Autografi

Jeg kan ikke goutere et liv, der stiller sig tilfreds med at reproducere virkeligheden.

Malerier, biblioteker, melankoli

At overvære hele værkets cyklus vil på programmets hurtigste trin vare nitusind år

Sådan skriver Jonas Siig om Brian Enos 77 Million Paintings ovre på den nyopstartet Lyden af vand. Hvad skete der, da jeg læste den? Det var ikke en form for ængstelighed, som jeg først troede, nu hvor jeg gennemtænkte mit eget spørgsmål; en ængstelighed der i så fald skulle være blevet fremprovokeret af den isolation jeg ville møde, hvis jeg blev konfronteret med værket. En isolation, der skulle udspringe af en håbløs opgave: ønsket om at blive færdig, om ikke at være fanget i en uendelig sekvens.

Hvis det ikke er det, hvad er det så? Et udtryk for melankoli måske? At eje disse 77 millioner malerier er tilsvarende som at eje og have gennemlæst Biblioteket i Babel; man er konfronteret med muligheden af at være i besiddelse af al viden i verden for blot at finde ud af, at dette begær har mistet sin mening.

For det er ganske vist sådan, at det ikke er muligt nogensinde at blive færdig med Enos værk eller det babylonske bibliotek, men selv hvis det var, hvad så? Ville biblioteket eller det ufattelige antal malerier længere holde en betydning for en? Ville det ikke snarere være sådan, at det begær, der skuffes i læsningen af et mesterværk, blot ville blive mangedobbelt i skuffelsen, idet man bladrer om på sidste side i sidste værk fra den sidste reols sidste hylde?

Det ovenstående er ikke umuligt, melankolien kan med andre ord ikke forskydes på uebstemt tid, som Borges ellers lovede sin læser; Borges gjorde jo sit bibliotek i Babel uendeligt, og i praksis er Enos værk også uendeligt, men W.V.O. Quine viste jo, at det reelle bibliotek i Babel kun bestod af to bøger; en bog med en prik og en tilsvarende bog med en streg. Reaktionen på Siigs sætning skyldtes altså, at mit subjekt i første omgang var udleveret til den svimlende sekvens af danaidiske dimensioner, men dernæst og reelt set, blev jeg konfronteret med at begæret efter at vide kan blive og formentlig allerede er blevet skuffet. Sådan forstået at melankolien er knyttet til det finittes mulighed.

Henvisningen som reproduktion (II)

Det er problematisk, at humanvidenskaberne hænger deres videnskabelighed op på kildehenvisningen. Det, der ikke i en eller anden grad reproducerer et kendt curriculum vil blive mødt med en skepsis, der ofte er så påtrængende, at det interessante i de foreliggende tanker ofte simpelthen overses, fordi de ikke bygger videre på, og i den forstand reproducerer, en allerede kendt basis; basis låner med andre ord autoritet til en given tanke. Det minder på mange måder om (skole)videnskaben frem til Galileis fysik, for indtil denne havde videnskab bestået i en “eksegese af den skriftlige overlevering” (s. 67), som Hans Meinert Sørensen skriver i sit indlæg i Jørgen Holmgaards Æstetik og logik.

Videnskabeligheden bestod altså i, at man udlagde de gamle anerkendte skrifter for derigennem at hente ny viden; reelt ville det sige, at “ny viden” bestod i en reformulering af kanon. Det er i og for sig også en udmærket beskæftigelse, enhver ny tid har sine klassikere. Men det bliver problematisk, når udlægningen bliver en henvisning, når henvisningen til de rette skrifter borger for de rette meninger. Man kiggede med andre ord ikke op på himlen, men i stedet i Aristoteles’ skrifter. Fordi de mekaniske kunster var uværdige i den vidensformatering, man kender fra artes liberales.

Det er Meinert Sørensens mening (s. 65f.), at sådan hænger det stadig sammen på i hvert fald litteraturinstitutterne, hvor megen videnskab øjensynligt bedrives som en reproduktion af de grundtekster, der accepteres som autoritative. Noget lignende gør sig gældende hos Statens Kunstfond og Kunststyrelsen, hvis man skal tro Mikkel Thykiers referat af et afslag herfra i Entré (s. 28). Et sådant afslag begrunder sig i to punkter (i rækkefølge):

1. “Normalt kræver det to udgivelser på et forlag med en af forfatteren uafhængig redaktion for at komme i betragtning.”
2. “[…] enhver tildeling af støtte sker på baggrund af en bedømmelse af kvalitet.”

Det interessante, som også Thykier fremhæver, er rækkefølgen. Man siger ikke, som ellers synes at være det eneste reelle standpunkt, at det er kvaliteten af et værk, der begrunder tildelingen af støtte, men fremhæver i stedet som det første, at støtten til en udgivelse begrunder sig i, at der allerede tidligere har været en censurenhed, der har accepteret et værk, dermed begrunder en eventuel støtte sig i en tekstekstern hjemmel. Det vil sige, at det foreliggende værk alene kan bedømmes som værk ved at sætte det i forhold til, ved at henvise til et allerede tidligere udgivet værk – altså er det ikke de kvalitative træk, der er bestemmende, men derimod mængden af uafhængige anerkendelser.

Afslaget fra Statens Kunstfond og Kunststyrelsen er udtryk for det samme, som det Meinert kritiserer litteraturstudierne for: ikke det foreliggende, men henvisningen er bestemmende for om et værk anerkendes som værk.

Henvisningens rationale er, at enhver ting kun kan anskues fyldestgørende ud fra den helhed, den indgår i som en del; en forfatters enkelte værk anskues således af Statens Kunstfond og Kunststyrelsen som rentabelt, hvis og kun hvis det kan læses som allerede udtrykt i værket som sådan. Mutatis mutandis er henvisningen i en videnskabelig afhandling udtryk for den gældende ideologi, der definerer det autoritative værk eller de autoritative værker, der skal reproduceres, hvorved reproduktionen kommer til at fremstå som udtryk for delens forhold til helheden – måske endda under helheden.

Jeg har tidligere skrevet om henvisningen (signaturen)

Ideologiens ulidelige lethed

Dronningen af eksistensen bifalder i dag Venstres forslag om at lade hæren tage sig af de unge kriminelle, der er blevet opgivet af samfundets aktuelle behandlingssystem (og dét siger ikke så lidt om vores samfund):

Ingen særuddannelse, ingen forudsætninger og ingen sociale konstruktioner til at ødelægge den sunde fornuft med. Lad de unge starte på 13, beløn dem, hvis de kan klare mosten og indfrier Jeres forventninger, og tag fra dem, hvis de misbruger jeres kompetencer og systemer, i øvrigt

Og hun skriver tidligere i indlægget:

De skal ud og skide skal de, de skal ud og mærke livet hvor det gør rigtig nas, og nej det gør ikke rigtig, rigtig nas at være på bistand, have en personligt opkoblet socialpædagog på sig og lommepenge til den første. Jeg mener NAS. Som i: I skal have mandat til at give dem en ordentlig røvfuld, hvis de ikke fanger marchen, I skal have mandat til at bure dem inde i et sort hul i fire uger, hvis de truer med at spilde mere af eget eller andres liv.

Skide være med at kritiske røster har formastet sig til at henvise til, at lignende metoder i USA ikke har givet det resultat, man ønskede: mindre kriminalitet og unge med større selvværd. Selvfølgelig underforstået, at kun folk med lavt selvværd bliver kriminelle “idioter”, som Dronningen kalder dem … og er hele den argumentation i øvrigt ikke hentet ud af den kvindedominerede, psykologiserende, pseudofreudianske heksekedel, som Dronningen egentlig taler imod?

Egentlig er de unge “idioter” jo ligegyldige i forhold til Dronningens egne kæpheste. Det drejer sig ikke om empiri, men om ideologi. For ønsker man virkelig en resocialisering med en meget lille tilbagefaldsprocent, så er det i hvert fald ikke USA, man skal vende blikket imod (og dette forslag er endnu engang udtryk for Venstres mangel på kritisk forholden sig og knæfald for de oversøiske helte), men derimod Finland, som (vist nok) har en af de laveste tilbagefaldsprocenter i verden.

Så når Dronningen stiller sig i opposition til et angiveligt femininiseret behandlingssystem, og i samme åndedræt gør sig til fortaler for mandlige dyder, så viser hun med al ønskelig tydelighed, at hun har spillet intellektuelt fallit (med sin s/h verdensbillede) … men lige præcis ikke fordi hun mener, som hun gør, men fordi hun benytter sig af den retorik, hun gør: hun tager udgangspunkt i en aktuel sag om konkrete individer, som gøres til afsæt for den reelle kritik: socialkonstruktivismen og al dens væsen – for at promovere hendes egen ideologi (ikke ideologiske standpunkt, det er hun for klog til). Som altid: Dronningen alene og nuancefrit vide!

Det får mig til at tænke på, at Žižek et sted har understreget, at der altid er tid til at gennemtænke en sag, at en overilet handling sjældent er andet end en populistisk gestus.

Pause

Jeg har bestemt mig for at tage en pause fra bloggeriet. Hvor lang pausen bliver, ved jeg ikke, men som det ser ud lige nu, så er der ikke mere at skrive om, eller rettere: jeg er fanget i og gentager konstant de samme strukturer. Desuden står bloggen på besynderlig vis i vejen for andre og mere vigtige skriverier – der er noget succubisk over mediet.