Det ekscentriske (desertøren)
Decentreringen beskriver en måde at fjerne sig fra et givet centrum (Kenneth Burke har lavet et katalog over enhedstænkningens former i A Rhetoric of Motives), men hvor decentreringen er et processuelt begreb, betegner det ekscentriske en psykologisk egenskab ved desertøren. Desertøren flygter ekscentrisk, hans skrift er decentreret; de flugtveje han afsøger er dybdeboringer i erkendelsens vækstlag. Ekscentrikeren står altså uden for, i forhold til staten er han naturligt nok nomade, hans stamtræ består af usikre genealogier, spor der forløber i undergrunden. Den decentrerede skrift har ikke noget repræsentationsniveau, men skaber en lokalitet; kartografen optegner topoi, han er stedkendt. Ekscentrikeren bevæger sig derimod distræt gennem landskabet. At tilbagelægge en flugtvej distræt gør landskabet uendeligt.