Arbeit macht frei
Det liberale samfunds kampråb, der står bøjet i jern over bl.a. Theresienstadts og Auschwitz’s ruinøse gestalter, fik formene støbt af en udpint arbejderbrigade, de svage i ånden, der gjorde arbejdet til en religiøs beskæftigelse, hvori frelsen fra det ulidelige helvede hverdagen var skulle findes; og det hvinende budskab skulle hentes direkte ud af jødedommen, hvis hårdt trængte menneskepark kun havde døden at se frem til med dens apokalyptiske “sabbaternes sabbat”. Håbet er arbejdsgiverens største aktiv i modstanden mod enhver form for oplysning, der ikke kommer fra neonrør og falder lige så nådesløst sanitært på fabriksgulvet og de arbejdende som projektørlyset på den undvegne fange eller det moderat fysisk tiltalte jeg, der er reduceret til sit kød i forhørslokalet. Det eneste der er tilbage at håbe på, når man når igennem til den anden side, når urene stopper og stempelkortet er kørt igennem er en hverdag under barnets romantiserede tegn, hvor der alene var lyst og frihed, hvor nogle få ugers frihed og latter i en sommerferie i det retroaktive tilbageblik udstrækkes til hele barndommen. Dét er den frihed arbejdet tildeler den enkelte: frihed fra at bekymre sig, hvilket vil sige frihed fra at tænke. Tilbage er alene galskaben, idiotens careless playing, der hos den intellektuelle oversættes i billedet på Gödels lig på stuegulvet: paranoikerens rettidige omhu i et fjendtligt indstillet samfund. Det er statens totalfantasi, at de intellektuelle tager livet af sig selv, hvorefter de maskinelle intelligenser for en tid kan bearbejde det fjolleri, der ikke umiddelbart kunne bruges i samfundets økonomiske reproduktion, mens arbejderne, en reklassificering den siddende regering har reaktualiseret, er for trætte til at tænke overhovedet.
Arbeit Macht Frei – Det liberale samfunds kampråb, der står bøjet i jern over bl.a. Theresienstadts og Auschwitz’s ruinøse gestalter…
Det liberale samfunds kampråb? Du mener vel det socialistiske eller fascistiske samfunds kampråb! Man kan vel ikke mene, at ideologien bag koncentrationslejrene er inspireret af liberalismen. Hvis du virkelig mener det, så vil jeg da meget gerne høre din forklaring. Socialdemokratiet herhjemme var faktisk også ret optaget af tanken om sammenhængen mellem frihed og arbejde i 30’erne. Det afspejlede sig faktisk også i deres valgplakater. Et glimrende eksempel på det, kan du f.eks. se her (Illustration 7):
http://www.leksikon.org/art.php?n=2034
(Illustration 7: Stem paa liste A : Frihed – Fred – Arbejde – Stem Socialdemokratisk! (1939))
Louise
2. juni 2008 at 18:41
Louise, mit forrige (nu slettede) svar til dig irriterer mig, så her er et retake:
Ikke ideologien bag koncentrationslejrene … og dog. For det, der står i vores bevidsthed i dag omkring koncentrationslejrene er formentlig systematiseringen, en sætten drabet i system, men også den snilde, der blev iværksat for at finde ud af, hvor mange og hvor hurtigt. Det er ikke antisemitismen, der går videre i vores samfund, men bureaukratiseringen, maskineringen, repressionen, hvoraf sidstnævnte helt er lagt ud til den enkelte.
En ting, som jeg også nævnte i mit andet svar, er, at den siddende regering med dens støtteparti er fascistoid (ikke fascistisk) i den forstand at de nærer et grundlæggende had mod intelligens og åndsarbejde. Angrebet på lektorerne er et eksempel, andre er: erhvervsretningen af universitetet, hvilket går ud over grundforskningen, kulturkampen mod de vidende og i forlængelse heraf, brugte Pia K. (DF) akademiker som et skældsord – og ikke i den forstand at akademisk kan betyde højtravende spekulationer.
stokbro
3. juni 2008 at 8:16