Eksternt, epicentrer, ekscentrisk
Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tale om det eksterne i dén forstand. Det eksterne er relationelt, det er eksternt i forhold til noget, der til gengæld udgør en enhed i den udladning, der følger eksternaliseringen. I forhold til serien, hvori den narrative struktur, retroaktiviteten, organiserede et analogon rationis ud fra et ’som om’, betyder det at serien falder tilbage i enhedens ligeartethed og mister sin serialitet.
Det virker unægteligt også lidt søgt at tale om en relationel eksternalisering. Det er begrebet ekstern, der er problematisk. Det definerer serien som helhed i stedet for som lokalitet. Lokalt er der kun særskilte punkter; et punkt betegner således det vellykkede begrebs evne til at skabe differentierende (differerende) spor. Hvor disse spor opnår parallellitet eller, som i en inderlig kluddermutter, en infiltrering opstår lokaliteten.
Lokalt kan man i forlængelse af den omtalte narrative struktur tale om et eller flere epicentre.
I erkendelsens lokalområde, hvor det eksterne (eksternalisering) ikke er muligt, opstår derimod det ekscentriske. Hvor det eksterne forudsætter troen på i hvert fald muligheden af en helhedsanvisning, der skaber ekscentrikeren v.hj.a. parallellitet og indfiltrering lokale epicentre – udfriet fra magten i et oppositionelt begær, der er erosivt, hvilket vil sige, at i det øjeblik begæret indfries sker det på bekostning af en lokal sammenstyrtning.
