Altid allerede
Jeg er begejstret for Heideggers term ‘altid allerede’, selvom jeg tidligere har kritiseret netop den term for blot at være et andet ord for a priori. Dét tror jeg er en misforståelse; ‘altid allerede’ dækker over noget andet. Hvor a priori drejer sig om transcendente idéer eller principper, der dækker Heideggers term over noget andet. ‘Altid allerede’ omfatter ikke medfødte idéer, men retter sig mod mønstre, der gør sig gældende allerede inden vores bevidsthed, men der er altså ikke tale om idéer, der styrer, eller principper for bevidstheden, blot dette at noget allerede er til stede, når vi bliver bevidste.
Jeg forstår og deler din begejstring – omend jeg finder det problematisk, at du afrunder dit indlæg med at skrive, at ‘noget altid allerede er til stede’. Som jeg læser Heidegger, så er ‘altid allerede’ udtryk for den unddragelse, der karakteriserer væren og værens forhold til mennesket.
Når Heidegger skriver, at væren altid allerede optræder tilskikkelsesmæssigt, mener han, at vi ikke kan beskæftige os med væren og unddragelsen sammen uden at forudsætte, at de er ‘noget’ hver for sig – hvilket de ikke er. Når han skriver, at væren altid allerede står i et forhold til mennesket, mener han, at vi ikke kan beskæftige os med samhørigheden mellem væren og mennesket uden at forudsætte, at de er adskilt – hvilket de ikke er.
Han bruger med andre ord ‘altid allerede’ til at vise, at vi er fanget i et sprogligt paradoks, når vi skal forstå unddragelsen. Et paradoks, der for mig at se forstærkes, når man forstår ‘altid allerede’ i lyset af et NOGET, der altid allerede er TIL STEDE…
Jeg tror ikke, det var særlig klart…!?
Pia Lauritzen
17. juni 2008 at 22:46
Jeg må bryde sammen og tilstå at I Heideggerianere har en slem tendens til at blive heideggerske i jeres formuleringer ;-) Men nej, jeg er ikke helt med på, hvad du mener. Måske det er min sjælsdybe afsmag for manden, der forhindrer mig i at forstå selv det mest enkle, jeg ved det ikke.
Christian Rud Skovgaard skriver i sin note følgende til begreberne je schon og immer schon: “Med disse udtryk sigter Heidegger til det aprioriske, dvs. det, der i en given sammenhæng med nødvendighed går forud. Det, der uanset valg af ståsted vil have indfundet sig sig i forvejen.” Ser man bort fra sidestillingen med begrebet apriori og ikke mindst den logiske arkør ‘nødvendig’, så er vi åbenbart på bølgelængde mht. begrebets betydning.
Min egen forståelse ligger i klar forlængelse af Nietzsches forestillinger om det perspektiviske, men du mener altså noget andet, som du meget gerne må uddybe noget mere, hvis du vil.
stokbro
18. juni 2008 at 11:10
Jeg er så til gengæld overhovedet ikke fortrolig med ‘det perspektivistiske’ (mon Nietzscheanere også har en tendens til at blive nietzscheske i deres formuleringer?).
‘Altid allerede’ rummer på mange måder hele Heideggers værenstænkning for så vidt som den består i et opgør med et nærværende ‘noget’. Udfordringen består i, at vi ikke kan beskæftige os med ‘altid allerede’ (eller væren) uden at tale om ‘noget’ der går forud. ‘Noget’ der med Skovgaards og dine formuleringer har indfundet sig i forvejen.
I Heideggers opgør med ‘noget’ bliver vi med andre ord hele tiden tvunget i retning af ‘noget’. Og det ved Heidegger godt. Han ved godt, at han – lige som alle hans forgængere – er fanget i en bestemt måde at tænke på. Men han adskiller sig for mig at se fra sine forgængere (og mange af hans efterfølgere) ved at udfordre dette forhold.
Udover at vedkende sig sin egen afhængighed arbejder Heidegger videre på Nietzsches erkendelse af, at vores måde at tænke på hænger sammen med den måde, vores sprog er struktureret på (“Jeg frygter, at vi ikke slipper af med Gud, fordi vi stadig tror på grammatikken”, Afgudernes ragnarok, side 40).
Og her ligger nøglen til forståelsen af ‘altid allerede’ såvel som de muligheder, der ligger i forlængelse af Heideggers tænkning.
Heideggers sprogbrug er hverken udtryk for krukkeri eller manglende evne til at udtrykke sig klart. Den er udtryk for en erkendelse af, at værenstænkningen (og dermed al vestlig tænkning) er forankret i de indoeuropæiske sprogs grammatiske strukturer. Med denne erkendelse følger muligheden for at udfordre vores egen tænkning gennem vores sprogs strukturer. Med erkendelsen følger også en ny forståelse af de civilisatoriske udfordringer, der opstår i mødet mellem forskellige kulturer.
Hvis der er en sammenhæng mellem de indoeuropæiske sprogs grammatiske strukturer og metafysisk tænkning, så er der formentlig ogtså en sammenhæng mellem andre sprogstammers grammatiske strukturer og andre måder at tænke på. Og måske er manglende bevidsthed herom årsagen til, at vi hele tiden spænder ben for os selv og hinanden.
Om man kan få alt det ud af at beskæftige sig med Heidegger og ‘altid allerede’ er tvivlsomt. Men Heidegger har lagt kimen, som har inspireret Derrida og Vattimo, som har inspireret mig. Og jeg føler mig overbevist om, at Nietzsche og Heidegger havde fat i noget, når de insisterede på, at ikke bare sproget, men sprogets grammatiske strukturer er afgørende for vores måde at tænke og organisere os på i Vesten…
Hjalp det? Eller har jeg bevæget mig alt for langt væk fra dit udgangspunkt?
Pia Lauritzen
18. juni 2008 at 12:59
Det hjalp, men har skabt megen forundring samtidig, for jeg har aldrig knyttet ‘altid allerede’ sammen med værenstænkningen som sådan, og det synes du at gøre. Jeg har alene set på det isolerede begreb, hvad der måske er forkert.
Din læsning af begrebet er, hvis jeg læser dig rigtigt, nært forbundet med Derrida og Vattimo, men hvordan forholdt så Heidegger selv sig til begrebet? Du skriver selv: “Om man kan få alt det ud af at beskæftige sig med Heidegger og ‘altid allerede’ er tvivlsomt.” Hvori består forskellene så? Jeg er ikke stærk i Derrida og har aldrig læst Vattimo … så hvad er hvad og hvor meget Lauritzen er der i det?
stokbro
18. juni 2008 at 14:54
Jeg er tøvende gået igang med “Væren og tid” igen og det kræver den yderste mønstring af koncentration (og holden mig selv i ave) at læse ham åbent, men dine tanker omkring ontologien hos Heidegger er spændende, Pia.
stokbro
23. juni 2008 at 21:57
Det er et rigtig godt spørgsmål, Stokbro. Så jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare…
Umiddelbart tror jeg, at det meste af det, der handler om ‘noget’ kommer fra Heidegger, mens refleksionerne over tænkningens forankring i de grammatiske strukturer er hentet hos Derrida. Overbevisningen om, at det hele hænger sammen stammer så nok fra Vattimo. Men jeg vil ikke lægge hovedet på blokken.
Derimod står jeg meget gerne ved, at der er en del Lauritzen i det! Jeg betragter det som min fornemmeste opgave at få så meget ud af filosofferne som overhovedet muligt – og jeg betaler gerne prisen for ikke at lægge mig klods op ad de autoriserede fortolkninger ;o)
Jeg er blevet nysgerrig: Hvad handler din “sjælsdybe afsmag” om?
NB: Hvis du vil finde noget, der peger i retning af mine tanker skal du nok snarere have fat i “Hvad er metafysik?”, “Spørgsmålet om teknikken” eller “Tid og væren”. Alternativt kan du selvfølgelig læse Heidegger, Derrida og Vattimo sammen med mig i min bog, “Et spørgsmål om at være”, som udkommer lige om lidt: http://www.mtp.hum.ku.dk/details.asp?eln=201006 (håber, det er ok, at jeg benytter lejligheden til at gøre lidt reklame!?)
Pia
Pia Lauritzen
29. juni 2008 at 23:18
Gør al den reklame du ønsker, jeg har allerede gjort reklame for din bog her, og jeg ser frem til at læse den.
Det spark i retning af differensen mellem sprog og det værende har afmonteret meget af min afsmag, hvilket betyder, at jeg har måttet give mig i kast med at læse Heidegger påny, men en del af afsmagen hang helt sikkert sammen med den strukturelle reduktion, jeg ser i Sorge-strukturen, men så må jeg jo vise mig som en større læser og sætte mig ud over eller læse udenom de ting og læse så meget desto mere i dybden med de ting, jeg finder spændende. Heidegger bliver desuden ved med at dukke op i og hos de filosoffer, jeg finder interessante (Foucault, Deleuze og Lacan og Derrida er jeg igang med at læse mig ind på), og dét må jeg også finde ud af grunden til.
Med andre ord: jeg må tilbage til skolebænken, starte forfra.
stokbro
30. juni 2008 at 14:46
Jeg takker for den flotte omtale og håber, bogen lever op til dine forventninger. Og så glæder jeg mig over, at du giver Heidegger en chance mere. Han er – lige som mange andre filosoffer – værd at vende tilbage til stolebænken for!
Pia Lauritzen
30. juni 2008 at 22:00