Intensblivelsen (lovene)
Markis de Sades perversioner er kendetegnene for lovmennesket, ikke sådan at forstå, at lovmennesket nødvendigvis er perverst, men snarere sådan, at de Sade er det nødvendige udtryk for en fungerende lov. Deleuze har læst de Sade som en udforsker af intensiteter; jeg tror, han tager fejl. Intensblivelsen peger ikke på en oplevelse af nydelse, eller i hvert fald ikke en nydelse, der i første omgang er forbundet med kroppen og overskridelsen af kroppen. Intensblivelsen indeholder en accept af loven som et legitimt udtryk, den ikke bare accepterer, men opretholder loven i og med overskridelsen, fordi denne allerede indeholder en overvejelse over og en accept af loven som legitim, men som nødvendig for libertinernes nydelse. Libertinerne er lovmennesker. De er pinedød tvunget til at opretholde loven og dette kommer til udtryk som overskridelse.
Den nydelse, der er forbundet med overskridelsen er tvetydig, den er nært forbundet med det skabe overblik over den moralske lokalitet, hvorefter overskridelsen skaber loven som et vrangbillede. Kun gennem loven kan nydelsen opnås. Det vil sige, libertineren får ingen nydelse, opnår ikke en intensitetsblivelse, hvis ikke han formår at iværksætte loven igennem sin overskridelse. Jeg gentager mig selv. Selve nydelsen er ikke forbundet med overskridelsen, men med det overskridelsen blotlægger og fremhæver: altså loven.
Når de Sade altså gennemarbejder lovene, viser han, at de alle er moralske eller seksuallove. Voldtægten, nekrofilien, incesten, den voyeuristiske onani er kun mulige gennem lovene. Hvis ikke lovene var der, ville de Sade ikke kunne skrive. Hans sadistiske fantasier udspillede sig jo netop i skriften i fængslet. Han håndhævede og legitimerede sin egen fængsling ved at underbygge lovene med sin skrift. De Sade skrev i en vigtig betydning lovene, han konstituerede, gennem lysten, loven som lov.
