Maskinelt
Igår i X-factor på DR1 skulle deltagerne synge tre sange af Jamens Blunt. Det fik mig til at tænke over den massive popularitet, Blunt har oplevet siden sin debut i 2004. Jeg har ikke i nyere populærkulturel historie viden om andre, hvis popularitet har vist sig at være en hæmsko.
Problemet med Blunt er ikke, at han er en dårlig kunstner, men at han er alt for god. Hans hits “You’re Beautiful” og “Goodbye My Lover”, begge fra Back to Bedlam (2004), og derefter “1973″ fra All the Lost Souls (2007) lider under det samme: at være fænomenalt komponeret med tekster, der går lige ind i første hug. Man kan formulere det lidt anderledes. Blunt er ikke blevet populær, men har skrevet sin egen popularitet, med en skræmmende præcision.
Netop præcisionen er problematisk. Blunt skriver, det må (næsten) alle være nogenlunde enige om, fandens godt, for godt. Der er ingen tøven, der er ingen skælven på hånden, der er ikke et eneste tegn på menneskelig tøven i kompositionerne. Det er hits komponeret og produceret med maskinel millimeternøjagtighed. Og det kunne lige så godt have været komponeret af en maskine.
Vel er Blunt tandløs, men han er det, fordi han er så god. Jeg kommer til at kede mig i hans selskab.
Et kunstværk, så formfuldendt det end er, ejer altid et brud. Modsætningen til bruddet er ikke det guddommelige, det perfekte er maskinelt (hentyder det en rhizomisk forbindelse mellem romantikerne og futuristerne?). Manglen på brud definerer kunsten ud fra en maskinel logistik.
Ja, James Blunt skriver virkelig nogle fantastiske sange. Jeg ved nu ikke, om jeg finder ham direkte kedelig. For du kender godt udtrykket; perfect is boring, ikke? Hvorimod det anderledes og mærkelige altid er enormt fascinerende!