Understregning
Understregningerne i mine bøger er sirligt lavet med lineal og gerne sort kuglepen; når man bladrer gennem en bog eller bare lader øjnene glide ned over siden, så træder understregningenerne frem som små øer i et kaotisk landskab. Øjnene falder til ro, men så melder understregningens kraft sig. Den er ikke bare til for at fremhæve noget i teksten, end ikke noget i teksten forfatteren har ment var vigtigt (en art biografisk fejlslutning), altså ‘ikke bare’ men også. Understregningen fremhæver det skrevne, men med hele vægten af den undertstregendes stemning, blik, begær. Det vil sige understregningen tildeler det understregede en merbetydning, i den klinger læserens egne begær med i tekstens. Understregningen udhæver, men faktisk gør den noget mere, den lader den understregende genskrive det udhævede, lader ham blive medskaber af teksten, idet han bøjer ordenes løb ind i en ny/anden/anderledes emfase. Teksten genopstår som tekst i den uendelige fjernhed, den ikke kan udtrykke anderledes end ved at lade læseren gennemlæse den. Øerne er læsningens mulighed som sådan, dens parasitære succes.
Helt banalt: Streger du under i dine bøger med kuglepen? Hvordan undgår du så at teksten ‘lukker sig’ i en konkret læsning så du ikke kan vende tilbage med et andet blik ved senere lejlighed?
Min erfaring er at man tit bliver overrasket når man læser den samme bog (måske flere år efter) og har en anden vinkel – det kan være som at læse en hel ny tekst og gamle understregninger (som var lavet ud fra en anden vinkel) virker meget forstyrrende.
Men måske er det kun mig der har det sådan. Man kunne selvfølgelig også købe en ny bog hver gang :-)
caroline osv
4. juli 2008 at 13:54
Helt banalt: ja. Jeg undgår ikke lukningen, men kommer til, ved anden genlæsning, at udkæmpe en kamp på to fronter, mod ordet, der, stadig fjern, genskabes i anden læsning og mod min egen første læsning, der objektiverer sig i klynger af småøer. For hver læsning bliver teksten/teksterne stadig mere kaotisk indtil et fuldstændigt kaos regerer den overvundne tekst, som nu er læserens egen skabning. Man kan nu påberåbe sig tekstens selvfølgelighed, dét, der står lige der.
stokbro
7. juli 2008 at 14:25