Spor (spredehagl)
Erkendelse er mere end en begrundet mistanke, den er et udkast af spor – ikke nødvendigvis, nej, snarere aldrig de samme for enhver. Den koldt analytiske fremstilling er en (efterrationaliserende) formidling, der er forskellig fra erkendelsen selv. Det erkendelsesmæssige spor indskyder sig pludseligt i de associative spring. Jeg vil tro, at den er et hverken-eller, snarere end et både-og; den opretholder ikke det overleverede skema om sandhed i en omfavnende, intelligent gestus, men er ‘tænkt lidt længere væk’. Erkendelsen opspores i dens uafhængighed af ethvert skema eksternt for den selv.
Det lyder for mig at se en kende mystisk, at ‘associative spring’ skulle udgøre erkendelse per se. Jeg skal ikke afvise, associationen kan være frugtbar, men udelukker det andre tilgange? Hvorfor er den privillegeret? Hvilken status har akten af argumentation efter din mening? Er aforismen enestående? :O)
VH
Søren E
11. juni 2008 at 13:34
Pyh … man skal sgu være varsom i dag ;-)
Argumentationens status er allerede blevet berørt her og her, men jeg ser den dybest set (og meget nietzscheansk, det ved jeg) som en efterrationalisering, der skal give indtryk af, at det, der argumenteres for, er fremkommet på en sådan måde, som argumentationen påstår: i lige linjer i kausale eller kausallignende forløb.
Det associative spring udgør ikke erkendelsen som sådan, men er udtryk for bevidsthed som noget først og fremmest funktionelt, der arbejder plastisk forud for sig selv.
stokbro
11. juni 2008 at 14:09