Urocentrum
Decentreringen forløber underjordisk, det må den gøre, hvis ikke dissemineringen skal inddæmmes. Hvor decentreringen trænger frem skyldes det alene det erosive begær, der knytter sig til blotlæggelse og på et tidspunkt vil overstige de dissociative spring. Inddæmning og erosion er sammenfaldende. Såvel Kojèves anerkendelsesproblematik som Sloterdijks foragtelsesmekanismer er udtryk for erosive begær. Decentreringen kan således hverken oplyse eller smigre, enhver stilstand vil være inddæmmende for memesisen. Men decentreringen må også være decentrerende i forhold til sin egen bevægelse, ethvert mål … så sitrende … et urocentrum … der står decentreringen i sit erosive begær, dissemineret, magtende sit urocentrum. “Engang til!”
Øh, hvad?
Hjælper det at samlæse det med indlægget “Fra tilskuerpladserne”?
Teksten løber mod en mur endnu før det konkrete begær, der udmønter sig tekstligt, er kommet frem til en lokalitet, hvor det er muligt at komme til udtryk. Derfor den tøvende afslutning … man kan sige, at hele jordmetaforikken kollapser og begraver indlægget levende allerede inden det har erobret sin stemme.
På dén måde afspejler indlægget i hele sin lidenhed såmænd det erosive begær nogenlunde tåleligt.
Tak for det Stokbro - nu står alt lysende klart ;-)
*HAHA* Det er jeg glad for.
Jeg har tidligere beskrevet lignende indlæg (samlet set) som at skyde med spredehagl og lytte efter ekkoet. Det er legen som erkendelsesmiddel og nogle gange kastes et begreb som sagt tilbage, men ikke her … her mislykkedes det, men måske kan det sammenbrud senere viser sig at have blotlagt noget, der kan bygges videre på?
Jeg havde skrevet Koyrés anerkendelsesproblematik, men jeg mente selvsagt Kojèves!
[...] og indfiltrering lokale epicentre - udfriet fra magten i et oppositionelt begær, der er erosivt, hvilket vil sige, at i det øjeblik begæret indfries sker det på bekostning af en lokal [...]