Too much and for too long
18. marts 1968 holder Robert Kennedy en tale, hvori følgende angreb på økonomernes målelige fremskridts-hierarkier
Too much and for too long, we seem to have surrendered personal excellence and community value in the mere accumulation of material things. Our Gross National Product, now, is over eight hundred billion dollars a year, but that GNP — if we judge the United States of America by that — that GNP counts air pollution and cigarette advertising and ambulances to clear our highways of carnage. It counts special locks for our doors and the jails for the people who break them. It counts the destruction of the redwoods and the loss of our natural wonder in chaotic sprawl. It counts napalm and it counts nuclear warheads, and armored cars for the police to fight riots in our cities. It counts Whitman’s rifle and Speck’s knife, and the television programs which glorify violence in order to sell toys to our children.
Yet the Gross National Product does not allow for the health of our children, the quality of their education, or the joy of their play. It does not include the beauty of our poetry or the strength of our marriages, the intelligence of our public debate or the integrity of our public officials. It measures neither our wit nor our courage, neither our wisdom nor our learning, neither our compassion nor our devotion to our country; it measures everything, in short, except that which makes life worthwhile. And it can tell us everything about America except why we are proud that we are Americans.
[citeret efter The Glaser Progress Foundation]
Jeremy Rifkin skriver i “Den europæiske drøm . Hvordan Europas fremtidsvision langsomt fortrænger den amerikanske drøm” (s. 166-168) bl.a. om Frederick J. Turner, der 12. juli 1893 på et møde i American Historical Association læste op af en afhandling “om opløsningen af grænsen mellem beboede og ubeboede områder”, og heri mener Turner at kunne se “to drømme, der havde præget det amerikanske åndsliv”. Den første er drømmen om “individuel frihed til at konkurrere om kontinentets ressourcer uden restriktioner - nybyggerdrømmen.”, mens den anden drøm er “”idealet om demokrati, styring af og for folket, foretaget af folket”. Disse to drømme udfoldede sig i takt med “omdannelsen af de frie offentlige områder og USAs råstoffer til privat ejendom”.”
Turner citerer endvidere franske Emile Gaston Boutmy for at skrive, at “Det slående og ganske særlige ved det amerikanske samfund er, at det ikke så meget er et demokrati som et stort kommercielt selskab, der står bag opdagelsen, dannelsen og den økonomiske udnyttelse af sit eget enorme territorium.” Turner afslutter sin afhandling med følgende overvejelse:
Så længe heldet til at samle stor rigdom med henblik på forherligelse af individet er den eneste eller dominerende målestok for succes, så længe materiel velstand er det evige løsen, uanset hvilke omkostninger den har, eller hvilket samfund den skaber, er det amerikanske demokrati - den tillid til den jævne mand, som pioneren sætter så højt - i fare. Thi de stærkeste vil med usvigelig sikkerhed bevæge sig mod et hvilket som helst mål, som samfundet opstiller som det højest opnåelige.
Men skriver Rifkin, i et nuancerende vedhæng til Turners kritik:
Amerikanerne interesserer sig ikke for pengene i sig selv. Drivkraften er snarere en søgen efter den personlige sikkerhed, som følger med at være besiddende, overbevisninger om, at vores ejendele gør os frie [...], det var det amerikanske folk, der blev de varmeste fortalere for den europæiske idé fra oplysningstiden om, at privat ejendomsret er lig med frihed.
Og i alt dette kan jeg ikke lade være med at se på vores egen lille andedams CEPOS, der sværmerisk og med en romantikers evne til at se sandheden stålsat arbejder for netop dét: individets ret til selvudfoldelse i fri konkurrence med andre, hvor ejendomsretten er alfa og omega. Det er billigt og asocialt, og omkostningerne for en lignende tankegang ser vi konsekvenserne af nu. Vi blev ikke forvist fra det socialdemokratiske paradis i 2002, men samfundet er blevet fattigere (nogle af vores basisfødevarer er steget med op til 50%, mens langt de fleste er steget med 20-25%, noget skyldes kornpriserne, men den siddende regering bærer sin del af skylden) … med mindre BNP og (den manglende) udenlandsgæld er vores eneste (målelige) værdier.
Skal vi endelig tale om begreber som individ, selvudfoldelse og frihed, så er de ikke umulige men dog dybt problematiske at definere økonomisk.
