Stokbros blog

Epideiksis (videnskab)

Skriv en kommentar »

Jeg kom til at betegne sandhed som knyttet til deiksis, men tror at man må gå til den videnskabelige praksis, hvor metode spiller en rolle, for at finde ud af, hvad den forestilling egentlig indeholder. Der er i den videnskabelige produktion et krav om gennemsigtighed, altså en rationel fremadskriden (et kausalrelationelt-lignende krav), der om ikke kan efterprøves, så dog overbevise ved sit stringente, metodiske trav. Deiksis, hvori beviset egentlig blot er en købmandsagtig stillen til skue, er beskrivende nok i forhold til nævnte produktion, men det efterlods kommer ikke rigtig til syne i begrebet, hvorfor nok epideiksis er mere beskrivende, idet den fremstillen (det faldbudte intellekt), der er tale om her ganske enkelt er en følge af dette at pege. I retorikken er det en mønstertale (en blasert fortræffelighed), der indeholder en snert af show (jf. Aristoteles Retorikken 1358b og s. 270). Det hedder i en note om epideiksis:

Det, der “præsenteres”, er på én gang det emne, der tales om, og talerens (”den foredragendes”) evne til at gøre dette klart og virkningsfuldt. (s. 256)

Det klare er vel i den sammenhæng underordnet det virkningsfulde, dvs. det overtalende moment i det faldbudte. Det showmæssiges karakter er givet med den gruppe, der skal underholdes. Der er ikke nogen væsentlig forskel mellem den ene eller den anden form for underholdning, der er kun forskellige grupperingers smag; underholdningsværdien er givet med i hvilken grad taleren formår at bevare (og besvare) grupperingens (egen) følelse af nødvendighed. Chaïm Perelman og Lucie Olbrechts-Tyteca hævder et sted en lignende position:

The speaker engaged in epideictic discourse is very close to being an educator. Since what he is going to say does not arouse controversy, since no immediate practical interest is ever involved, and there is no question of attacking or defending, but simply of promoting values that are shared in the community.

Videnskabelig produktion kan, læst som symptom, udtrykke en given gruppes værdihierarki; at være succesfuld på det felt er med andre ord udtryk for evnen til at levere (forventelige) resultater, der knytter sig til en bestemt metodisk sandhed.

Videnskabelig produktion er reproducerende og afhængig af den enkelte forskers showmanship, hans evne til at levere smæk for skillingen, dvs. promovere et blandt flere udstillingsvinduer. Showmanship og godt købmandskab er sammenhængende: man har en målgruppe, der i forvejen applauderer en given vare.

Written by stokbro

9. juni 2008 at 11:41

Læg en kommentar