Stokbros blog

I sin takketale ved overrakkelsen af Bruno Kreisky-prisen i Wien 9. marts 2006 siger Jürgen Habermas, at den intellektuelle står overfor en ny tid og en forandring i offentlighedens strukturer. Hvor de “traditionella offentligheterna” var fokuseret på tilkendegivelser, der skilte sig ud fra en spredt, anonym gruppe, så definerer de moderne offentligheder sig ofte i forhold til en blot betragtende gruppe, men samtidig en gruppe, der, gennem internettets demokratiske informationsstrøm, er blevet udvidet enormt og står over for en “avformalisering av offentligheten”. Offentligheden er blevet en medieret og medierende offentlighed, hvor (selv)iscenesættelse er en af de valide måder at skaffe sig autoritet på.

Den intellektuelle stod, i den traditionelle offentlighed, som den, der bl.a. kunne formulere normative erkendelser for befolkningen såvel som offentligheden. Hvor den intellektuelle således tidligere vandt anseelse gennem “sin professionella kunskap i offentligheten”, der vindes anseelse i dag (for en generel betragtning) gennem den kvalitet det er at være kendt - dvs. at have været (eller optrådt, for er det ikke det f.eks. statsministeren gør i sine iscenesatte ugentlige taler til nationen?) på TV. Den intellektuelle, siger Habermas, fik ikke magt gennem sin indflydelse, man må altså ikke blande indflydelse og magt sammen, men hvor placerer det den intellektuelle i dag? Politikeren har allerede længe forstået at gøre brug af fjernsynsmediet til, under dække af en intellektuel samtale (har vi sådanne i Danmark?), at “inmuta inflytelserika ämnen och begrepp.” i debatten. Eksperterne har ligeledes formået at kæde deres hårde data sammen med normative fortolkninger. Endelig kan man se på journalisterne, der egentlig bare arbejder med de temaer, der er oppe i tiden. Hvor placerer det den intellektuelle?

Den intellektuelle skal indeholde

• en årvågen sensibilitet for skadelige indgreb i samfundets normative infrastruktur,
• en evne for forudseenhed, når det kommer til at opdage farer som truer den almindelige politiske livsforms mentale forudsætninger,
• flair for hvad der kunne være anderledes,
• en smule fantasi og evnen til at skitsere alternativer,
• og endelig et vist mod til polariseringer, ytringer, der kan vække anstød, til pamfletter.

Den intellektuelle skal med andre ord agere samfundets normative vagthund, hvad der i Danmark traditionelt har været varetaget af pressen, men måske pressen netop er blevet udvandet til at dække (ikke afdække) de øjeblikkelige temaer (?). På den måde ligger Habermas’ intellektuelle meget tæt op ad den type, der dukkede op omkring Dreyfus-affæren.

(Talen kan findes oversat i Ord och bild 2006/1-2)