Stokbros blog

Begrebet æstetik dannes i 1735 af Alexander Gottlieb Baumgarten i Meditationes philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus, der i Per Aage Brandts og Søren Kjørups oversættelse fra ‘68 ganske enkelt hedder Filosofiske betragtninger over digtet. I den opsummerende §116 findes begrebet for første gang:

Lad altså νοητά, som den højere erkendeevne, være logikkens genstand; αισθητά derimod επιστήμη αισθητικη eller ÆSTETIKKENS.

Baumgarten skelner her stadig mellem en højere og en lavere erkendeevne, hvilket var helt i overensstemmelse med den filosofiske tradition, men sansningen tildeles dog en videnskabelig relevans (επιστήμη αισθητικη). 15 år senere i hovedværket Aesthetica er en stor del af Baumgartens forsigtighed tilsidesat; nu hedder det allerede i første paragraf:

Æstetikken (de frie kunsters teori, den lavere erkendelseslære, den skønne tankes kunst, den fornuftsanaloge kunst) er videnskaben om sanseerkendelsen.

Der tales stadig om “den lavere erkendelseslære”, men også om æstetikken som den grundlæggende teori for indholdet af artes liberales-skemaet, hvilket i dén opdeling vil sige videnskaberne som sådan. Baumgarten kæder dermed æstetikken sammen med en empiristisk tradition. Enhver tvetydighed i placeringen af æstetikken inden for epistemologien fejes imidlertid af bordet i §41, hvor det hedder, at “[Æstetikken] kan ganske vist ikke blot bestå ved siden af den højere formåen, men udgør for denne også en nødvendig betingelse.” Sanseerkendelsen går forud for og ligefrem betinger fornuftserkendelsen; den tanke har sine rødder tilbage i Leibniz’s “les petites perceptiones” og på det grundlag, kan man meget passende citere Hans Meinert Sørensens læsning af æstetikken: “Baumgarten skitserer en fremtidig æstetik, en Wissenschaft der Zeichen (characteristica semiologica), der bl.a. skulle omfatte sansernes værktøj.” Meinert drager selv sammenligningen til Saussure, men taler også her om æstetikken som en epistemologi. Under alle omstændigheder peger æstetikken mod en beskæftigelse med de minimale betydningsbærende bevægelser, et alfabet grundlagt på forskellen.

Nietzsche har et lignende standpunkt i forhold til de minimale betydningsbærende (og det ovenstående generelt) som i traditionel epistemologi anføres som blandt den lavere sanseerkendelse af det irrationelle, når han i Hinsides godt og ondt indleder med en kritik af den “bevidste tænkning”:

det meste af en filosofs bevidste tænkning ledes og tvinges i al hemmelighed af hans instinkter ind i bestemte baner. Også bag logik og dens tilsyneladende selvstyrende bevægelse står der værdsættelser eller, sagt tydeligere, fysiologiske krav til opretholdelse af en bestemt slags liv. (s. 22)

Og lidt senere hedder det:

De anstiller sig alle, som om de skulle have opdaget og været nået frem til deres egentlige meninger gennem selvudfoldelsen af en kold, ren, guddommelig, ubekymret dialektik [...], hvor i grunden et forlods udsagn, et indfald, en ‘indskydelse’, for det meste et inderligt ønske, der er filtreret igennem til en abstraktion, af dem bliver forsvaret med grunde på efterbevilling (s. 23)

Kritikken er, at det rationelle, som cartesiansk perspicuitas, ikke er andet end en forstillelse, der dækker over irrationelle momenter i erkendelsen, sådanne som Leibniz kaldte “petites perceptiones” – eller sagt anderledes: “fysiologiske krav”. Disse er vigtige i forståelsen af, hvad begrebet æstetik betyder for Nietzsche, for som han siger i Nietzsche contra Wagner: “Æstetik er i grunden ikke andet end anvendt fysiologi.” (s. 418), og det kan den kun forstås som, fordi æstetik, sansning og erkendelse er samhørende. Begrebet æstetik knytter altså an til nogle af de samme problemstillinger, som hos Baumgarten.

En sådan anvendt fysiologi (eller hvad som helst andet) er bundet til en signifiant, men uden et signifié – “incipit Zarathustra” hedder det i Afgudernes ragnarok: “Den sande verden har vi afskaffet: hvilken verden blev tilbage? den tilsyneladende måske? … Men nej! med den sande verden har vi også afskaffet den tilsyneladende!…” (s. 43). Ikke fordi vi ville de, men fordi der til det at være bevidst er forbundet en tegnverden (jf. Die fröhliche Wissenschaft, s. 592f): skulle man erkende den “sande verden” bagom fænomenerne, skulle man kunne dykke ned under overfladen, ned under ens egen bevidste tilværelse og der finde en ikke-tegnomspunden verden; et emanerende signifié, men den sande verden, ligesom den tilsyneladende verden, er lige så meget en tegnverden, hvorfor den forskel ikke eksisterer.

Når altså æstetikken beskrives som anvendt fysiologi, så kan det ikke være andet end beskæftigelsen med en tegnverden, der bunder i sansningen – eller ganske knytter an til en empiristisk tradition. Men det betyder også, at begrebet æstetik som retfærdiggørende (dvs. begrundende) knytter sig til menneskets realitet.

Der blev citeret fra
Baumgarten, Alexander G. Meditiones philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus (1983)
Baumgarten, Alexander G. Aesthetica (2007)
Nietzsche, Friedrich Tragediens fødsel (1996)
Nietzsche, Friedrich Afgudernes ragnarok (1995)
Nietzsche, Friedrich Hinsides godt og ondt (2002)
Nietzsche, Friedrich Die Geburt der Tragödie in KSA 1 (1999)
Nietzsche, Friedrich Nietzsche contra Wagner in KSA 6 (1999)
Sørensen, Hans Meinert “Viden eller æstetik” in J. Holmgaard Æstetik og logik (1999)