Stokbros blog

Tilbage ved den æstetiske retfærdiggørelse, der i 1886 blev fjernet fra kunstnermetafysikken og romantikken, giver det sig nu endnu mindre, at der med den skulle være tale om en kosmodicé, det Nietzsche selv kalder “artist-metafysik” (s. 32) i tragediebogen. Til gengæld udtrykker sætningen “pessimisme ‘hinsides godt og ondt’” (s. 32), at “alt liv hviler på skin, kunst, illusion, optik, på nødvendighedens af det perspektiviske og af vildfarelsen.” (s. 33). Nietzsche kæder den æstetiske retfærdiggørelse sammen med perspektivismen; det er ikke det, at man ved at lægge et (ur)kunstnerisk perspektiv ned over sig selv kan leve “dionysisk” med lidelsen, der udgør retfærdiggørelsen.

Den æstetiske retfærdiggørelse er en begrundelse af signifianten gennem signifianten, hvormed verden, ifølge Die fröhliche Wissenschaft, igen er blevet uendelig: “Verden er os langt snarere igen blevet ‘uendelig’: for så vidt at vi ikke kan afvise den mulighed, at den omslutter et uendeligt antal perspektiver.” (s. 627). Ganske vist indeholder sansningen allerede en tegnverden, fordi vi er bevidste og begærende individer, men den går forud for de i Nachlass beskrevne “regulative trosartikler” (s. 266), der udkaster og begrænser verden og tilværelsen gennem et system.

I Afgudernes ragnarok står der, at “Det, der retfærdiggør mennesket, er dets realitet – denne vil evigt retfærdiggøre det.” (s. 92). Menneskets realitet er dets tilværelse i en begærsmaskine, en kropslig helhed og som sådan er det altid allerede i en udlægning, optik, et perspektiv. Menneskets realitet er en æstetisk realitet; ikke først bevidstheden udlægger (og dermed begrunder) verden, den er allerede udlagt i og med sansningen, i og med realiteten. Dets æstetiske retfærdiggørelse er lige præcis denne skabende signifiant.

Der blev citeret fra
Nietzsche, Friedrich Tragediens fødsel (1996)
Nietzsche, Friedrich Afgudernes ragnarok (1995)
Nietzsche, Friedrich Die fröhliche Wissenschaft in KSA 3 (1999)
Nietzsche, Friedrich Nachlass in KSA 12 (1999)