Der er åh så mange muligheder
I min tidligere introduktion til siden trådte to begreber frem fra anonymiteten. Først det særskilte, dernæst bevægelsen og bevægelsen var forbundet med legen. Det gør sig vel nok stadig gældende. Det særskilte er dog ikke længere indsat i en teleologi over erkendelsen, men er erkendelsens mulighedsbetingelse overhovedet med tanke på begrebet lokalitet.
Ligesom Deleuze og Guattari forsøger at nå frem til et sted, hvor det ikke længere betyder noget, om de siger ‘jeg’ eller ej, forsøger jeg at gøre det samme. Lade teksten forblive tekst og udvendiggjort og i denne udvendighed lade den blive læst. Jeg plæderer for en nomadisk læsning, så at sige, en læsning i opposition til hermeneutikkens inderlige forestillinger om meningshelheder og indholdets særstatus i forhold til formen. Men også i opposition til fænomenologiens forsøg på at lade tingen selv komme i spil; det gør den aldrig. Alle forsøg herpå er blot facetteringer.
Jeg tager Adornos kritik, “Das Ganze ist das Unwahre.”, til mig. Enhver pseudovidenskabelig forestilling om udtømningen af en ting strander på den læsendes hypostaseringer af egne drifter.
Som Montaigne forbeholder jeg mig retten til at modsige mig selv. Selvmodsigelsen er i virkeligheden en udvendiggørelse af jeget, idet det indsættes i teksten mister det enhver kvalitet som signifiant. Men er det ikke også sådan, at teksten er signifiant og signifié i ét?
Jeget er frembragt af en overflade.
Kritisk bemærkning:
Hverken hermeneutikken eller fænomenologien (hvis man kan tale herom i bestemt ental…) står i modsætning til Adornos diktum, tværtimod er begge retninger udtryk for samme teoretiske grundindstilling (i øvrigt er sandheden vel stadig målet for Adorno, der om nogen insisterer på at se tingene i deres sammenhæng). Hermeneutikeren vægter, at Sandheden om Helheden er principielt uopnåelig, og fænomenologiens fokus på Sagen indebærer *netop*, at der altid kan lægges en ny vinkel herpå. I
Forstår jeg dig ret: Indrømmer du ligefrem at være u-saglig?
Schleiermachers udgangspunkt er, at artefaktet (her benyttet bredest muligt) har en mening at udtrykke, dermed har vi en skelnen mellem udtryk og indhold, som f.eks. ligger latent i det meste litteraturteori. Dermed er hermeneutikken en metode til at frembringe dette indhold med. Den tanke overtager Dilthey og blander den sammen med en cartesiansk tiltro til det gennemsigtige jeg som stedet for erkendelse. Dermed gøres hermeneutikken, hvis jeg skal vre bare en lille smule kritisk, til en empatisk metode, der slutter fra jeget selv til alle mulige andre jeger – med andre ord: der er noget væsentligt, som udgør det menneskelige sind en slags proto-feature theory. Hos Heidegger udvides det hermeneutiske skema hos Dilthey til at gælde eksistensen som sådan idet den apriorisk er udlagt i sin forståelse. Meningen bag overfladen eller indholdet under udtrykket er med hele vejen som en forestilling om, at der ligger noget under. Jeg har tidligere kaldt denne tolkningsimpuls paranoid (men det indlæg blev slettet med resten af bloggen).
Hvis man derimod skulle bygge bro mellem det, jeg fastholder som et spil mellem udvendigheder og hermeneutikken, så skulle man måske gå til Ricœur, der, så vidt jeg ved, kritiserer idealismen, her er jeg dog meget usikker.
Når jeg taler om fænomenologien, så er jeg selvfølgelig på afveje med en strk generalisation, for jeg tnker (næsten altid) specifikt Heideggers overskridelse af Husserls fænomenologi. Men Husserls udgangspunkt er, at gå til sagen selv, hvilket vil ige, at noget kan give sig direkte, plus at man som fænomenolog ved hjælp af en væsensskuen kan percipere en ting udtømmende, hvorved det først er fænomen (så der er altså grænser for hvor mange gange man kan variere den “ny vinkel”). Heidegger radikaliserer og blander den hermeneutiske eksistensfilosofi ind i fænomenologien.
Når Husserl ønsker at finde grundlaget for al erkendelse mener han tillige med det ovenstående, at det er muligt at gøre ved at sætte parantes om alle forudfattede meninger. Dermed indskriver Husserl sig i den cartesianske tradition for gennemlysning af jeget. Det er en rationalisme, der er uden klangbund i menneskets psykologi.
Heidegger korrigerer lykkeligvis denne tanke hos Husserl, idet han gør op med idéen om, at vi skulle have en direkte tilgang til os selv, det gennemlyste jeg (jeg skriver gennemlyst, fordi jeg har begrebet perspicuitas i tankerne som strukturerende element i disse teorier). Problemet, som jeg ser det i Heideggers fæno-hermeneutik, er, at forståelsen transcenderer det historisk givne, hvorved at tiden bliver ”evigt nærværende” for nu at citere Eliot. Jeg har svært ved at se Heidegger som andet end idealist i den sammenhæng, fordi han engang for alle har gennemskuet vores forståelsesstruktur, der er uafhængig af tid. Dvs. al forståelse er til evig tid og har altid allerede været bygget op omkring sorge-strukturen.
Dertil kommer selvfølgelig tanken om væren, den besynderlige optagethed af et enkelt verbum, når vi har et helt sprog. Det emmer langt væk af bukolsk pseudofilosofi. Men hele den side af sagen, har jeg allerede behandlet her: http://stokbro.wordpress.com/2008/03/31/v%c3%a6ren-og-tid-%c2%a7-1-3/
Hvad angår Adorno, så er jeg lykkelig for at have genfundet ham; han fastholder at sandheden er midlertidig.
Lad mig allerførst fermhæve, at jeg hverken definerer mig selv som fænomenolog eller hermeneutiker. Men jeg hævder, at disse traditioner har væsentlige pointer, man ikke kan negligere. Og ofte argumenteres der mod disse retninger ved at præsentere karikaturer af dem, hvilket du også lidt forfalder til, mener jeg.
Jeg hælder selv til, at værensbegrebet er redundant. Det forekommer at være et levn
fra en klassisk Metafysik, der opererer med et mystisk enhedsbegreb, som
alle andre begreber må rette sig ind under. Væren er nok snarere intet, som Hegel pointerer det: I betydningen, vel at mærke, at ‘væren’ er et tomt begreb; det værende (Dasein) er, hvad der er. Og det forhold, at det ‘er’, betyder ikke nødvendigvis, at der er en særlig enheds-entitet, som det værende er aspekter af. ‘Mening’ eller ‘betydning’ er i mine øjne bedre begreber til at udtrykke den fænomenologiske pointe, og værensbegrebet fungerer vel at mærke ofte i fænomenologien som netop dette.
Husserls kartesianske fundamentprojekt holder heller ikke – det må nok opgives. Der gives sandsynligvis ingen forudsætningsløs tænkning. Herfra kan man dog ikke afvise fænomenologi *som sådan*, da der ligger meget mere og vigtigere indsigter i denne tradition, også hos Husserl. Væsensskuen betyder ikke for Husserl nødvendigvis at percipere en ting udtømmende. Væsensskuen er skuen af væsens*træk* ved verden. Dette er helt afgørende at forstå ved (husserliansk inspireret) fænomenologi. Pointen er, at det kommer helt an på sagen: Har vi fx at gøre med en matematisk sag af den simple slags – 2+2 lig 4 eller lignende – kan denne måske bringes til en udtømmende givethed. Simple logiske grundprincipper kan også nævnes som banale eksempler (du kan vel kun mene det polemisk, når du insisterer på din ‘ret’ til at være selvmodsigende?!). Men det er helt afgørende for Husserl, og han gentager det flere gange, at såkaldte transcendente sager – fx en almindelig fysisk genstand eller ‘den anden’ – er af en sådan karakter, at de principielt *ikke* lader sig give udtømmende. Vi kan nok erkende væsenstræk, men aldrig udtømmende – netop qua sagen selv.
Fænomenologiens for mig at se væsentlige indsigt er, at der gives før-teoretiske (før-sproglige!) erfaringer, vi må tage seriøst *som* erfaringer, frem for at opløse dem – reducere dem – væk i verdensfjerne abstraktioner. Det er nok her, vores veje for alvor skilles… Jeg mener ikke, en fænomenologisk beskrivelse er genvej til en absolut erkendelse, som Husserl angiveligt mente, men at den er beskrivelsen af en givethed, som det ikke er filosofisk redeligt at *negligere*. At gå til ’sagen selv’ kan netop tolkes som dette: Det emne, vi beskæftiger os med, må være det primære frem for abstrakte spekulationer om eller symboliseringen af emnet. Eller mindre prægnant: Vi kan i det mindste ikke *negligere* givetheden, da det er denne, der altid allerede er udgangspunktet; den, der skal forklares / forstås:
Begrebsliggørelse / refleksion sker ikke i et tomrum, men med udgangspunkt i et dette-her-noget, der er os givet. ’Gennemlysningen af jeget’ er således blot dette: At analysere det givne qua givet, før vi konkluderer noget om sagen. Sagt anderledes: Du kan ikke *apriori* afvise, at en sag kan give sig direkte – en sådan afvisning forekommer mig netop at være produkt af en virkelighedsfjern idealisme: Den rummer den mistænkelige fordom om, at det ’højnede’, ’distancerede’ blik på virkeligheden er den ’rigtige’ (eller mindst ringe), samt at sproget er eneste erkendemedium. Og hævdes det, at vi er ’lukket inde’ i sproget, så at sige, så opstår et forklaringsproblem, der må gøres forståelig uden at ‘drive vold’ på sagens givethedsmåde – netop på, hvorfor verden ofte giver sige anderledes.
Hvad angår hermeneutikken: Jeg har ikke læst Dilthey, men forholder mig til Heidegger og Gadamer, som vel repræsenterer den *filosofiske* hermeneutik. Jeg er selv kritisk overfor, om Sorge-strukturen nu skulle være transcendental. Imidlertid forekommer det mig, at din (sokratiske) indvending, som går på den universelle påstand som sådan, i sig selv er problematisk. Hvilken status har dine egne refleksioner om erkendelsen? Sagt på godt husserliansk: Selv påstanden om erkendelsens kontingens er en påstand om noget universelt: Nemlig om erkendelsens kontingente væsen.
At sandheden er foreløbig hos Adorno betyder vel snarere, at vores meninger er potentielt foreløbige, end det betyder, at Sandheden som sådan er det. Kritikken af Hegel er jo immanent: At ’helheden er det usande’ er næppe en opfordring til ikke at indtage helhedsbetragtninger, men om at undgå at bilde sig ind, at disse præsenterer Den Hele Sandhed, at de er totale perspektiver. Jeg tror, du fejlagtigt læser Adorno ind i din partikularitets-tænkning.
Langt og herligt stringent svar! Jeg skal ikke begynde at ive et langt svar her og nu, det skal der tænkes over, hvis jeg kan give det. Men jeg har et par kommentarer.
Lad os starte bagfra. Adorno, som jeg læser ham, finder at helhedens sammenbrud i en instrumentel (og potentiel fascistisk) fornuft er tragisk. Sandt nok forkaster han ikke sandheden som sådan, men hvis helhedsbetragtninger ikke er den hele Sandhed eller er udtryk for totale perspektiver, så er de i min bog kun foreløbige. Men som jeg siger, så tror jeg Adorno ser dette som et tab.
“Selv påstanden om erkendelsens kontingens er en påstand om noget universelt: Nemlig om erkendelsens kontingente væsen.” Ja, det kan vi ikke komme udenom (i hvert fald på papiret), men som jeg ser det er det et uheldigt udtryk for sprogets begrænsninger snarere end en valid indvending mod kontingensen som udgangspunkt for erkendelsen. Her afhænger det vel meget af om, hvorvidt der opstilles nye horisonter, som erkendelsen skal nå frem til? Eller om erkendelsens kontingens er udtryk for en generel modstand i tanken.
At jeg forholder mig retten til at sige mig selv imod er ikke ment som andet end det er, men det betyder ikke, at jeg ikke er bundet til at være modsigelsesfri inden for den givne lokalitet. Det, det betyder, er, at lokaliteten er autonom.
Det resterende af dit indlæg må jeg nok hellere lade være med at besvare her klokken halvfem, inden jeg skal på arbejde.