Tabeller
At der findes lighed vidner ofte blot om optælling i tabeller. Der findes så og så mange med dette eller hint træk, og de kan rubriceres ud fra en af observationen uafhængig struktur. Tabellen arbejder ud fra en sådan accidentiel formatering, som dets viden følgelig er begrænset til. Foucault skriver herom i Ordene og tingene, at “Systemet er vilkårligt i sit udgangspunkt, eftersom det på en velovervejet måde overser enhver identitet og enhver forskel, der ikke henføres til den begunstigede struktur.” (s. 180). Roman Jacobson skelner i lighed hermed mellem en given gruppes bevarende og progressive tiltag.
Det accidentielle består i, at vi til enhver tid ville kunne rubricere det faktiske ud fra en anden struktur. Enhver tabel er også en taksionomi, hvis rationale ligger i en vis skeløjethed: det faktiske undertrykkes til fordel for slægtsnavnet.
Der er en revolverende bevægelse fra Aristoteles’ tænkning omkring ligheder og forskelle, over skolastikkens ‘per genum proximum et differentiam specificam’ til taksionomien og videre frem til vore dages computergenererede systemers segmentanalyser. Den gennemgående forestilling er, at variablen er erkendelsesbærende. Men når variablen afgrænses til en variation af ligheden, forbinder erkendelsen sig stadig med det almene udkastet af systemet.
Variablen i tabellen er defineret som anomali. Anomalien undertrykkes af den taksionomiske tabellisering, ved at anomalien er givet ud fra en væsensenhed. En anomali er en mangel udtrykt på baggrund af slægtsnavnet.
