Bitter Moon
[Oprindeligt lagt på nettet d. 20. august 2007]
Jeg fik endelig set Bitter Moon igår aftes på DR1, og det var en mildest talt fascinerende fortælling, omend jeg ikke synes den, hvad det gælder erotikken, kommer på højde med Henry & June; til gengæld afsøger den et så meget mere interessant og kreativt område inden for erotikken og erkendelsen: masochismen.
Oscars og Mimis udvikling som erotiske skabninger finjusteres indtil klimakset, hvor Mimi stiller sig hen til fjernsynet for at pisse på det, hvorefter Oscar lægger sig under hende og lader hendes pis strømme ned i sit ansigtet. Nigel, hvem Oscar fortæller dette, væmmes som den perfekte engelske, impotente mand han er. Oscar oplevede til gengæld sit livs mest intense orgasme, der manifesterede sig som et hvidt, smældende glimt i hjernen. Men derfra glider Oscar og Mimi også fra hinanden. Deres erotiske rollespil bliver latterligt, noget påtaget, som viser sig deri, at Mimi har sminket sit ansigt til ukendelighed og Oscar kravler rundt med en svinemaske.
Nigel forføres imidlertid af Oscar, han drages ind i hans fortælling og længes efter Mimis pissende, våde skræv. Hans væmmelse er ikke rettet mod noget unaturligt, men forårsaget af hans egen thymotiske selvjusteringer, der udmønter sig i hans viktorianske lyst bundet til drømmen, tanken, hovedet … men netop ikke dét hoved.
Nigel formår ikke at være intens. Hans mildest talt klodsede dans lader Mimi kold, hun er selv danser, de syv slørs danserinde … kønnenes forskellighed generobret. Det er også masochisme. Nigel må spørge om lov … kan jeg kneppe dig, for jeg elsker dig sådan … selvfølgelig kan han ikke det, for Oscars fortælling er ikke afsluttet … filmens allerbedste twist. Men Fiona må få Mimi, for hun overtager hende. Hun realiserer sin kastrering af sin mand, idet hun viser, at hun havde ret: whatever you can do, I can do better! Fiona kan danse, spillet af den altid erotisk overlegne Kristin Scott-Thomas. Hun overtager Mimi i alles nærvær, deres dans er danset rigtigt, og da båden krænger til siden og lader alle andre falde, står de to stadig, hvorefter de går. Nigel, impotent som han er, må forføje sig, han tør end ikke se sin kone og Mimi. Det gør Oscar. Oscar har overværet hele den guddommelige seance i kahytten, og såvel Mimi som Fiona accepterede det.
Oscar skyder Mimi, så sig selv … nu er fortællingen fortalt til ende: nu kan Nigel få ligets indtørrede hul; Mimi kan kun tages af Nigel i en nekrofil handling, men han nøjes med at trøste sin kone. Masochimsen har med intensitetsblivelse at gøre. Det magter Nigel ikke; derfor kan han ikke få del i Mimi uden at pervertere intensiteten ved at udtømme den og genindsætte den i noget udtømt: liget.
Fiona kunne derimod erobre, udforske, blive intens … genindstallere masochismen, hvor den var blevet fordrejet til objekt for sadismen, derfor var parringen i kahytten mellem de to kvinder guddommelig: gentagelsen af kønnet, intensitetens selvtilblivelse som gentagelse og forskelligehed … dét var hvad Oscar og Mimi ikke magtede. Men heri gentages også myten om den viktorianske kvinde og mand: manden som prædikende også mellem lagnerne … kvinden som erotisk væsen.
