kontingensens serialitet (lokaliteter)
And as all this detail contains other prior, or yet detailed contingents each of which also requires a similar analysis to provide its reason, one is no further ahead. The sufficient or final reason must lie outside of the sequence or series of this detail of contingencies, however infinite it may be. (Leibniz “The Monadology”)
For de kontingente serier gælder det, at den tilstrækkelige grund eller finale årsag skal findes uden for serien selv. Der er en tvetydighed i det, sådan som jeg læser det. Konjunktionen “or” betyder enten at de to årsager er de samme eller at der er en final årsag ved siden af den tilstrækkelige grund. Havde der været en finalårsag ville den kontingente serie imidlertid ikke eksistere, hvorfor den finale årsag (og ikke finalårsagen) må være en uddybende eftersætning til den tilstrækkelige grund.
Den tilstrækkelige grund er et erkendelsesprincip, og det vil sige den er en regel om hvordan noget skal forholde sig under bestemte omstændigheder. Hunden ligger begravet under verbet skal, for princippet er indført som et korrektiv til erkendelsen, for til enhver tilstrækkelig grund må en tilstrækkelig grund findes ad infinitum. I monadologien er den tilstrækkelige grund Gud (stk. 38) og dvs. princippet kun gælder for det øjensynligt kontingente; øjensynlig fordi hvis Gud indsættes som ekstern finalårsag er det kontingente kun kontingent ud fra det menneskelige erkendeapparats utilstrækkelighed, hvorfor de kontingente sandheder sub specie aeternitatis er nødvendige, vi ved det altså bare ikke.
Alligevel er forestillingen om kontingensens serialitet interessant. Serien indeholder (måske ifølge Deleuze?) vigtigst en differens, der muliggør serialiteten ved at ophæve identiteten. Serialiteten udgør en differensserie, der antaster selve begrebet om serie ved at delelementernes forskellighed træder i forgrunden, og dog: for anskuer man serien som en narrativ struktur, der netop arbejder ud fra begrebet progression, en afpasningsfremdrift, hvis egentlige retning er den modsatte, nemlig en tilbagedrift, den er retroaktiv, så fremtræder serien først i dette lys som nødvendig. Seriens tilrettelæggelse af differenserne er kun øjensynlig nødvendig og snarere kontingent; stringensen, videnskabens strenghed, udviser på den måde den stik modsatte retning af Leibniz’s. Det gør den bl.a. ved sin narrativitet; postulatet lyder: at det teoretiske arbejde (jf. Holmgaards Teoriens topik) er underlagt de samme narrative strukturer, der garanterer serien dens serialitet. At den er retroaktiv betyder ikke andet end, at dens udgangspunkt er eksternt. Uanset hvor formalt et system, man har med at gøre, er det kontingent og struktureret eksternt.
Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt. Det betyder ikke at sandheden består i henvisningshelheder, men i serien, der er opbygget omkring differensernes prallellitet og altså struktureret eksternt (retorisk).
Hey Stokbro – jeg må indrømme, jeg kun forstår ca. halvdelen af det, du skriver (og det gælder helt generelt…) , men så kan jeg jo kommentere på det :O).
En enkelt kommentar:
Det tilstrækkelige grunds princip fordrer selvfølgelig erkendelsen at finde årsager, men det er vel ikke et erkendeprincip af den grund, som du skriver? Det er vel et logisk-metafysisk grundprincip, hvilket er noget andet eller mere. Med mindre man (som jeg mistænker dig for) reducerer logikken til epistemiske forhold, en ‘narrativ struktur’ eller lignende.
Søren E
29. maj 2008 at 11:04
Bare så den halvdel er besværet værd.
Jeg mener lige præcis, at logikken bygger på metafysiske principper, som Nietzsche beskrev som regulative trosartikler i en af sine optegnelser i Nachlass.
Når jeg altså taler om den tilstrækkelige grunds princip som princip, så gør jeg det ud fra den antagelse, at principper er regler og regler er perspektiver på, hvordan noget skal forholde sig for at leve op til de selvsamme regler systematiseringsprocesser. Logikken definerer altså ikke erkendelsen som sådan, men en erkendelse, der passer til dens system. Så jeg er fuldstændig enig med dig i at anskue princippet som “et logisk-metafysisk grundprincip”. Jeg ved af de årsager (sic!) heller ikke, om jeg “reducerer”; jeg parallelliserer ud fra en forestilling om epistemisk samtidighed.
Eller har jeg misforstået dig?
stokbro
29. maj 2008 at 12:18
[...] på maj 29th, 2008 Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt at tale om det eksterne i dén forstand. Det eksterne er relationelt, det er eksternt i forhold til noget, der til gengæld udgør en enhed [...]
Eksternt, epicentrer, ekscentrisk « Stokbros blog
29. maj 2008 at 15:51
Halvdelen er skam det værd, selv om jeg sjældent er enig. Det ville bare være så rart at forstå resten.
‘Principper er regler er perspektiver på…’ (sikke mange lighedstegn for en differenstænker! De er svære at undvære…:O) ).
Det er netop problemet, at princippet dermed sættes lig (reduceres til) et *perspektiv*, dvs. et epistemisk princip; altså et forhold ved den, der erkender, frem for ved det, der erkendes. Jeg er klar over, at Leibniz og idealister generelt ikke kan have det anderledes, da det epistemiske niveau blot er det metafysiske instantieret i erkendesubjektet. Forfalder du ikke til en art idealisme, når du ikke skelner disse to niveauer? Må en moderne kritisk tænkning ikke nødvendigvis skelne? Hvad mener du med ‘epistemisk samtidighed’?
Søren E
29. maj 2008 at 16:41
Jeg har svært ved at tænke principper uden om magtspørgsmålet, hvorfor et princip (regler og til en hvis grad love) i min bog er udtryk for en gruppes særskilte perspektiv gjort til regulativ for f.eks. erkendelsen som sådan. Derfor skelner jeg heller ikke i dette spørgsmål mellem forhold ved den, der erkender og det, der erkendes; jeg mener det altså ikke muligt at have en teorifri eller bare -neutral erkendelse, der vil altid være en optik. Og skulle vi faktisk være i stand til at sætte parentes om vores teoretiske udsigt, så vælder hele irrationalitetsspørgsmålet frem (følelser, evt. stemninger, begær osv.), kan man sætte parentes om det? Kan man med andre ord blive et rent erkendesubjekt?
Hvis en moderne kritisk tænkning altså “nødvendigvis” må skelne, så hører jeg til blandt de umoderne, tænker jeg. Jeg går ikke så meget op i den slags klassificeringer.
Den epistemiske samtidighed, som jeg strejfede, refererer til en samtidighed i epistemiske (verdens)billeder, der endda kan være hinanden fuldstændig modstridende. Jeg finder det spændende at der er en sådan samtidighed OG at den er frugtbar.
stokbro
29. maj 2008 at 17:58
Hvorvidt der gives teorifri erkendelse eller ej er vel et spørgsmål for sig. Selv om al erkendelse skulle være principielt teoriladet, må man for mig at se stadig skelne mellem logisk-metafysiske principper og epistemiske principper. Skellet forskydes jo bare til distinktionen mellem teorien og det, teorien er *om*.
Jeg er også rimelig ligeglad med klassificeringen ‘moderne’ som sådan. Pointen er, at en post-Metafysisk (med stort M) eller post-idealistisk tænking er *kendetegnet* ved sin evne til at skelne, til at være kritisk. HVis ikke du – som idealisten – fører erkendelse tilbage til et Metafysisk enhedsprincip, hvilket jeg regner med, du ikke gør, hvordan kan din forståelse så gå restløst op i det emne/begreb etc., du har med at gøre? Der er jo ingen enhed med genstanden, der så at sige ‘udspiller sig’ i dig som erkendende (med mindre genstanden er dig selv). man kan også vende den om: Hvis et princip vitterligt er gældende universelt (fx den tilstrækkelige grunds princip), er princippet så ikke ‘ligeglad’ med, hvad du nu mener om det? Om det nu fx skulle stå ‘i din bog’, at det i bund og grund handler om magt?
Jeg fornemmer, at du generelt ikke vil skelne dine antagelser om virkelighedens principper fra dine teorier om, hvordan erkendelse kommer i stand. At du så at sige reducerer filosofi til erkendelsesteori. Dette anser jeg for et stort (men udbredt) problem for en kritisk tænkning.
Søren E
29. maj 2008 at 20:28
Hmm, nej jeg ønsker ikke at gøre kritisk tænkning til erkendelsesteori. Den vender jeg tilbage til.
Min forståelse går IKKE restløst op i emne/begreb. Begreberne relaterer sig til lokaliteter, som jeg siger, og dermed mener jeg, at forståelsen kun har midlertidig gyldighed i forhold til den udkastede ramme. Lokaliteten danner altså en “erosiv helhed”, en helhedslignende vibrerende tilstand – snarere en rastløshed end restløshed.
Jeg vil sige, der er to spor på bloggen. Den kritiske del, der arbejder med alle mulige spørgsmål, og så er der den del, der forsøger at fremskrive en erkendelsesteori, der relaterer sig til humanvidenskaberne. Sporene skal altså ikke skrives sammen eller ikke skelnes mellem, men begge spor er vigtige.
Virkelighedens principper? Der er de principper, som er hævet op til love … naturlove. Man kan ikke diskutere med tyngekræften (selvom den har lokale udtryksmåder for nu at sige det sådan), men ser man bort fra den slags love, så kan alt andet diskuteres.
Teorien og *det* teorien er om … skulle jeg nu være *rigtig* kontinental, sådan som jeg blev præsenteret ovre på Carolines blog, så er der hverken nogen *det* eller *om*, men kun perspektiverne, optikken eller teorien. Den slags afsøgninger går ind under kategorien TEKST. Min vigtigste pointe indtil nu (over for mig selv) er, at erkendelse kan være mange ting og kan komme i stand uden om virkeligheden som en ting i sig selv.
Men altså min konklusion: forståelsen går ikke restløst op i sit emne/begreb, det er hele den pointe, jeg arbejder ud fra.
stokbro
29. maj 2008 at 21:21
“Hey Stokbro – jeg må indrømme, jeg kun forstår ca. halvdelen af det, du skriver (og det gælder helt generelt…)”
Ja sådan har jeg det også.
Men du er stadig den eneste blog, der filosoferer. Om det så er klogt (kan bruges til noget) det må eftertiden jo vise. Det er godt at tvinge folk til at tænke sig om.
Og det er du da meget god til.
Lotte
30. maj 2008 at 6:35
Om det kan bruges til noget … på sin vis bliver det vel allerede brugt på den måde, at f.eks. du læser det og ikke bare affærdiger det, men åbenbart har tænkt et og andet omkring det. Indtil nu ligger brugbarheden således i ekkoet.
Jeg forsøger ikke at være svært tilgængelig, men bliver det (også over for mig selv), fordi jeg arbejder associativt, opbrudt (hvis ikke opbrydende) og forhåbentligt fantasifuldt. En af pointerne, jeg lagde frem igår: “Kontingensens serialitet er en ordning af differenser ikke ud fra deres ligeartethed, men ud fra deres argumentative styrke i mængden af dannede lokaliteter. Helheden er en retroaktiv sanktionering af det sande lokalt.”
De kort kartografen optegner er kort over sådanne serier. Kan et sådant kort ikke udgøre den slags spøgelsesagtige realitet, Lacan taler om i forhold til hysterikeren (i sidebaren til højre foroven)?
stokbro
30. maj 2008 at 7:38
@Stokbro:
Alt kan selvfølgelig diskuteres (vel også tyngdeloven!).
Ok, forståelsen/erkendelsen går altså ikke restløst op i sit emne eller begreb.
Men kunne det ikke også forholde sig således den anden vej? At emnet netop besidder en selvstændighed, en uahængighed, der således principielt *ikke* kan bestemmes dækkende i epistemiske begreber (om ‘tekst’, ‘fortælling’ etc.)? Når nu du ikke vil tale om ‘noget’, teorier handler om, men reducerer teoriers emner til perspektiver – altså forhold ved os selv som forstående væsner – så afskriver du vel principielt selve *muligheden* for, at en sådan selvstændighed kunne være tilfældet? Kan man udogmatisk afskrive sig denne mulighed? Og særligt når vi har med sådan noget som logiske grundprincipper at gøre, bliver det for mig at se problematisk, da disse netop fremtræder som gældende uafhængigt af selv samme fremtrædelse. Eller i begrebslige termer: De er begreber om forhold, der gør sig gældende, uafhængigt af om vi tilfældigvis sætter begreb på dem.
Søren E
30. maj 2008 at 15:14
Måske jeg fik formuleret mig lidt dårligt oven for, Søren, men jeg skrev om det *rigtig* kontinentale med et glimt i øjet. Det jeg mener er, at virkeligheden, den fysiske realitet eksisterer uafhængigt af os, men vores forståelse/erkendelse/sanseapparat går gennem nogle teoretiske optikker (det er meget kantiansk). Dermed siger jeg vel også, at emnet besidder en selvstændighed, men vi kan bare ikke udtømme det, fordi vores briller er os i vejen.
De logiske grundprincipper gør sig gældende inden for deres eget formale system. Identitetsprincippet er feks. ikke en beskrivelse af verden, men et regulativ til verden og er altså heller ikke uafhængig af det beskrivelsessystem det indgår i.
Svarer jeg helt hen i vejret i forhold til dine spørgsmål? Jeg ønsker bare at være sikker.
stokbro
30. maj 2008 at 15:43