Fra tilskuerpladserne
Skal man decentrere sig fra metafysikken, er en af de første ofre, man må gøre, sandheden, der som centrum har oprettet et hierarki af sfæriske forstyrrelser. Det skal forstås på den måde, at fra centrum udgår en sfære, der griber forstyrrende ind ved at inddrage eksterne (transcendentaliteten) aktører, der samtidig bibringer sfærerne et skær af ironi ved ad bagdøren at indlemme iscenesættelsen, handlingen som optræden, forstillelsen. Forstyrrelsen er sfærisk, men sfæren er samtidig selve inddragelsen; sfæren kan kun opretholde sig som sfære ved at indgå som en dis i det centrum, den samtidig tildækker.
Ex θέατρον: metafysikken er et afskrift af tildækningens historie.
Der er grundlæggende to muligheder af centreringer: repræsentative og begivenhed, hvoraf den første indgik i eller udgik fra den protovidenskabelig tanke (at sproget kan udtømme verden i en fordobling), mens den anden udgik fra fortællingen og kom, efter en tid med samtidighed, til at overtage centreringen overhovedet, sandhed blev flyttet fra verden til sproget, men udlagde dermed også skemaet for den kosmologiske fornuft.
Det første af sandhedsbegreberne ovenfor er det græske ετεός, der enten kan betyde ’sand’ eller ‘virkelig’; og det forhold mellem sandhed og virkelighed, hvis man overhovedet kan tale om et forhold, er et selvforhold. Begrebet betegner den perfekte erkendelse (som fordobling): erkendelsen er et monstrøst kort over virkeligheden, hvis skala er i forholdet 1:1. Erkendelsen er virkelig en mekanisk færdighed: filosoffen, som den, der, gennem en videnskabelig behandling af tingene, udforsker tingenes natur, er egentlig kopist af profession, fordi nedskrivningen sandheden er en nedskrivning af virkeligheden i en og samme bevægelse. Det placerer den mekaniske færdighed i kunstgrebenes historie og i forlængelse heraf i kunstens historie.
Det eksklamatoriske i en sådan beskæftigelse med virkeligheden kommer i øvrigt til udtryk substantivets adverbielle form, ετεόν: i virkeligheden, i sandhed, virkelig, der altid indeholder et lille korrektiv i tilbagemeldingen. Det sagte er ikke i overensstemmelse med virkeligheden, altså kan det ikke være sandt, det kan ikke indlemmes i den fuldstændige repræsentation: virkeligheden som argument mod…
Det andet af sandhedsbegreberne er αλήθεια, som er en homerisk nyskabelse: sandheden som kooperativ. Begrebet har, i sin afledte form, svært ved at afspejle den begivenhed, det betegner, dvs. det negative præfiks på en egen måde afspejler en sædvane, en grundliggende tankeform. Begrebet er afledt af λήθώ, som er glemt, skjult eller ubemærket, og indstifter paranoikeren som eksempel på filosofisk tænkning: begivenheden som paranoia.
Den sokratiske samtale blandet med en platonsk reinkarnationstanken er begivenhedens grundform. Αλήθεια forløb begrebshistorisk set i samtalens medværen og medviden, der i vidt omfang forudsatte et fælles udgangspunkt, som det drejede sig om at afdække. Det er i denne afdækning paranoiaen sætter sig igennem som ledemotiv for tænkningen: sandheden er det, der kan kontrolleres og gentages i det uendelige: videnskab som et paranoidt begær indstiftet i metoden; i bund og grund en mnemoteknik for mulige spørgsmål og svar, hvori filosofien har formået en sidste, rasende udtømning strækkende sig over århundreder, fra logisk korrektiv til begivenhed, i en sfærisk dis.
Decentreringen formulerer et nyt grundlag for erkendelse, på et ikke-filosofisk grundlag, dvs. udenom det centrale kooperativ.
