Når jeg ser på M. ser jeg trætheden og desperationen over altid at skulle kæmpe, over aldrig at være fri. Nu vil jeg gå ud på nettet og finde en svale; den er for mig at se lig med frihed; dens skrig i baggårdene på Nørrebro og i Viborg og dens suveræne beherskelse af tomrummet. Når jeg har fundet den rigtige, vil jeg tage den med ned til tatovøren og få den lavet … og på den måde skrive endnu et kapitel af min historie ind i min krop.