Third … afmonteringer
Portisheads tredje album, bekvemmeligt kaldt ”Third” (kom på gaden 28. april), er det første album i 11 år og indeholder på en gang genkendelige elementer af melankolsk noirstemning, som man kender fra både ”Dummy” (1994) og ”Portishead” (1997), og et langt mere primitivt drive, der til tider tenderer det agressive. Det, der slår mig er blandingen i lydbilledet. Som sagt er der stadig elementer af melankoli og noir, men den anden og (langt det meste af tiden) samtidige side præsenterer en maskinel afmontering af det melodiske, der veksler mellem støj, indbrud af off-beats (f.eks. stortrommen i ”The Rip”) og serielle agressioner, dertil kommer elektroniske indslag, der bringer mindelser om Air.
På ”Plastic” synes der næsten at foregå en kamp mellem digitale og analoge lyde, hvor grupperne af lydbilleder til tider overtager for hinanden, så der hele tiden veksles mellem støjende indslag og blidhed sådan forstået, at såvel de analoge som digitale lyde kan præsentere støjende og blide elementer. Portishead har drevet deres lyd langt ud over det, de er kendt for, de har afmonteret hele den genre, de selv introducerede, og katapulteret deres musik langt ind i det ny århundrede og gør brug af en ekstremt eklektisk stil (60er-agtige guitar riffs, barbershop quartets, industrial, trip hop, march, støj, mellemøstlige lyde, brud etc.), der vedblivende fastholder albummet i en immanens.
Beth Gibbons stemme er et kapitel for sig. Jeg vil tro den kunne præsenteres inden for hauntologien (se nedenfor)? Dette kommer særligt godt til udtryk i ”Machine Gun”, hvor hele lydbilledet udgøres af en steampunk-agtig maskinel trommestøj, der til tider leger med tanken om en menneskelig stemme. Og i dette træder Gibbons’ stemme så tydeligt, spæd, melankolsk frem som nogensinde før, men på en sådan måde, at man ikke fatter, at der er plads til et menneskes stemme derinde mellem maskinerne. Gibbons fremstår som de tidligere albums genfærd (dog mere primitiv), der er faret vild mellem maskinerne og afmonteringerne.
[I min søgen efter et link til spøgelser hos Krogholm og Steinskog fandt jeg, at Steinskog kommenterede pladen (eller nummeret "Machine Gun") helt tilbage i marts, og minsandten om ikke jeg fandt ud af det ved at klikke på tagget Spøkelser.]
Lyden er en smule forvrænget på videoen!
Spøgelser synes i det hele taget at have afløst englene som metafysisk mellem-væren. Det skyldes nok tildels Derrida og det vidunderlige begreb: hauntology - et begreb der i sig selv hjemsøger en række genrer uden for filosofien. (se fx http://k-punk.abstractdynamics.org/archives/007230.html). Det er også blevet brugt om musik, ikke mindst i forbindelse med genrer som dubstep og hypedub (fx Burial, kode 9), men beskriver også meget godt Portishead, der - hørt i dag - nok altid har været mere hauntologiske end trip-hop.
Jeg kender desværre så lidt til hauntologien, men læste dine to indlæg med stor interesse, go syntes jeg kunne se nogle lighedspunkter, omend Portishead er meget forskellig fra P.J. Harvey.
I øvrigt synes jeg, at “Third” har et mellemværende med selve musikskabelsen. Magic Doors’ blæseinstrument, der træder ind i nummeret ved 2:19, med en kakofonisk støj, der kæmper for at finde et harmonisk udtryk, der så endelig erobres i et mellemøstligt inspireret brudstykke. Men det er på mange måder symptomatisk for albummet.
Og ja, så er der Gibbons’ stemme, og, som du gør opmærksom på, hele Portishead musik i det hele taget, der kan læses ind i en hauntologi (som jeg må igang med at læse op på).
Nu spørger jeg nysgerrigt: Derridas dekonstruktion var, så vidt jeg ved, oprindeligt tænkt som en metafysikkritik, og hvis han ikke ændrede indstilling til dette, hvordan forholder så den mellem-væren sig, du taler om, til hauntologien?
Nu er metafysikkritik jo ikke nødvendigvis et opgør med metafysik som sådan, men nok snarere med metafysik i en bestemt aftapning. Som jeg læser Derrida, så er han ikke ude på at afvikle metafysikken, men forsøger med begreber som differance og hauntologi at etablere et sted - en mellem-væren - hvorfra det er muligt at bedrive en kritik, der ikke abonnerer på hverken nærvær eller fravær, det denneside eller det hinsidige, men netop går igen mellem begge.
Det er jeg selvsagt enig i, men kan man så ikke læse Derrida sådan, at han vil nå frem til et sted, hvor metafysikken er ligegyldig, á la Deleuze og Guattaris quip fra indledningen til Tusind plateauer, hvor de snakker om at nå frem dertil, hvor det ikke længere betyder noget, om de siger “jeg”?
Jo, men kommer man så ikke derhen, hvor det betyder noget, at det ikke længere betyder noget, om de siger “jeg”? Spørgsmålet er vel, om metafysikken nogensinde kan blive ligegyldig; eller, hvis vi tager den længere ud, om en anti-metafysik kan undgå at blive en ny metafysik.
Blandt eksemplerne på mellem-væren - engle hos Benjamin, spøgelser hos Marx, Derrida og efterhånden en del andre - har jeg en forkærlighed for “himmelharpen” hos P.O. Enquist. Det dækker over det fænomen, at telefontråde på kolde vinternætter kan give en syngende lyd fra sig. Enquist - eller hans jeg-fortæller - forestiller sig, at trådene er fæstnet til døde stjerner i verdensrummet, og at den syngende lyd er et budskab, der kommer fra rummet. Pointen er, at ligesom lyset fra døde stjerner kan nå os længe efter at stjernerne selv er udslugt, så kan budskabet via himmelharpen nå os, længe efter at afsenderen er død. Denne afsender kan meget vel være Gud (det antydes et par gange hos Enquist), hvor budskabet altså stadig når os, selv efter Guds død. Det er en historisk-materialistisk metafysik, for - som Enquist påpeger - så forudsætter himmelharpen jo telefonens opfindelse. Altså en historisk betinget metafysik. Det samme vll jeg mene gælder for Derrida og hauntologien.