Benkasse
Det provisoriske som udgangspunkt for epistemologien begrunder sig i det særskilte, hvilket vil sige, at det særskilte altid allerede er defineret i forhold til den lokale struktur, det opdages inden for (jf. begrebet lokalitet). Tanken har linjer tilbage til Heraklit, men i et nyere perspektiv også til Nietzsche, for hvem viljen til magt er ensbetydende med fortolkningens evne til at lade det særskilte udfylde fortolkningsrummet – dvs. lade det særskilte blive fortolket udenom alle skjulte kvaliteter (qualitas occulta).
Quid enim est abstraction, si iactura non est?
Ovenstående kan uddybes yderligere, hvis man vender blikket mod æstetikkens fader, Baumgarten, for hvem abstraktionsprocessen altid betød et tab af materiale, dvs. at i abstraktionsprocessen indsnævrer fortolkningsforsøgene sig i stigende grad over mod én tolkningsmulighed. Baumgarten bruger billedet af stenblokken, der hugges til, indtil en perfekt kugle er tilbage (den logiko-metafysiske sandhed).
Fordi det særskilte til enhver tid indtager en lokalitet (danner den), så vil erkendelsen, der kan udledes heraf, kun være provisorisk, hvis ikke man ønsker at inddrage en metafysisk overbygning i ens argumentation.
Det er ikke sådan at forstå, at de metafysiske fortolkningsstrategier ikke kan have sin berettigelse, men det bliver en anden erkendelse. Man kan stoppe op ved den konklusion, eller man kan begynde at motivanalysere mit henholdsvis dit begær. Jeg vælger ikke sandheden, fordi den er sand, men fordi den gør mit begær sandt. Det betyder heller ikke, at everything goes, for den, der vælger, vælger med nødvendighed.
Skåret ind til benet kan min tanke skrives ned til en blanding mellem agenter: det særskilte (partikulære) og det socio-psykologiske (retorikken). Det, der måtte komme ud af det, må derefter legitimere sig æstetisk.
