De intellektuelle
I en samtale fra 1972, blot fire dage efter en storsmilende Nixon rystede Maos hånd, udlægger Gilles Deleuze og Michel Foucault et perspektiv på den intellektuelle og dennes rolle. Den intellektuelle, siger de, må tale magten imod, dvs. alliere sig med proletariatet, hvilket på sin side vil sige, at de taber sig selv i proletariatets stridsmotiv.
Men om det är mot makten man kämpar, så kan alla som har varit utsatta för maktmissbruk [...] inleda kampen där de själva befinner sig och med utgångspunkt i sin egen aktivitet (eller passivitet).
Det vil på sin vis sige, at den intellektuelle i magtmodstanden, mister sig selv og bliver en del af det almene i form af en klasse, den intellektuelle overtager en klassebvidsthed. I denne misten, tænker jeg, ligger vel også, at den intellektuelle i bund og grund udgår fra magten? Foucault understreger, at magten i dag er skruet sådan sammen, at den intellektuelle på en gang er dens objekt og dens instrument: den intellektuelles rolle er ikke længere, at oplyse masserne på afstand, men at “undergräva och ta makten, vid sidan, tilsammans med alla dem som kämpar för den och inte för att upplysa dem på avstand.” Dvs. den intelletuelle er ikke længere et oplysningsredskab, men en del af et stridsmotiv, hvori magten på engang afslører sig selv som magt og redefinerer sin diskurs i forhold til det ændrede motiv - magten forbliver magt.
Det kan i høj grad læses som en kritisk bemærkning til Habermas’ indkredsning af den intellektuelle. For hvor Habermas arbejdede med en intellektuel rolle, der modarbejdede magten gennem en normativ og fantasiful fremsynethed, der gør Foucault (og Deleuze) opmærksom på, at i den modarbejden ligger et nyt magtmotiv.
Enige er Habermas, Foucault og Deleuze dog om, at den intellektuelle har udspillet sin rolle som oplyser. Masserne (kan man tale om sådanne i en tid med afformaliserede grupperingsmønstre?) kan selv opsøge viden og indsigt og deres grundkundskaber er aldeles udmærkede, hvis man skal tro de tre filosoffer. Måske klasserne (og dermed masserne) er blevet genopfundne af Fogh-regeringen, idet den forsøgte afmontere de intellektuelle i en fascistisk drejning af samfundet over mod en meget synlig magtstruktur, hvis første offer altså var de vidende. Dermed kan den intellektuelle genopfindes som andet end en professionsklasse i Foucaults og Deleuzes formatering af begrebet.
(Samtalen kan findes oversat i Ord och bild 2007/3-4)
Jeg er grundlæggende enig i: Men er rollen som ‘oplyser’ for den intellektuelle ikke bare blevet nuanceret med denne ‘genopfindelse’, du taler om? ‘Oplysning’ kan jo hverken reduceres til formynderisk belæring af pøblen eller til bevidstløs klassebevidsthed - hvilket Habermas om nogen altid har haft blik for. Snarere handler det om udbredelsen af en (selv)kritisk attitude, en selvrefleksiv ‘borgerlig offentlighed’, om du vil. Den intellektuelle kan vel stadig bidrage til denne bevidstgørelse? Og dermed er der vel stadig en væsentlig rolle at spille?
Og vil du, Søren E, lige pege på et par intellektuelle i DK anno 2008?
(Du skriver den intellektuelle i ubestemt form, i det ligger der en anerkendelse?)
Og har du tænkt en distinktion mellem Intellektuel og Intelligensia med her?
Lotte :-)
‘Den intellektuelle’ er selvfølgelig en idealtype. Jeg finder det ikke frugtbart for debatten om begrebet at udpege ‘en intellektuel’ (idealtyper er vel også kendetegnet ved at være ikke-empiriske kategorier…).
Hvorfor er det så vigtigt for dig, Lotte? - at de ikke findes i DK, altså. Der kommer ikke flere af, at vi reducerer alle danske tænkende mennesker til ‘ikke-intellektuelle’…?
Måske kan man i stedet forsigtigt påpege, at (vi er) mange (der) forsøger at leve op til idealet, der snarere efterleves ‘i grader’ end i ‘enten-eller’-formen.
Og nej, jeg har ikke tænkt på et skel mellem Intelligensia og Intellektuel - men det har uden tvivl? :O)
- “…men det har DU uden tvivl…”, skulle der selvfølgelig stå til sidst….
@ Søren
Det forekommer mig, at der er en form for sammenblanding af ‘dannelse’ og ‘oplysning’ i dit indlæg. For har det været oplysningens ideal at skabe en kritisk og selvkritisk borgerlig offentlighed? Det har derimod været dannelsens primære formål - og tænkes det nogenlunde akronistisk, kan det med en syntetiserende læsning gives, at borgeren altid har været målet for al dannelse, da det netop var det selvberoende menneske, der var frisat af traditionen; altså det kritiske og selvkritiske menneske.
Til gengæld finder jeg din formulering, “en (selv)kritisk attitude”, ovenud præcis og sådan helt en passant formuleret. I den medierede offentlighed vil dannelse (eller oplysning?) vel netop sige en selviscenesættelse á la den Habermas taler om og som Sloterdijk har analyseret dækkende i “Die Verachtung der Massen” - altså dannelse som iscenesat kritisk (selv)bevidsthed.
@Lotte
Som Søren vil jeg da mene, at der findes grader af succesfuld overtagelse af idealtypen ‘den intellektuelle’; dermed mener jeg også, at der findes masser af intellektuelle i Danmark. Det interessante (og her ligger jeg igen på linje med Søren) ville være at få at vide, hvad du lægger i begrebet ‘intellektuel’ mellem linjerne i dit korte indlg synes der nemlig at være en skepsis i forhold til eksistensen af en dansk intellektuel - eller alternativt en intellektuel i Danmark. Og jeg synes også, det er et interessant spørgsmål, Søren stiller, angående hvorfor det er “så vigtigt” for dig at der ikke findes intellektuelle i Danmark?
Helt banalt (og ved et opslag i en ordbog) kan intellektuel ganske enkelt betyde en person, der arbejder med sit intellekt - altså den professionsklasse, jeg henviste til i et af indlæggene.
@ Stokbro:
Vi er systematisk enige om det her emne, tror jeg.
Men måske ikke om begreberne. (Er dette skel - mellem begreb og mene - forresten i det hele taget muligt dit univers?).
“For har det været oplysningens ideal at skabe en kritisk og selvkritisk borgerlig offentlighed?”, spørger du. Ja, det har det. Tænk bare på Kants klassiske oplysningsdefinition som udgangen af umyndigheden, der bestemes som udbredelsen af evnen til at tænke selv (i betydningen kritisk, selvsændigt, ikke i betydningen afsondret).
Jeg skelner, som du påpeger, ikke mellem ‘dannelse’ og ‘oplysning’.
Dannelsesdebatten - ‘Bildung’-debatten - er for mig at se en udløber af den klassiske oplysningsdebat, som den mundede ud i den mere refleksive Aufklärung i Tyskland. De to debatter handler om det samme: om menneskets selvlovgingning, realisering, myndighed, om det teoretiske og ikke mindst praktiske opgør med den klassiske Metafysik i bund og grund. Oplysningsbegrebet er først senere i nogle kredse blevet reduceret til ‘instrumentel fornuft’ og lignende.
Ja, selvfølgelig er det nævnte skel mellem ‘mene’ og ‘begreb’ muligt i mit univers :)
Men det forekommer mig i det du siger, at der ikke er en (tilstrækkelig?) skelnen mellem oplysningen i Oplysningstiden og f.eks. dannelsen i romantisk regi, der i et vist omfang blev muliggjort af oplysningsprojektet, men som på mange måder også vendte sig mod det? Men ja, ja. Jeg tror egentlig også vi er enige et langt stykke hen ad vejen.
Dog er jeg ret glad for den “instrumentelle fornuft”, for det er vel ikke så meget en normativ beskrivelse af fornuften til alle tider, men en beskrivelse af oplysningen og fornuften i det kapitalistiske og industrialiserede samfund. Læser man det sådan får begrebet også sit anvendelsesområde, hvor det fungerer på en ganske tilstrækkelig måde.
Ja, jeg har en skepsis og den er rigtig stor, men desværre tillader tiden ikke, at jeg begiver mig ud i den debat lige nu.
“Og nej, jeg har ikke tænkt på et skel mellem Intelligensia og Intellektuel - men det har du uden tvivl? :O)”
Ja, den står plus/minus at læse i Dorthe Jørgensens bog Viden og Visdom, Spørgsmålet om de intellektuelle fra 2002. DET lille FORLAG.
Bogen kan anbefales.
Tak for svaret.
Den kom du let om ved, men ok.
@Stokbro
Vi er enige om den instrumentelle fornuft, men ikke om oplysningsbegrebet. Det er rigtigt, at idealismen/romantikken vender sig imod elementer i den klassiske oplysning, men dette forstås bedre for mig at se som en immanent kritik end et egentligt opgør, eftersom den kritiske attitude, der vægtes, allerede er *centralt element* hos de fleste af de klassiske oplysere. Jeg har i øvrigt argumenteret lidt mere for dette her: http://oplysningskritik.blogspot.com/2008/04/mod-oplysning.html . Oplysningstiden fremstilles ofte karikeret - både hos mange dens tilhængere og dens modstandere…
@Lotte:
Jeg har rent faktisk den nævnte bog liggende derhjemme, men har aldrig fået den læst… Det må jeg se at få gjort :O)