Eingeschlossensein
I Siri Hustvedts roman The Sorrows of an American, der netop er udkommet på Forlaget Per Kofod, kan man på første side læse følgende:
Der vandrer spøgelser rundt inden i mig, men det er ikke altid, de taler. Somme tider har de ikke noget at sige.
Erik, romanens fortæller, er psykiater og det er en af hans patienter, der sagde sådan. Der siges intet om, hvorvidt spøgelserne er afdøde, blot dette at spøgelserne vandrer rundt og nogle gange taler de; til andre tider gør de ikke.
Jegets placering er usikker. Det taler fra et sted, men refererer udelukkende spejlende til sig selv i en form for adskilthed. Hvor spøgelserne vandrer er ‘jeg’ ikke. Der er sket en adskillelse mellem udsigelsespositionen og dens objekt på en sådan måde, at ‘jeg’ ikke længere er, men kun er til stede som refleksivt pronomen, her hjælper grammatikkens terminologi: teksten revolverer omkring et jegløst sted, hvor navnet, dét, der kunne identificere personen, der taler, er blevet udskiftet med spejlingen. Man må måske give teksten ret: der er ingen, der taler? Eller rettere: de, der taler eller netop ikke taler, er spøgelserne.
Man kan ikke egentlig sige, at nogen oplever eller fortæller dette videre til nogen, endskønt det er læst. Udsigelsespositionen skal ikke findes i et fraværende jeg, men i selve spejlingens ‘mig’, hvori spøgelserne vandrer. Er det ikke egentlig denne vandring, der konstituerer mig’et? Tekstens ‘mig’ konstitueres i så fald som sted for nogen eller noget: spøgelserne. Med spøgelserne fremkommer først spejlingen og fraværet, ja, stedet defineres som fravær til en ekstrapositioneret talende.
Eller forholder det sig ikke sådan, at det indledende ‘der’, som jeg læser som adverbium og ikke formelt subjekt, egentlig blot taler om teksten, og fraværet er fravær af en referenceramme? Det giver mening i forhold til, at pronomenet skabes med den refleksive gennemgang.
“… men det er ikke altid, de taler.” Forudsat at spøgelserne er en italesættelse, at de ikke bare gennemgår spejlingens sted; der er en forventning til, at de taler. Ikke om noget, men blot ‘taler’. Men så dette: “Somme tider har de ikke noget at sige.” Det forudsætter til gengæld en position i forhold til noget, måske endda en positionering. Spøgelserne har en mening, de tilkendegiver gennem talen.
Spejlingen er en italesættelse af spøgelserne. De påbegynder overhovedet først deres gang, deres gennemgang af mig’et med denne tekst. Spøgelserne, pronomenet, talen … kommer i stand gennem spejlingen som udsigelsespositionen. Det slår mig, at kun det jegløse ‘mig’ kan spejle. Talen er forrykket fra subjektet til tekstens spejling af subjektet, og her bevæger spøgelserne sig. ‘Inden i’.
Teksten er en beholder. Den rummer spøgelsernes tilkendegivelser. Vandring og tale er en og samme ting, de er begge tilkendegivelser. Spøgelserne er ‘der’ uanset – ‘inden i’. Stedet ‘der’ beholder spøgelserne, dets afstand eller fravær aflæses i spøgelsernes tilkendegivelser: tale og tavshed er det samme. Der henvises ikke, men udsiges blot.
Spøgelserne er mere virkelige en det fraværende jeg; men der er et jeg, der er en nødstedt person, der rækker ud og fortæller sin læge, at der vandrer spøgelser rundt i vedkommende. Spøgelserne har i virkeligheden tilkæmpet sig sproget og teksten og taget bolig i ‘mig’, de er refleksivt til stede: automatisk: selvspejlende: regenererende. De truer i deres tilstedeværelse med ophør (af vandring). Hvad er der så tilbage? En Eingeschlossensein? Det autentiske jeg som Eingeschlossensein.
Det lille tekststykke peger (selvfølgelig) på sig selv som tekst og alt det, men langt mere interessant er det, at teksten bliver spøgelse, at talen, vandringen, ja, ytringen i sig selv kun kommer i stand gennem spøgelserne, at de så at sige bliver det maskineri, der garanterer ytringen. Således at vi altid har udsigelsespositionen uden for os, væk fra os, at jeget alene kan bestå i denne spejlede yderlighed.
