Stokbros blog

Jeg kom for nogen tid siden til at tænke på min barndoms Spørge-Jørgen, for hvem nysgerrigheden viste sig ufrugtbar og spørgelysten blev stillet med repressalier direkte dirigeret mod lystprincippet. Man kunne derfor sige, at det er en speget fornøjelse at genoverveje den lille billedbog, men på den anden side, afdækker den nogle interessante spørgsmål med hensyn til steriliseringen af magten i forskningspolitikken, hvis grundsætning er spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig.

Teksten til Spørge-Jørgen lyder i al sin enkelhed sådan:

Nu skal jeg fortælle dig om Jørgen!
Jørgen var en temmelig artig dreng
men han plaged’ alle med sin spørgen
fra han vÃ¥gned’ til han gik i seng.
Far og mor de blev så træt af alt,
det han spurgte om var noget være pjat
tit han spurgte bare for at drille
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en mu ko ingen vinger
hvorfor siger den mu, og ikke vov
hvorfor sidder neglen på min finger,
hvis den sad på næsen var det sjovt
hvorfor sidder øjet ikke i nakken
hvorfor er jeg ikke blevet en kat
hvorfor kan min støvle ikke snakke
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad.

hvorfor har en loppe ingen bukser
hvorfor er den lille fisk så våd
hvorfor blir’ en kylling ikke malket
hvorfor siger kommoden ikke noget
hvorfor er der mænd på mine seler
hvorfor skal man altid gå med hat
hvorfor spiser løven ikke jordbær
hvorfor hvorfor did og hvorfor dad

Men en dag blev det hans far alt alt for meget!
Jeg fik smæk, og Jørgen blev lagt i seng,
og nu lå han der igen og spurgte
- næsten som en helt fornuftig dreng.

Hvorfor fik jeg ingen pandekager
hvorfor mÃ¥ jeg ikke lege mer’
hvorfor har jeg dog så ondt i numsen.
Jeg skal aldrig spørge fjollet mer’!

Jørgen er spidsfindig i sine spørgsmÃ¥l, jævnfør adjektivet “artig“; spørgsmÃ¥lene gÃ¥r fra det semantiske over biologiske til det ontologiske, men først idet det samfundsmæssige berøres, træder faren til i udfoldelsen af sin magt, idet Jørgen sendes i seng med en endefuld og uden pandekager. NÃ¥r Jørgen spørger til mændene pÃ¥ selerne og begrundelsen for at gÃ¥ med hat, sÃ¥ anfægter han et konformistisk samfund, for hvem rigide pÃ¥klædningsregler er det synlige udtryk for magten. Faren udspiller statens rolle ved at genoprette magtens status quo.

Jørgens spørgsmÃ¥l er “fjollede”, hvilket vil sige, at de gÃ¥r uden for de tilvante rammer for god spørgsmÃ¥lsstillen. Den mest effektive mÃ¥de at tilvejebringe stilhed er gennem magtens latterliggørelse af den, der formastede sig til at stille det forkerte spørgsmÃ¥l. Det fjollede er ikke bare en latterliggørelse, men en mÃ¥de at undergrave begæret pÃ¥ ved at udstille det som uovervejet eller barnligt. Overført pÃ¥ forskningen, udfører Jørgen en omgang grundforskning, hvor spørgsmÃ¥lene ikke umiddelbart synes at have svar eller kun midlertidige svar, hvorfor de ikke er umiddelbart samfundsnyttige ud fra et økonomisk perspektiv, hvor tingene skal kunne betale sig, hvilket ikke betyder andet end, at det skal kunne forrente sig.

Men idet magten synes reetableret, stiller Jørgen nogle endnu farligere spørgsmÃ¥: hvorfor mÃ¥ jeg ikke lege mere og hvorfor har jeg ondt i numsen? Med andre ord: hvorfor mÃ¥ jeg ikke nyde mere, og hvad begrunder magtens voldsudøvelse? Jørgen er jo blevet ramt dobbelt hÃ¥rdt, fordi han bÃ¥de er blevet straffet fysisk, men ogsÃ¥ er blevet forment adgang til nydelsen. Ved siden har voldsmonopolet har staten ogsÃ¥ tilranet sig rettigheden til at udpege hvem, der skal have lov til at spise pandekager, eller sagt pÃ¥ en anden mÃ¥de: staten forbeholder sig retten til at definere den gode lyst over for den slette. Jørgens begær udspandt sig i de spekulative sfærer, hvorfor Jørgen bliver billedet pÃ¥ den forsker, der arbejder med grundforskning, som ikke umiddelbart synes logisk og som slet ikke har nogen øjeblikkelig nytteværdi. Det Jørgen lærer, og med ham forskeren, er, at skal man have del i pandekagerne, skal man altsÃ¥ have lov til at nyde, sÃ¥ skal det foregÃ¥ pÃ¥ betingelse af de konforme principper udkastet af magten … Jørgen skal altsÃ¥ reproducere magten for at fÃ¥ del i pandekagerne.

Magtens repressalier består: 1) umyndiggørelse, 2) nydelsesvægring og 3) iværksættelse af dens egentlige hjemmel: volden. Jørgen rammes af alle tre repressalier, men indfanget i fornuften, yder han modstand mod magten på magtens præmisser i selvransagelsen, hvis blik allerede er inficeret af selvkritik: hvordan kan det være, at jeg ikke er i stand til at være fornuftig, dvs. reproducere magten på konformismens præmisser? Jørgen har altså to muligheder (og synes at have valgt den sidste): enten kan han udvikle sig til paranoiker eller til decentrerende dessertør.