Møblement
Der er en nær forbindelse mellem møblet og dannelsen af mennesket. Så nær at beskæftigelsen med ændringerne i møblets situation er en beskæftigele med subjektet. Som løsøre eller flytbare ejendele er møblet trukket tilbage i en langt længere historie om folkeslagenes mobilitet, emigrationshistorien. Langt op i historien udgjorde dette kravet til møblet, det skulle kunne flyttes og derfor var det først og fremmest optaget i dets funktionalitet som et svar på, hvad det kunne bruges til. Bænken udgjorde en siddeplads og liggeplads og opmagasineringsmulighed. Bænken udtalte sig ikke om rummet, så lidt som stolen, skabet, bordet gjorde. Deres funktionalitet bestod i deres brugelighed og udsagde derfor ikke noget om de rum de indgik i, tilfældigvis indgik i, langt mindre om deres ejere. I den grad de gik restløst op i deres brugelighed udfyldte de deres plads i huset i ubemærkethed. At påkalde sig opmærksomhed var tegn på, at noget var galt, noget var ikke som det skulle være, det skilte sig ud fra funktionshelheden. Heri mimer allerede møblet fæstebonden. Men heri viser sig også den moderne fæno-hermeneutiks fascisme sig, dennes strukturering omkring zuhandensein. Jo mindre bemærket fæstebonden gjorde sig desto mere gik han op i den kollektivitet, han restløst var beregnet for. Restløshed og ikke rastløshed udgjorde fæstebondens hverdag. Møblet ændrede sig gennem sin historie fra at være en nomadisk bekvemmelighed til at udgøre en påmindelse om dagligdagens rette indordning; det indgik således naturligt på sin plads i huset; ikke fordi der var blevet tænkt over dets placering, man havde endnu slet ikke møbleret rummet, men taget det i brug. Men hen imod slutningen af 1600-tallet sker der en forandring i møblets måde at indgå i hverdagen på. Fokus flyttes fra dets anvendelighed til dets dekorative kvaliteter, møblet bliver møblement; den passive tagen i brug erstattes af en reorganiserende aktivitet, der kontekstualiserer møblerne. Møblementet har blik for rummets særskilthed. Eller rettere, arkitekten i hans samarbejde med kabinetmageren har blik for det særskilte ved det rum, der ejes af en person. Dette blik er ikke til for ejeren, men for den besøgende. Den besøgende træder ind på en scene, hvor ejerens jeg er tilrettelagt gennem tematiseringen af grand goût. Møblementet indrømmer en udvendighed i og iscenesættelse af ejerens selv. Det er dannelsen af det moderne subjekt under konsumsfærens iscenesættelse af individualiteten. Det moderne menneske som subjekt, er underkastet akkurat så meget som fæstebonden, men hvor fæstebondens drømmeløse jeg var underkuet af arbejdet, indsættes møblementets subjekt i en offentlig gabestok. Møblets funktionalitet overtages af møblementets iscenesættelser af jeget sat til offentligt skue. Idet blikket for det særskilte i grand goût netop udmøntes i et andet blik og en andens blik, stilles jeget i det skrøbelige mellemland mellem at være selvejende og subjekt i ens ejendom. Værelset og kabinettet bliver de horisonter hvor inden for jeget opnår sin frihed og underkastes sin friheds tvang. Halvoffentligheden i hjemmet gør det med tiden umuligt at trække sig tilbage, idet konsumsfæren trænger sig længere og længere ind i hjertet af hjemmet og i selve sengen kaster det tilbage til at være hus.
