Jeg (afsøgninger)
“Ordene jeg og selv er halvtekniske filosofiske termer uden fast betydningskerne.” Der findes ikke noget jeg uden for grammatikken; jeget er en metafysisk konstruktion, hvis oprindelse akront skal findes i identitetssætningen og en eklatant misforståelse af den numeriske identitet over tid (altså 0=0): hvor jeget var skal associative brud og flugtlinjer <-danne-> lokaliteter. Jeget er en samspilsramt lokalitet.
Jeg er uenig. Det er jeg måske ikke i morgen, men lige nu hælder jeg til, at i så fald er det stadig mig, der ikke er det…
Vi kan starte med dit indledende citat, der for mig at se er sproganalytisk problematisk: Hvis ‘jeg’ og ’selv’ er tekniske og filosofiske termer - hvorfor går vi så alle rundt med en rimleig uproblematisk førteoretisk idé om disse begrebers betydning? ‘Associative brud’, ‘flugtlinjer’ og ’samspilsramt lokalitet’ er tekniske termer.
MVH
Citatet skulle ikke være bragt, da det kun skaber forvirring. Jeget som begreb er på anklagebænken, men samtidig forsøger jeg (sic!) at etablere en anden jeg-identitet … lige præcis de associative brud, flugtlinjerne og lokaliteten … i et forsøg på at komme udenom identitetssætningen (i virkeligheden (sic!) jeget som en logisk fordom) til livs.
Det grammatiske jeg er en del af en repræsentationsmetafysik, hvor jeg hælder til, at der ikke er noget at repræsentere, men tænker man jeget som lokalitet, altså altid i dets særskilte nu med en historie, der skabes gennem associative brud og begæret som flugtlinjer, så er vi et andet sted.
Vi kommer ikke af med metafysikken så lang tid vi har grammatikken. I forlængelse heraf mener jeg heller ikke at et førteoretisk blik er muligt, for nu at parafrasere en af de franske.