Stokbros blog

Det er Meyer Schapiro, der, i artiklen The Still Life as a Personal Object – A Note on Heidegger and van Gogh, gør opmærksom på, at de slidte bondesko i Der Ursprung des Kunstwerkes ikke er et par bondesko, der er blevet slidte af arbejdet i marken, men derimod van Goghs egne sko, der er blevet slidte i de parisiske gader. Betyder det noget for Heideggers analyse af sandhedens skeen? Ifølge Schapiro gør det.

Hvordan kan Schapiro være sikker på, hvilke sko og hvilket maleri, der er tale om? Fordi han skrev og spurgte Heidegger:

In reply to my question, Professor Heidegger has kindly written me that the picture to which he referred is one that he saw in a show at Amsterdam in March 1930. This is clearly de la Faille’s no. 255 [...]

Heidegger har følgende analyse af skoene (som jeg ikke vil gøre mere ud af her, da den kun tjener som baggrund):

Aus der dunklen Öffnung des ausgetretenen Inwendigen des Schuhzeuges starrt die Mühsal der Arbeitsschritte. In der derbgediegenen Schwere des Schuhzeuges ist aufgestaut die Zähigkeit des langsamen Ganges durch die weithin gestreckten und immer gleichen Furchen des Ackers, über dem ein rauer Wind steht. Auf dem Leder liegt das Feuchte und Satte des Bodens. Unter den Sohlen schiebt sich hin die Einsamkeit des Feldweges durch den sinkenden Abend. In dem Schuhzeug schwingt der verschwiegene Zuruf der Erde, ihr stilles Verschenken des reifenden Korns und ihr unerklärtes Sichversagen in der öden Brache des winterlichen Feldes. Durch dieses Zeug zieht das klaglose Bangen um die Sicherheit des Brotes, die wortlose Freude des Wiederüberstehens der Not, das Beben in der Ankunft der Geburt und das Zittern in der Umdrohung des Todes. Zur Erde gehört dieses Zeug und in der Welt der Bäuerin ist es behütet.
(UK s. 22-23)

Heidegger skriver endvidere:

Das Kunstwerk gab zu wissen, was das Schuhzeug in Wahrheit ist. Es wäre die schlimmste selbsttäuschung, wollten wir meinen, unser Beschreiben habe als ein subjektives Tun alles so ausgemalt und dann hineingelegt. Wenn hier etwas fragwürdig ist, dann nur dieses, daß wir in die Nähe des Werkes zu wenig erfahren und das Erfahren zu grob und unmittelbar gesagt haben. [...] Was geschieht hier? Was ist im Werk am Werk? Van Goghs Gemälde ist die Eröffnung dessen, was das zeug, das Paar Bauernschuhe, in Wahrheit ist. Ein Seiendes, ein Paar Bauernschuhe, kommt im Werk in das Lichte seines Seins zu stehen.
(UK s. 24-25)

Det er Schapiros argument, at fordi Heidegger lægger så stor vægt på kunstværket som åbenhed for sandhedens skeen, så må man også tage Heidegger på ordet, når han siger, at det ville være, at føre sig selv bag lyset, hvis man tænker, at analysen af bondeskoene først skulle være forestillet sådan og siden blevet lagt ind i maleriet. Men her er ikke tale om bondesko, men sko, der er trådt ud i Paris (eller måske i Holland), der kan altså heller ikke være tale om at “In dem Schuhzeug schwingt der verschwiegene Zuruf der Erde”. Schapiro skriver:

Alas for him, the philosopher has indeed deceived himself. He has retained from his encounter with van Gogh’s canvas a moving set of associations with peasants and the soil, which are not maintained by the picture itself but are grounded rather in his own social outlook with its heavy pathos of the primordial and earthy. He has indeed “imagined everything and projected it into the painting.”

Men ikke nok med det. Heidegger har, skriver Schapiro, overset “the artist’s presence in the work.” En helt anderledes beskæftigelse med sko, kan man se hos Hamsuns hovedperson i Sult, hvori “Hamsun sees the real shoes as experienced by the self-conscious wearer [...].” Problemet synes åledes at være, at Heidegger overfører sit eget verdensbillede på skoene og bruger dem til at argumentere for sin egen ontologiske indsigter, hvorimod han overser det faktiske maleri, maleriets genstand og maleriet som kunstværk produceret af en kunstner – dvs. han overser værket som værk; “for van Gogh’s shoes were a piece of his own life.” og ikke, kan man tilføje, en del af Heideggers liv.

Det er den triste mistanke, der klæber til det meste af Heideggers ontologiske tænkning: at Heidegger beviser Heidegger, at ontologien et langt stykke ad vejen ikke er andet end et overeksponeret, psykologisk portræt af forfatteren selv; det er den triste kendsgerning, at alt hvad Heidegger har beskæftiget sig med kan gøres til genstand for samme mistanke om uredelighed, der måske bunder i en manglende evne til at analysere noget som helst på dets egne præmisser.