Paranoikeren
Ovenstående uddrag fra filmen Coffee and Cigarettes er fantastisk på flere niveauer, men et af dem er Tom Waits’ rolle som paranoiker (med Iggy Pop som underspillet medspiller) forstået i deleuzeansk forstand. Iggy Pop spiller den velvillige imødekommende, men også let tilbageholdende i forhold til hele det eksperimenterende skema, hvor Waits konstant udfordrer den anden i en allerede etableret orden, som Iggy Pop på sin side i første omgang forsøger at tolke i analogiske og metaforiske vendinger; disse fortolkningsforsøg kastes imidlertid hele tiden tilbage på Iggy Pop selv, som derefter står i forskellige forklaringsproblematikker, idet Waits hele tiden retekstualiserer den etablerede orden.
Et af de mange forsøg Iggy Pop gør på at etablere en fælles bevæggrund for de tos samtale er omtalen af trommeslageren med en meget industriel lyd, noget Waits, hans brug af diverse musikere taget i betragtning, måtte finde interessant. I stedet kastes spørgsmålet tilbage på Iggy Pop i form af et passivt angreb: er jeg ikke god nok på trommer, mener du jeg er en dårlig musiker? Ordenen er reetableret:
Samtalen som målet for Waits’ begær rykkes tilbage i en anden orden, hvor begæret opfyldes på de præmisser Waits har sat for samtalen: Waits er underkendt og i beherskelsen af denne underkendelse, må han hele tiden komme sin samtalepartner i forkøbet.
Og Waits behersker virkelig samtalen med sine paranoide reformateringer af meningsgrundlaget. Iggy Pop på sin side trækker sig længere og længere ind i sig selv og i denne tilbagetrækning hoverer Waits i den således etablerede orden, hvor det paranoide spor er blevet bekræftet og samtalen behersket.
Men hvorfor dette begær? Eller rettere: hvorfor denne repressive karakter i forhold til alle andre begær end det, der gennemstrømmer den paranoide orden, beherskelsens begær. Fordi det handler om én ting: at undertrykke enhver bevægelse væk fra bekrigelsen af pladeindustriens konserverende hierarkier, som for Waits’ vedkommende fandt sit udtryk i valget af Bruce Springsteen som den toneangivende musiker tilbage i 70′erne. Derfor gør det så forbandet ondt, da Iggy Pop helt en passant nævner, at ingen af Waits’ numre er at finde på jukeboxen og derfor den lettelse, da Waits opdager at heller ikke Iggy Pop er at finde der; det repressive begær generobrer sin plads og Waits kan geniscenesætte sig i endnu en smøg.
