Om einæologer og andre gespenster
Metafysik (af den græske kategorisering τὰ μετὰ τὰ φυσικὰ βιβλία) eller den først filosofi, som Aristoteles kaldte den, arbejder med det transcendente vilkår for virkeligheden eller principperne for verden. At metafysikken beskæftiger sig med det principielle betyder, at dens opgave er at definere finalårsager; disse indlemmes i argumentationen gennem udtryksmåder som ‘i virkeligheden’, ‘det væsentlige’, ‘det substantielle’, ‘faktisk’, ‘i sin natur’ osv.. Metafysikken er ikke deskriptiv, men derimod et korrektiv til virkeligheden (det er som sådan den fandt dens mest virkningsfulde udtryksposition i logikken).
Ontologi (fra græsk ὄν der er participium af εἶναι: at være) er den gren af metafysikken, der beskæftiger sig med væren og det værende og virkelighedsbetingelserne for disse; den er således den mest basale form for metafysik. Dens forestillinger, som al metafysik, påkalder sig overhistorisk gyldighed.
Ontologien i det 20. århundrede skulle retteligt kaldes einæologi i stedet, da væren er blevet fuldstændig sammenkoblet med verbet ‘at være’; dette er blevet den qualitas occulta ved sproget (grammatikken), hvorigennem enhver analyse kan tage sit udgangspunkt. Det kan (i mødet med en einæolog) være umådeligt svært at argumentere imod, at man netop har brugt en eller anden bøjning af verbet ‘at være’.
‘Metafysik definerer finalårsager’, ‘ontologi er metafysik’.
Kan man så ikke bedrive ontologi uden at definere finalårsager?
Det forekommer mig at være en ret snæver bestemmelse, der ignorerer selve beskæftigelsen med ontologi i moderne filosofi – altså den post-Metafysiske (med stort M) ontologi, der netop har opgivet teleologien som træk ved virkeligheden *som sådan*. Fænomenologien – fx – er netop blot deskriptiv og lader det komme an på sit emne, ’sagen’, hvorvidt det må udtrykkes i termer af teleologi eller ej.
VH
Søren E
11. juni 2008 at 10:16
Den husserlske fænomenologi, og her er jeg lidt på gyngende grund, arbejder med en væsensskuen, der, ja, får fat i det ‘væsentlige’ ved et sagsforhold gennem variation af tankerne omkring sagen – det er en form for final årsag, man derved kommer frem til (en dybere sandhed).
Heidegger, som er min yndlingsaversion, har sin Sorge-struktur som en ufravigelig struktur ved Dasein (endvidere er hans brug af ‘altid allerede’ og passivkonstruktioner interessant); Sorge-strukturen er kendetegnet ved at være ahistorisk.
Så jeg ved ikke om der er den store forskel på metafysik med stort eller lille ‘M’ – fælles er vel en fastholdelse af ahistoriske strukturer eller væsentligheder?
Men et andet spørgsmål melder sig. Når du skriver, at fænomenologien “lader det komme an på sit emne, ’sagen’”, altså beskriver sagen, hvornår kan man så ikke længere kalde beskrivelsen deskriptiv? Er der med andre ord en flydende overgang fra det deskriptive niveau til det normative?
Og dette: findes der ahistoriske strukturer? Kan man f.eks. hævde Sorge-strukturen, hvis fremtiden ikke forstås som liggende forud, men bagud? Det er min påstand, at en del vil hævde, at det ikke har nogen betydning for fundamentalontologiens validitet, men i så fald beskæftiger den sig ikke med virkeligheden, men med en ontologisk tilrettelæggelse af virkeligheden efter nogle antagne forestillingsskemaer.
stokbro
11. juni 2008 at 11:14
Lad os holde Heidegger og fundamentalontologi ude, jeg er hovedageligt inspireret af Husserl, når vi taler fænomenologi. Men i øvrigt bruger jeg kun fænomenologien som eksempel – der er masser af bedrevet ontologi, i den analytiske tradition fx, som man også må tage seriøst.
Det er ved begrebet ‘finalårsag’, jeg tror, filmen knækker. Finalårsag er i min bog begrebet om en teleologi, en *formålsrettethed*. I den traditionelle Metafysik falder stenen til jorden, fordi det er dens rette sted, dens væsensbestemte sted, i post-Metafysisk ontologi redegør man for stenens ‘artsstruktur’ uden sådanne formålshenvisninger. Hermed bliver væsensbegrebet et andet, men dog fastholdt. Eller man opløser væsensbegrebet i en relationel ontologi (der er ansatser heraf hos Leibniz og Hegel og nok også en del strukturalistisk mindede). Fra at være et ‘indre’ princip med et formål, beskrives ‘det væsentlige’ som en helhed af relationer. Vi kan altså sagtens tale om, antage, ‘dybe sandheder’ eller ahistoriske strukturer uden af forfalde til en epistemisk absolutisme, der bilder sig ind at have fundet det fokromede udgangspunkt, der danner genvej til Sandheden. Vi er fejlbarlige. Dette udelukker ikke a priori, at vi også kan ‘ramme rigtig’ indimellem.
Sidstnævnte pointe er vigtig i forhold til min kritik af din metafysikkritik (som vi før har været inde på): Du negligerer at skelne mellem det epistemiske og det ontologiske niveau, mellem erkenfdelsesteori og metafysik (meld lille m…). Der må skelnes mellem vores tilgang til verden – er den absolut, fejlbarlig, umulig etc..? – og verden selv (undtaget, selvfølgelig, når vi beskæftiger os med den begrænsede del af verden, som er os selv…). Med mindre du reducerer verden til vores meninger om den, hvilket du tidligere har afvist, og hvilket din kommentar om at det er uholbart at bedrive en “tilrettelæggelse af virkeligheden efter nogle antagne forestillingsskemaer”…
Der er i mine øjne kun en flydende overgang fra det deskriptive til det normative, når vi beskriver et emne som normativitet.
Søren E
11. juni 2008 at 13:28
Jeg tror vi rammer rigtigt rigtig mange gange! Og jeg tror også vi dybest set er enige, i hvert fald har jeg kun nogle få indvendinger til det, du har skrevet.
Begrebet finalårsag er i min bog ikke teleologisk tænkt, og det skulle jeg selvfølgelig have gjort opmærksom på, men nok snarere i hvert fald delvist retorisk. Den finale årsag (eller finalårsagen) kan i den sammenhæng udtrykke ethvert udsagn, der retter sig mod f.eks. Gud, ahistoriske strukturer, væsens- og substanstænkning. Hvis noget har en væsentlig kerne, det er min pointe, så ligger der i denne tanke, at det væsentlige, “kernen”, er mere sand end de accidentielle “ydre” fremtoninger (dette skema bygger på indhold/udtryk-tankegangen). Der ligger en mistankens filosofi i dette: tingene er ikke, hvad de giver sig ud for at være, men har en sandere, indre væren.
Jeg taler altså *aldrig* formålsmetafysisk/teleologisk, men udelukkende ud fra forestillingen om, at der er en indre kerne. Denne kerne kan så udmærket være et overordnet struktureringsprincip, relationel eller artsmæssig – det er hele det generiske niveau, der står for skud hos mig. En sådan tænkning har mådeligt svært ved at løsrive sig fra f.eks. det aristoeliske og det cartesianske erkendemønster, hvor erkendelsen først kommer i stand på det artsmssige niveau – hvor det særskilte kun har interesse for så vidt det kan kategoriseres.
Står og falder vores uenighed ikke med muligheden af det teorineutrale blik? Kan vi altså tale om “verden selv” eller vil denne altid allerede være givet med vores intentionaitet og formening?
stokbro
11. juni 2008 at 13:58
Hvad angår det værdineutrale blik, som jeg tror, du har ret, er en kerne i vores uenighed:
Fænomenologien, som jeg er inspireret af (også) her, påpeger for mig at se netop, at der ikke nødvendigvis er en uoverskridelig dikotomi mellem at tale om ‘verden selv’ eller ’sagen selv’ og så det forhold, at verden altid allerede er formet af vores intentionalitet og formening. Denne for-menings fakticitet udeukker ikke a priori, at meningen kan være givet i og med sagen selv og altså ikke konstrueret af et forudgående begrebsapparat. Mening kan ikke forstås adækvat i ‘projektive’ termer så at sige. Verden ‘trænger sig på’. De forudgående meningsstrukturer kan have før-teoretisk karakter og altså være blot givet. Måske tager jeg fejl her. Men jeg har svært ved omvendt at udeukke a priori, at det skulle være tilfældet. Udelukker du det ikke a priori? Og kan man det udogmatisk?
Søren E
13. juni 2008 at 13:15
Man kan ikke a priorisk udelukke noget og samtidig ikke være dogmatiker (eller ideolog). Jeg tænker du måske følger Husserl i denne kritik? Altså at tingen har en mulighed for at vise sig som sig selv gennem perceptionen, fordi den er mere oprindelig en f.eks. forskellige repræsentative niveauer (fantasi, tegn, sprog, erindring etc.).
Jeg følger Nietzsche, idet han siger at verden altid allerede er perspektiveret. Men lad os bare antage at verden kan give sig førteoretisk i perceptionen; forrykkes perspektiveringen så ikke bare til et senere tidpunkt? For hvad gør man, når den perceptive akt er overstået (om man så må sige), når man skal viderefomidle sagen selv? Retorikken siger ganske vist at mening kan formidles, men er samtidig meget bevidst om, at dette sker på vidt forskellig måde. Hvilken instans afgør, hvilken måde der er den rette (og ikke den rigtige)?
Hvorfor vælger man f.eks. ‘innocent bystander’? Fordi det ligger lykkeligt godt i munden, og det gør det, fordi der er tale om to daktyler, altså en trykstærk stavelse efterfulgt af to tryksvage. Det valg er givet med ekstra-logiske årsager. Bilka har ramt plet med deres “Hvem ka’? Bilka”, der indeholder to trokæer (trykstærk stavelse efterfulgt af en tryksvag), rim og et opbrud af sprog og mening. I begge eksempler er det den besværgende gentagelse, der gør forskellen.
Hvordan undgår man, i et ikke-formaliseret sprog, at farve den påtrængende verden i formidlingen? Kan der altså ikke altid kun blive tale om en (eventuel) udskydelse af perspektiveringen?
stokbro
16. juni 2008 at 9:05