Lokalitet
Jeg accepterer erkendelsens midlertidighed, idet den former en lokalitet. Det er udgangspunktet for et angreb på ethvert generisk niveau, fordi i springet over mod det mere almene, underkastes de adskillende kendetegn ved det partikulære status af anomalier i det lignende. At noget ligner noget andet betyder blot, at vi ikke har fundet tilstrækkeligt med kendetegn, der adskiller det lignende fra hinanden.
Er det muligt at slutte analogisk udenfor det logico-matematiske?
Erkendelsens lokalitet kan kun være lokal i den udstrækning, at kartografien opgives til fordel for en lære om undergrunden (en rhizomatografi?). Det lokale er givet med dets midlertidighed, velsagtens med dets opbrud. Er opbruddets erkendelsesstrukturer en nomadefilosofi? Opbruddet kan ikke være andet end lokalt og altid defineret ud fra en ny lokalitet. Kan opbruddet være andet end nomadefilosofisk?
Idet vi bryder op, lader vi noget tilbage. Hvis jeg accepterer erkendelsen som knyttet til en lokalitet, så må jeg også acceptere det heraf dannede nomadiske episteme som det opbrudtes filosofi. Det, der opbryddes deles. Noget bliver tilbage.
Nomaden samler de pinde, der danner skelettet for teltdugen. Laylah har forladt ham, og det, der var, er ikke længere.
Lokalitetens midlertidighed tror jeg alene peger på, at den ideelt set videreføres i en samtidighed med andre opbrud. Det siger sig selv at en given undergrund af lokaliteter ikke kan reaktualiseres som andet end endnu et opbrud – fra undergrunden. Samtidigheden annulleres i en lokaliserbar bevægelse, hvori det aflagte, resterne eller det opbrudte materiale genformes i en slags bastardfilosofi, hvormed jeg mener, at al erkendelse (og enhver evt. genialitet) bygger på uægte afkom.
Genealogien tegner i bedste fald et billede af filologens kvalificerede bud. Filologen arbejder generisk. Genealogien er ikke lokaliserbar. Og dog arbejder han ud fra anomalien.
