Markis de Sade
Hvis alt drejer sig om sex, så tyder alt på at lysten og begæret er blevet mekaniseret gennem medieringen og endelig fundet sit leje i smagsdommen over de Sades litterære smuglervarer. At markisen i dag regnes blandt verdenslitteraturens forfattere er én ting, men at franskmændende har taget ham til sig, vidner om aferotiseringen af det franske folk, og det peger på en aferotisering af erotikken som sådan. At de Sade afskyes, med den blanding af
lyst og skam som småborgeren har lært at genkende gennem selvtilfredsstillelsen, kan umuligt overraske, hvis blikket vendes mod det eksperimenterende borgerlige forhold, der opnår sin største harmoni i sengens parallelforskydninger, hvor partneren er reduceret til en medieringsmaskine og kroppene defineret ud fra deres plasticitet. Den samme til desperation famlende eftersøgning af en velegnet form at repræsentere virkeligheden i, gennem teknisk beherskelse, som ses i Michelangelos pieta fra 1498, ses i det moderne hjem; og afskyen over for de Sade skyldes alene, at hans formatering af lystprincippet altid står som et korrektiv til det seksuelle forhold mellem to mennesker, at det aldrig kan overtages langt mindre transcenderes. Af de Sade lærte det moderne menneske at inddrage teknikken i seksualvanerne, og den bedste beskrivelse af dette menneske er, at det gennem dressuren er blevet fuldstændig gennemreguleret, men i dets hjerte brænder et had, der næres af den libertiner, der ikke kan komme til udtryk udenom selvbevidsthedens pejlinger i patologien. Den sidste libertiner var Svidrigailov, derefter har vi kun kendt seksualforbrydere. Beherskelsen af den anden er ikke en underkastelse under denne eller hin fantasi, men en beherskelse af teknikken gennem den anden. Relationen mellem to mennesker kan udelukkende beskrives gennem de medierende konfigurationer, der bliver åbenbare i deres mekaniske stiløvelser. Der er halvvejs en forventning om at blive overvåget og bedømt ud fra lyssætnings- og vinklings- og salgsproblematikker, der på det subjektive plan afspejler en paranoisk fantasi om, at dette siver ud i offentligheden og vil få betydning for næste forholds mulighedsbetingelser.
[...] med sans for proportioner og med en uovertruffen teknik kunne omslutte menneskelivet reduceret til opbrugt kød med en sådan skønhed, at fascinationen af teknikken tildækkede stoffets budskab, eller måske [...]