Stokbros blog

Alt relaterer sig som sagt til sex. Sex, kønnet, polariserer sig til ånden i det meste metafysik; kønnet med dets æg i finit uendelighed derinde bagved, med dets meute inde bagved. Det er kroppens udspring og udgang: meuten, sædcellerne, maddikerne.

På coveret til Marilyn Mansons album fra 1996, Antichrist Superstar, står Manson i en stilling, der utvetydigt mimer den franske magiker Eliphas Levis fremstilling af geden fra Mendes som Baphomet. Måden hvorpå Manson holder sine hænder er et tegn på, at modsætningerne er ophævet, at som der er foroven er der forneden - tingene afspejler hinanden. provokationen er ligetil: at Manson skulle have noget som helst med det puritanske, amerikanske udvalgte folk at gøre er en hån, for hvad dekonstruerer han? Idolet, popindustrien, populærkulturen med dens hang til superstars. Alt det overfladiske og letkøbte - og derfor er han placeret i samfundets ruiner.

Baphomet var imidlertid også et frugtbarhedssymbol. Ser man på Mansons køn er det i modsætning til forlægget aldeles ufrugtbart; det er blevet omdannet til en art seksualitetens arabesk, blottet for brugbarhed. Manson er den kastrerede ged, der kun kan mime, der kun kan spille, lege og lade som om. Sådan er poppens antikrist: det kastreret tilbedte. Ånden kan ikke længere flyde over i sin meuteformatering, den kan ikke længere være del af livet, der udfolder sig dionysisk.

Frugtbarhedssymbolet er blevet erstattet af et fluelignende væsen midt i kulturens ruiner; omgivet til alle sider af forfald og et lokum. Der er en barok modernitet over billedets modsatrettede lag, dets leg med ophævelsen af modsætninger. Men der er måske også en kritik af ånden i det? At ånden ikke dialektisk kan overkomme sin egen splittethed, men er fanget i dyndet?

Popkulturen, med dens rekonstruktion af seksualiteten, er opium for folket, og vi er alle en del af folket. Der findes ingen klasser, kun bevægelser.

Mansons selvekstase, hans masturberende (igen ufrugtbarheden) frihed træder i baggrunden på albummets back cover, hvor to bandmedlemmer inhalerer superstarens sæd gennem masker, der er forbundet til hans lem. Seksualiteten afbildes lurvet, som et narkotikum, der kun har ofre.

Og ja, hvordan påvirker popkulturen os mentalt. Vi ved, at billeder, lyd og tekster påvirker, men vi ved ikke hvordan den massive indvirkning fra popkulturen vil danne os som mennesker. Det menneske, der står i skyggen af poppens antikrist afbildes som sterilt, åndeligt dødt, dekadent og apatisk. Som levende som ofre i ruinerne af civilisationen, hvor fluemennesket er det logistiske slutpunkt.

“We’re on the other side the screen is us and we’re T.V.” Jeget dannet som refleksion.

Men hvis alt er foroven som forneden, hvis alt er enhed, så er kritikken af popkulturens dannelsesmønster samtidig en kritik af den kultur, der ikke behøver et præfiks; tilbage er kun den kritiske positionering af jeget i forhold til en given formatering af kroppen og ånden.