Bukolisme som ideologi
Pia skriver i en kommentar på TankeTjek, at hun ikke indlader sig “på diskussioner om [Heideggers] forhold til nazismen.”, det gider jeg derimod godt, for det udgør et relevant problem i forhold til kynismens sociale historie.
Ser man på de tidlige umanisti, var de dybt involveret i magten. Ikke i kritikken af magten, som den intellektuelle, men i opretholdelsen og/eller forskubbelsen af magten i en bestemt retning – alt efter hvor de kunne få mest indflydelse; hvor deres tanker kunne få den største gennemslagskraft. På sin vis var de tidlige umanisti retorikere, de var orienteret mod sproget, og de var pragmatikere: deres tanker kunne formuleres på forskellig måde, hvorfor det faktiske udtryk for magten ikke var så interessant som magten selv – dét drejede sig egentlig bare om at flytte et komma, om man så må sige.
Heidegger var ikke humanist, han var heller ikke intellektuel. Heidegger befattede sig ikke med en kritik af magten, og han involverede sig kun med den under nazismen, men ikke på grund af antisemitismen (nærmere på trods af den). Heideggers filosofi er heller ikke nazistisk, som nogen synes at mene, og det drejede sig heller ikke om egentlighedsjargonen lånt fra eksistensfilosofien. Den egentlige og fælles klangbund mellem Heidegger og den nazistiske ideologi er bukolismen ophævet til ideologi.
Blut und Boden dukker først op hos Spengler, hvorfra det overtages af August Winnig og endelig finder sin formulering hos Richard Walther Darré og herfra skibes det ind nationalsocialismens ideologi. Darré skriver bl.a. “Wir wollen das Blut und den Boden wieder zur Grundlage einer Deutschen Agrarpolitik machen.” Hele dette virvar af blod, jordbund og bonderomantik klinger med i Heideggers retorik. At gøre det ensbetydende med, at Heidegger var hoffilosof i DNSAP eller at fundamentalontologien er nazistisk er udtryk for en ufattelig dumhed og mangel på at sætte sig ud over den politiske korrekthed. Og dét bremser for en seriøs beskæftigelse med Heideggers faktiske engagement i DNSAP.
Heidegger formåede i sit engagement at tilsidesætte sin menneskelighed og støtte op omkring en ideologi, der jagede nogle af de mennesker, der havde stået ham nærmest privat. Igen er der en skelnen mellem den offentlige person og privatpersonen, som Sloterdijk kendetegnede som en moderne form for kynisme. Heidegger havde mulighed for at flygte som bl.a. brødrene Mann, Jasper, Adorno & Co m.fl., men Heidegger blev og involverede sig med magten. Hvorfor? Det er det interessante spørgsmål og det er snarere et socialt problem end et filosofisk.
Heidegger er et studie i den moderne kynisme og den moderne kynismes relation til magten.
