Mellem Sokrates og Diogenes
En filosof tænker og argumenterer rationelt, konsekvent og logisk. En af filosoffens spidskompetencer skulle gerne være evnen til at tænke logisk og rationelt. Dvs. at man umiddelbart evner at finde frem til diverse fejlslutninger og skjulte præmisser i en given argumentation, således at man hurtigt kan identificere, når (og hvorfor) en given argumentation er ulogisk og usammenhængende.
Louise formulerer først en definition, som hun efterfølgende gør til et moralsk krav med et “skulle gerne”, dvs. filosoffer bør være logisk og rationelt ræsonnerende. Skønt hun fremsættet et krav om rationalitet, overskrider hun det selv ved at gøre det subjektive til udgangspunkt for en smagsdom. Med andre ord, hun befinder sig alle andre steder end i et logisk formuleret ratio for filosoffen: “En filosof kender forskellen på en personlig overbevisning og et videnskabeligt udsagn.” Hele det ovenstående citerede argument er præget af “personlig overbevisning”.
Men hvorfor skulle filosoffen være rationel og logisk? Det er et krav, der fuldendes med Aristoteles og løber gennem åndens historie. Dets første udbrud er i Sokrates’ irettesættende tale til sine partnere: det kan du ikke sige – sådan. Man kunne tænke et andet udgangspunkt for filosofien: Diogenes’ onanerende, leende, skidende krop? Hvad om Kant blev sat til side og Baumgartens æstetiske filosofi fik taletid? Hvad om legen blev legitim? At vi ikke skal lede efter sandheden i galeanstalten, men “blandt mennesker” – det sociale som forsøgsstation. Hvad om det i det hele taget ikke handlede så meget om sandheden, men om lokaliteter.
Filosoffen skal ikke være frigid, men kreativ. Det er ikke “argumentationen”, det drejer sig om, men det ekscentriske, flugtvejen fra centrum – eller bare legen. Jeg fik på puklen over, at jeg sagde jeg legede på min blog. Men det er det, det er: en leg – det latterlige – modstanden mod sokratiske centrer. Ånden som frigid frygt for sammenblandingen af det subjektive og erkendelse.
Når alt kommer til alt så er begrebet erkendelse en social konstruktion, som meget vel kunne have set anderledes ud.
Din indvendig forudsætter, at etableringen af et ‘bør’ er en subjektiv smagsdom. Det er vel ikke helt trivielt, at det er tilfældet.
Begrebet erkendelse er selvfølgelig socialt konstrueret, men er selve erkendelsen? Det forekommer mig mest af alt at være et dogme i store dele af nutidig filosofi.
At opgive sandheden for filosofien er så komplet en revidering af filosofi, at det er en elimination. Misforstå mig ret, dit projekt er selvfølgelig helt legitimt. Men hvorfor kalde *det* filosofi, når nu vi har 2000 års tradtion for at kalde noget andet – søgen efter sandhed og viden – filosofi? Jeg forsøger at forstå dig her. Hvad er det, ‘legen’ skal til for, hvis ikke en sandhed? Er den mål i sig selv – og hvorfor det? Med andre ord: *Hvorfor* er det det ekscentriske, flugtvejen fra centrum, legen, der nu skal definere vores praksis?
Søren E
28. juli 2008 at 11:43
@Christian: Tak for dit blogindlæg – det er altid rart med lidt opmærksomhed! :-D
Stokbro: Louise formulerer først en definition, som hun efterfølgende gør til et moralsk krav med et “skulle gerne”, dvs. filosoffer bør være logisk og rationelt ræsonnerende.
Jeg kan ikke se, hvordan min definition af en filosof har et moralsk krav. Jeg har lavet en definition af, hvad JEG mener, kvalificerer en person til at være filosof. Moralske krav er for mig noget universelt – det har jeg aldrig påstået, at mine krav skulle være.
Stokbro: Skønt hun fremsættet et krav om rationalitet, overskrider hun det selv ved at gøre det subjektive til udgangspunkt for en smagsdom… Hele det ovenstående citerede argument er præget af “personlig overbevisning”.
Sjovt, at du tager udgangspunkt i mig! Hvem har mon påstået, at jeg skulle være filosof? Men det er helt korrekt, at min tekst er et udtryk for min personlige overbevisning, hvor har jeg skrevet, at det skulle være andet?
Stokbro: Hvad om Kant blev sat til side og Baumgartens æstetiske filosofi fik taletid? Hvad om legen blev legitim? At vi ikke skal lede efter sandheden i galeanstalten, men “blandt mennesker” – det sociale som forsøgsstation. Hvad om det i det hele taget ikke handlede så meget om sandheden, men om lokaliteter. Filosoffen skal ikke være frigid, men kreativ. Det er ikke “argumentationen”, det drejer sig om, men det ekscentriske, flugtvejen fra centrum – eller bare legen.
Ha ha.. det er nogle interessante tanker, som du her formulerer. Men jeg forstår ikke helt, hvorfor du mener, at legen per definition må være i opposition til mine krav?
Stokbro: Jeg fik på puklen over, at jeg sagde jeg legede på min blog.
Hvem mon du hentyder til her? Jeg har i hvert fald ikke kritiseret dig for at lege!
Stokbro: Men det er det, det er: en leg – det latterlige – modstanden mod sokratiske centrer. Ånden som frigid frygt for sammenblandingen af det subjektive og erkendelse. Når alt kommer til alt så er begrebet erkendelse en social konstruktion, som meget vel kunne have set anderledes ud.
Skal det forstås som et argument imod eksistensen af en objektiv sand erkendelse? Erkendelse er muligvis i en vis grad socialt konstrueret, men det er virkeligheden (som erkendes) jo ikke. Og ja, naturligvis kunne alt have set anderledes ud, men det betyder vel ikke, at intet kan være sandt – blot fordi muligheden eksistere for, at det kunne have været anderledes.
Søren: Misforstå mig ret, dit projekt er selvfølgelig helt legitimt. Men hvorfor kalde *det* filosofi, når nu vi har 2000 års tradtion for at kalde noget andet – søgen efter sandhed og viden – filosofi? Jeg forsøger at forstå dig her. Hvad er det, ‘legen’ skal til for, hvis ikke en sandhed? Er den mål i sig selv – og hvorfor det? Med andre ord: *Hvorfor* er det det ekscentriske, flugtvejen fra centrum, legen, der nu skal definere vores praksis?
Her er jeg vist ret enig med Søren, så derfor vil jeg også meget gerne høre dit svar på de fire spørgsmål, som jeg her har citeret Søren for. Specielt vil jeg gerne høre din begrundelse for, hvorfor legen ikke kan have et videnskabeligt formål?
Louise
28. juli 2008 at 13:37
@ Søren og Louise
” Men hvorfor kalde *det* filosofi, når nu vi har 2000 års tradtion for at kalde noget andet – søgen efter sandhed og viden – filosofi?”
De 2000 års tradition, som du nævner Søren, er kun én side af sagen, det er en valgt tradition, hvis legitimitet består i at have overtalt til en tradition. Der er Sokrates på den ene side, og så er der ’Socrates gone mad’ på den anden. Når Platon definerer mennesket som et nøgent dyr, der går på to ben, så præsenterer Diogenes akademiet for en plukket hane – ecce homo. Probemet er i al sin banalitet at filosofitraditionen, den herskende, blot er et udgangspunkt, tog vi udgangspunkt i Diogenes ville vejen til og erkendelsen i sig selv se anderledes ud.
Men selve modstanden mod traditionen er et hovedtræk ved subjektet og dermed den moderne historie. Eller: ved den moderne historie, moderniteten, og dermed subjektet. Er det et spørgsmål om hele tiden at subjektivisere sig? Leibniz definerede en anden form for rationalitet, men Descartes og Kant definerede det menneske vi kender i dag. Diogenes, Leibniz, Baumgarten, Nietzsche osv. tilbyder et andet udgangspunkt; en alternativ rationalitet, der medtænker det irrationelle. En ekscentrisme.
Det er ikke et spørgsmål om *hvorfor* vi skulle kalde noget andet filosofi, det er nærmere et spørgsmål om, hvordan vi kan tillade os at lade være. Det er den ekscentriske tanke.
”Hvad er det, ‘legen’ skal til for, hvis ikke en sandhed?”
Vi kunne vende spørgsmålet om: Hvad er det, ‘sandheden’ skal til for, hvis ikke en leg? Dit spørgsmål definerer sandheden som udgangspunktet, fordi du definerer din praksis ud fra en tradition. Hvad om praksis havde andre mål? Jeg mener, sandheden er en logiko-metafysisk for-dom. For at vi kan definere sandhed som vores udgangspunkt, må vi definere *hvilken* sandhed, vi taler om, hvilken tradition, vi ønsker at udgå fra. Det efterfølgende spørgsmål er, *hvorfor* vi vælger denne eller hin tradition for sandhed og erkendelse.
Jeg har stor respekt for Abgrund-folkets negative dialektik og zizekianerne/lacanianerne på CVA. De repræsenterer, for mig at se, den kritiske tanke, der er levedygtig, der er filosofisk – derfor er det vigtigt at kritiserer dem, når de bliver henholdsvis centriske og ideologiske.
”Er den mål i sig selv – og hvorfor det?”
Hvorfor tale om mål? Kunne den ikke være bevægelse? Målet er defineret på forhånd ud fra et sigte, bevægelsen, som f.eks. dansen, er i sit reneste udtryk bare dans. Barnet, der leger, er optaget af legen, af det at finde på, udforske – uden mål og med.
”*Hvorfor* er det det ekscentriske, flugtvejen fra centrum, legen, der nu skal definere vores praksis?”’
Det ekscentriske er det kritiske udgangspunkt, der på én gang accepterer det finale og forsøger at decentrere sig i forhold til det. Sandheden er ikke sandhed og erkendelse ikke erkendelse, når den udgår fra et centrum, men derimod et dogme – en (lille) mening.
stokbro
28. juli 2008 at 20:54
Med hensyn til legen: Når vi tager udgangspunkt i filosofiens 2000-årige tradition, så tager vi også udgangspunkt i en række allerede formulerede sandheder, (er)kendte erkendelser, dvs. vi bevæger os uvægerligt inden for rammerne af det allerede kendte. Derfor er metafysikkritikken og det ekscentriske vigtigt, som en leg med et splitsekund af fremtiden. Legen er dette formålløse og frit fabulerende rum, hvori *nye* erkendelser eller retninger for erkendelserne kan findes og formuleres. Derfor vigtigheden af den legende kreativitet og derfor vigtigheden af at finde alternative traditioner.
stokbro
29. juli 2008 at 13:43
Hey Stokbro – så er der vist dømt paradigme-clash. Men det skal jo ikke forhindre os i lidt kommunikation… :O)
Først en korrektion: Jeg definerer ikke sandheden som udgangspunktet, men som filosofiens mål, altså dens ideelle resultat. Og jeg vil på ingen måde sige, som du antyder, at praksis ikke kan have andre mål. Selvfølgelig kan den det. Men det er jo dig, der ekskluderer sandhedssøgen som filosofiens praksis, ikke mig der ekskluderer legen. Sandhed er ikke et mål i sig selv i min bog, men derfor kan den stadig være godt for noget (meget).
Fair nok, at du mener, at sandhed er en logico-metafysisk fordom. Jeg forstår bare ikke, hvorfor du mener det og vil gerne åbenbares herom. Hvis det handler om, at den ’etablerede’ metafysiske tradition med deres sandhedskrav blot har etableret magtinstrumenter, så er det jo blot argument for, at de ikke fandt (hele) sandheden, hvorfor vi generelt må være skeptiske og kritiske overfor mennesker, der fortæller, at de har fundet den. Det er vel ikke et argument med selve denne sandhedssøgen?
Du skriver – igen ikke helt trivielt – at den etablerede filosofiske tradition for sandhedssøgen *blot* legitimerer sig ved ’overtalelse’. Du forudsætter, at det er tilfældigt, ’blot et udgangspunkt’, at vi læser mere Platon end Diogenes. Det kunne jo også forholde sig således, at Platon har fat i en ’længere ende’ – eller (gisp!) er tættere på sandheden. Du synes at reducere sandheds-søgen til den blotte overtalelse af en tradition. Vi er selvfølgelig alle præget af traditionerne, men for det første kan vores kritiske praksis jo netop overskride traditionernes dogmer (ellers *var* der ingen udvikling i tænkningen), og for det andet siger det at have ’overtaget’ en traditions praksis intet om indholdet – legitimiteten – heraf. Hverken positivt eller negativt. Det er et fokus væk fra sagen, en ad hominem (man angriber traditionen bare fordi, den er tradition, ikke fordi den er gal på den).
Selve modstanden mod den filosofiske tradition er ikke bare hovedtræk ved ’den moderne historie’ – den er et hovedtræk ved filosofien selv (og særligt den moderne). Den er udtryk for filosofiens anti-dogmatiske, kritiske indstilling. Ikke bare Diogenes, Leibniz, Baumgarten og Nietzsche tilbyder andre udgangspunkter. Det gør Spinoza, Hegel, Husserl og Quine eksempelvis også. Men det er jo ikke ensbetydende med, at filosofiens moderne historie blot er et spørgsmål om at subjektivere sig – i betydningen at vælge et *tilfældigt* udgangspunkt eller mål.
Netop at tænkningens og (andre) handlingers normative udgangspunkter og mål skulle være tilfældige, synes at være gennemgående for din position. Hvordan kommer du frem til det? Det metafysikkritiske og den legende kreativitet er vigtige foretagender. Men *hvorfor* er de vigtige? Det er da fordi, Metafysikeren så ofte tager fejl i sin stædige lukken-sig om sig selv. Det er dogmatikken, vi skal til livs, ikke sandhdssægen i sig selv. Hvis ” *nye* erkendelser eller retninger for erkendelserne” alligevel er dit ’mål’ eller ’resultat’, er det så ikke meningsløst samtidig at skrive, at din praksis er formålsløs?
Du skriver: ”Det er ikke et spørgsmål om *hvorfor* vi skulle kalde noget andet filosofi, det er nærmere et spørgsmål om, hvordan vi kan tillade os at lade være. Det er den ekscentriske tanke”.
Jeg kan simpelthen ikke følge denne pointe: Din position behøver ikke at ’retfærdiggøre’ sig, men min kan ikke tillade sig selv andet end at omdefinere sig til din? Du må lige hjælpe mig her, måske misforstår jeg… Er det fuldstændig ligegyldigt, hvor vi bevæger os hen? Hvordan vi leger? Det forekommer mig underligt som en ligegyldighed over for verden. En romantiseren over en bestemt praksis, legen, der ikke tager praksis’ virkning (eller funktion) seriøst, en laissez faire, simpelthen. Jeg elsker også at lege. Men hvis det er tændstikker på en tankstation, jeg leger med, så må jeg have legens virkning i betragtning; virkningen for min praksis er ikke ligegyldig. ’Bevægelsen’ er ikke selv-legitimerende. Når jeg spørger til, hvorfor din position skal definere vores tankevirksomhed, så vender du spørgsmålene om. Det er selvfølgelig en måde at påpege, at min position må retfærdiggøre sig selv – men det er vel også en belejlig måde for dig selv at undgå at legitimere din praksis? Hvordan definerer du ’centrisk’? Dogmatisk? Falder du så ikke selv i fælden, når du ikke vil begrunde, hvorfor legen er ’den gode’ praksis? Du vil gerne lege, fair nok. Men der må være en grund til, at denne praksis er bedre i dine øjne end sandhedssøgen? Der må være grund til, at den ’rene bevægelse’ er bedre end sandhedssøgen i din bog? At legen er ‘formålsløs’ er ikke et svar herpå, men gentager blot problemet.
”Jeg har stor respekt for Abgrund-folkets negative dialektik og zizekianerne/lacanianerne på CVA. De repræsenterer, for mig at se, den kritiske tanke, der er levedygtig, der er filosofisk – derfor er det vigtigt at kritiserer dem, når de bliver henholdsvis centriske og ideologiske”
Jeg er jo fuldstændig enig. Men jeg forstår ikke, hvad det har med sagen at gøre?
Tilllad mig at citere fra Abgrunds beskrivelse af dem selv: “Enhver subversiv praksis forvandler sig til et totalitært dogme i samme øjeblik den indlejres i en rigid positivitetens frigørelsesromantik. Den modsatte position, en gennemført relativisme, rummer imidlertid lignende problemer. Den hypostaserer negativiteten og genererer blot endnu en absolutistisk dogmatik: en sløret positivitet, den alternative, statiske lov om at anything goes.
Falder din filosofikonception ikke ind under den sidste kategori?
MVH
Søren E
30. juli 2008 at 11:59
Først et par begrebsdefinitioner:
DOGMATISK af græsk *dogma*, der betyder mening, men ser vi bort fra det fagterminologiske begreb dogmatik (selvom det religiøse ved meningsholderen (ideologen) også kan regnes med), så klinger der helt andre toner i det dogmatiske.
DET CENTRISKE betår i ethvert udgangspunkt, ethvert centrum, som ikke også indeholder sin egen ophævelse, som altså bliver sandhed eller dogmatik, det er ideologernes primus motor, f.eks. danskheden for DF. Men igen kan jeg henvise til Burkes retoriske katalog over afgangs- og endepunkter. Begrebet dannede jeg, og jeg er sikkert ikke den eneste, i opposition til ekscentrikeren – og ikke omvendt.
Når jeg i det ovenstående taler om filosofitraditionen, som en tradition, man er blevet overtalt til, så er det (selvfølgelig) en skrap forenkling, men der er uden tvivl et overtalende element i skabelsen af en tradition. Diogenes, der skider på torvet og kalder et tempel for sit hjem, er for mærkelig for de store mængder, og han var aldeles fremmed for akademiet. Narre er sjældent comme il faut omend de er nødvendige ved hoffet. Måske ikke så meget ved sine sandheder, som ved sin form, der stod i fuldstændig opposition til fornuften.
Vi befinder os sjældent *i* en tradition, vores øjeblikkelige nutid er hele tiden defineret af et virvar af teorier, afgangspunkter, sandheder og epistemologier (osv.). I det virvar navigerede Platon bedst og omfattede mest med sin revolutionerende idélære i forhold til Diogenes. Jeg siger i den sammenhæng heller ikke, at Spinoza, Hegel, Husserl og Quine ikke skulle være lige så legitime, men derimod at jeg har valgt et momentum, der tager udgangspunkt i kroppen, begrebet, teksten – i modstanden mod den holdte sandhed. Dét er også grunden til, at jeg fremhæver legen og ekscentrikeren, fordi de begreber (sammen med lokaliteten) er centrale (sic!) i min forståelse af filosofien som provisorisk.
Provisorisk! Det midlertidige – den midlertidige erkendelse, den midlertidige sandhed – i et og alt, dét er legens momentum, bevægelse. Det er deri, det ”formålsløse” ligger. Der er ikke defineret en horisont, givet et dogme; så meget mindre som at jeg leder med lys og lygte efter et sprog, jeg kan tænke i og med.
Anything goes, nej, dette feyerabendske mantra er mig i bund og grund ligegyldig, selvom jeg tror, at Feyerabend var dybere end hans quips dissemination tilkendegiver. Men der er stor forskel på, hvem der siger, anything goes; det giver sig selv. Men det er skønt, du fremdrager denne pointe fra videnskabsteorien, fordi alle mine udsagn godt kan føje sig ind i den tradition, for den læser, der vil det, så modsiger min bloghistorie den læsning. Mine udsagn legitimerer sig dels gennem dette, at jeg kastes videre i tanker fra et indlæg til et andet (uden at disse udsagn danner en (kausal)kæde), dels gennem det, at andre kastes ud i læsninger og tanker. Med andre ord: dissemination.
Skal min tradition ikke retfærdiggøre sig? I høj grad det modsatte. Alt skal til enhver tid legitimere sig gennem sin praksis. Ja, vel er begrebet alment, det *kan* jeg ikke komme udenom, så gerne jeg end ville, men det kan først komme til udtryk i det særskilte – hvorvidt der er en dialektik mellem det almene og det særskilte har jeg ikke fundet ud af endnu, dvs. jeg ved endnu ikke om jeg kan acceptere en sådan dialektik, men det trækker i mig. Dermed må jeg revurdere min ”tradition”, genlæse mine filosoffer.
Jeg har lige nu ikke overblik til at svare på mere.
stokbro
31. juli 2008 at 20:34
“Netop at tænkningens og (andre) handlingers normative udgangspunkter og mål skulle være tilfældige, synes at være gennemgående for din position. Hvordan kommer du frem til det?”
Jeg følger i mangt og meget Nietzsche; han kritiserer (vist nok i Afgudernes ragnarok) videnskabsmandens og filosoffens tro på den kolde, beregnende fornuft, hvor man ved hjælp af kausalkæder finder frem til denne eller hin viden. Omvendt siger Nietzsche, og det er jeg enig med ham i, at alt det, der præsenterer sig sådan, er hemmeligt tvunget (altså på et ubevidst plan) af de instinkter et menneske har.
Sagt på en anden måde, det normative i vores liv er normativt af en grund, som skal findes i måden hvorpå det gavner vores eget begær. At vi kalder det ‘nødvendigt’ er en måde, hvorpå vi tildækker vores eget begær, fordi vi i bund og grund ikke ønsker at genkende os selv i det. Filosofiens historie, er for en stor dels vedkommende, historien om tildækningen af vores begær, kunne man måske hævde.
Med hensyn til f.eks. Platon, så tvivler jeg stærkt på, at det hænger sådan sammen (altså at han skulle have fat i den lange/længere ende). Lad os forestille os en række værker fra antikken, de overleverede værker beror ikke på deres sandhedsværdi, men på at nogen har haft en interesse i at give det ene værk videre frem for det andet; vores tradition er defineret ved en anden tids særinteresser. Vores tradition er med andre ord ikke givet med graden af sandhed i et værk, men med konkrete personers særinteresser. Det er ikke sandheden i værket, der bevarer det, men den faktiske håndtering af værket – og det er to meget forskellige modi.
stokbro
2. august 2008 at 8:06
[...] Nietzsche, Om bloggen, Retorik, Strategier, Æstetik by stokbro på august 3rd, 2008 Det provisoriske som udgangspunkt for epistemologien begrunder sig i det særskilte, hvilket vil sige, at det [...]
Benkasse « Stokbros blog
3. august 2008 at 12:06