Whose mistake am I anyway?
Hvad står Marilyn Manson for? Sådan lød en af de søgetermer, der ledte en besøgende herind i går. At besvare det spørgsmål er at besvare, hvorfor Marilyn Manson er nødvendig som kulturelt fænomen. Marilyn Manson, netop manden og ikke bandet, for uanset hvor gode musikere vi har med at gøre og uanset, hvor nyskabende bandet Marilyn Manson er, så træder alt det i baggrunden for personen Marilyn Manson.
Navnet
Navnet består af en sammensætning af Marilyn Monroe og Charles Manson. Jeg ved ikke om det er muligt at tænke populærkultur før Monroe succesfuldt kædede det populærkulturelle sammen med sex. Monroes gimmick med udluftningsristen, hendes i den grad kælne fødselsdagssang til JFK, hendes ikonisering gennem Andy Warhols serialitet; det lægger alt sammen til forståelsen af popkulturen, hvis anden rod trækker næring fra Elvis Presleys provokerende bevægelser med underlivet, der sendte et ungt publikum af piger ud i et mænadisk hysteri, deres første konfrontation med sex.
Popkulturens postcoiterale æstetik: Charles Manson instruerede medlemmer af The Manson Family i udførelsen af mordet på Sharon Tate (Polanskis gravide kone) og hendes venner. Næsten fra dag et blev Charles Manson forbundet med popkulturen, hvilket delvist skyldes hans forestillinger om en nært forestående dommedag, som han døbte Helter Skelter efter Beatles-sangen af samme navn (Charles Manson var forud for mordene venner med og boede sammen med Dennis Wilson, trommeslager og med til at grundlægge The Beach Boys).
Sammenkædningen af de to navne er overskrider det blot popkulturelle i en kritik af mediekulturen (jf. idoldyrkelsen i Natural Born Killers), men samtidig placerer han sig i punk-kulturens feltråb med The Exploited: sex and violence. Men Marilyn Manson provokerer også på anden måde, ved at postulere en sammenhæng mellem det elskede typeikon Monroe og Charles Manson, der er blevet (og ret hurtigt blev) det makabres ikon. To ikoner med samme udspring; den amerikanske (dvs. vestens) underbevidsthed in coitus.
Medialitet & selviscenesættelse
Manson fandt ret hurtigt ud af, at selviscenesættelse er alpha og omega i medieringens tidsalder. Hele albummet Antichrist Superstar (1996) kan ses en lang kritik af det konservative, amerikanske samfund som mediekultur, hvor autoritet er lig medialitet. Nummeret “Man That You Fear” indleder med en kritik af identitetsskabelsen gennem fjernsynet: “We’re on the other side, the screen is us and we’re T.V.” Første sætning definere ‘os’ som værende uden for fjernsynet, men næste sætning gør os lig skærmen, hvorpå elektronerne fejer hen over med deres billeder, altså er vi tv. I “Dried Up, Tied and Dead to the World” hedder det, om selviscenesættelsen: “Cake on some more make-up to / Cover up all those lines”. Lagene af make-up bliver stadig tykkere i jagten på ungdom, men det er lige præcis hvad Marilyn Manson selv gør, selviscenesættelse gennem make-up, og dermed indlejres en kritik af kosemtikfirmaerne i kritikken af medieringen. Den moderne verden er kendetegnet ved sin stuk.
Autoriteten
Mansons er i virkeligheden et holdbergsk spejl. Magten afskyr sit eget billede; under titlen “Deformography” nagles Mansons metode fast: “I make myself sick just to poison you”, hvor “you” konnoterer det medierede, kapitalistiske samfund:
The worms will live in every host
Its hard to pick which one they eat most
The horrible people, the horrible people
Its as anatomic as the size of your steeple
Capitalism has made it this way,
Old-fashioned fascism
Will take it away
(”The Beautiful People”)
Marilyn Manson honnorerer et af magtens ældste bud (vendt på hovedet): at skabe sig i magtens billede. Derfor iscenesætter han sig som the man that you fear.
—–
Hvad står altså Marilyn Manson for? Han positionerer sig som opposition til magten i en mellemposition, hvor han kan være kritiker af såvel magten som den kolde (medie)masse. Hans kritik er vendt mod ensretningen (fascismen), der er forbundet til samfundet som opbygget af konsumsentiteter. Marilyn Manson som fejl er samfundets og deraf hans nødvendighed.
