Fremtidens stjerner
I forlængelse af mit forrige indlæg, vil jeg knytte en kommentar til Vickie Jo Ringgaards præsentation af programmet So You Think You Can Dance - Scandinavia: “Mød fremtidens stjerner i morgen …” (citeret frit efter hukommelsen). Programmet præsenterer nogle ganske almindelige mennesker, med nogle (for nogens vedkommende) ret så veludviklede trin. De er fremtidens stjerner.
Det begreb, fremtidens stjerner, indlægger et klart brud i diskursen om stjerner, da der er nogen stjerner i dag, som fremtidens stjerner adskiller sig fra. Vulgaritet betyder ikke andet end folkeligt eller endda almindeligt. Fremtidens stjerner plukkes ud af den samling af mennesker i Danmark, Sverige og Norge, hvis ypperste egenskab ved siden af det at kunne danse (som programtitlen endda sår tvivl om, om de kan) er, at de til forveksling ligner alle andre; det kunne lige så godt have været dig eller mig, der stod der.
Der er samtidig en profetisk undertone i Vickie Jos præsentation; den er helt givet ud i en fremtidsdiskurs: mød fremtiden i morgen - se hvordan struktureringen af kulturen vil se ud i fremtiden, tag dig et smugkig på vulgariteten. Fremtidens stjerner er dig og mig.
Men i virkeligheden er her nok tale om en ganske forældet vision? Warhol proklamerede en fremtid med 15 minutes of fame; det er stjernerne af i dag og igår. Vickie Jos præsentation er således et forsøg på at tildække det faktum, at Kanal 5 med deres overtagelse af den amerikanske programserie er tidssvarende - alt for tidssvarende. Og selvfølgelig er det sådan; programmet skal underholde og ikke oplyse.
Den profetiske topik afløses af en langt mere nutidig retorik: vær med på beatet. Det drejer sig om at være to skridt foran, men man kommer snarere et halvt århundrede bagud, hvis man tager Vickie Jo på ordet.
Fremtidens stjerner mimer således Handkes fallerede kunstners forkastelse af tidens stjerner i tilbageblikket. Fremtidens stjerner kunne være dig og mig, er dig og mig - ja, de er under os, for vi er mere ægte.
