Historieskrivning
Subjektet forstås ofte som et jeg eller et selv. Begrebet opstod imidlertid i senantikkens metafysiske overvejelser over bæreren af egenskaber, altså som en væsenshelhed, og det var denne metafysiske tanke, der blev overtaget af de skolastiske logikere; subjektet udgjorde da det essentielle ved en given ting, hvorom dette eller hint kunne prædikeres. Den samme tanke går igen hos Leibniz, der taler om praedicatum inest subiecto; med det menes, at alt, hvad der kan prædikeres om et subjekt, er indeholdt i dette subjekt hvorved der dannes et væsensniveau, hvorfor der ikke er langt til springet at forstå subjektet som et individ: et selvberoende, udeleligt jeg.
I 1800-tallet knæsættes betydningen af subjektet som bevidsthed, hvor over for objektet er de perceptive genstande, der stårover for subjektet. Dermed forstås jeget som noget særskilt. Subjektet, ikke bare som del af en logikometafysisk strukturering af virkeligheden, men som udtryk for en underkastelse, står i splid med sig selv. Dets frihed som særskilt bevidsthed har det opnået gennem metrafysikken definition af subjektet som individ.
Men subjektet er nok snarere underkastet sin individualitet, hvilket betyder, at det er defineret ud fra sin samfundsmæssige stilling: en nydende optagelse af genstande i sig for derigennem at (re)definere sig som selv i en forbrugende uafhængighed. Forbrugeren er ganske vist et slidt begreb, men stadig validt, hvis man kigger på økonomien, idet danskeren bruger mere end 100 kroner for hver indtjent 100 kroner. Er det i virkeligheden ikke en libidinal økonomi, der er styret af drifternes masturbatoriske opfyldelse? Bevidstheden underkastet sin nydelse, men nu indsat i en økonomisk metafysik, der (måske) kan garantere bevidstheden dens væsensenhed:
økonomien som den form det libidinale flow af subjektetsprædikater udvikler sig inden for.
