Dubos og det sociale
At det er i Tyskland og ikke i f.eks. Frankrig, at æstetikken, med dens reformatering af forholdet mellem det rationelle og irrationelle, opstår skyldes bl.a. Jean-Baptiste Dubos (1670-1742), der med sin socialt orienteret filosofi helt afmonterer smagsproblematikken i Frankrig. Hvor traditionen udgående fra Descartes, bl.a. Nicolas Boileau (1636-1711), forkastede følelsen til fordel for perspicuitas, den rationelt gennemlyste tanke (det gennemsigtige menneske), der anerkender Dubos følelsen om ikke som et erkendelsesmiddel, så i hvert fald som noget med en egen værdi og uafhængig af fornuften. Det er én ting, men det egentligt nye og det, der gør, at smagsdebatten ophører, er, at Dubos vender blikket væk fra epistemologien og metafysikken og i stedet fokuserer på det sociale.
Når et billede berører os og vi finder det godt, så er det netop fordi, det berører os, at vi finder det godt. Punktum. Efterrationaliseringerne er lige præcis det: eftersendte forklaringer, der ikke lægger noget til den oprindelige oplevelse. Alfred Baeumler beskriver Dubos’ position i Das Irrationalitätsproblem in der Ästhetik und Logik des 18. Jahrhunderts bis zur Kritik der Urteilskraft
Zweck der Kunst ist uns zu rühren; ein Gedicht oder Gemälde, dass mich nicht bewegt, ist auch nicht gut. Was mich ergreift, sagt mir aber das Gefühl, nicht der Verstand. Daher sagt uns das Gefühl, ob ein Werk seinen Zweck erreicht, nicht der Verstand, der die Vollkommenheiten und Mängel ausrechnet. (s. 50)
Dubos postulerer altså ikke, at fornuften ikke har sin berettigelse, men den kan kun have sin berettigelse som begrundende eftertanke – ikke som ordo cognoscendi.
Men hvis det er skønt, som berører dig henholdsvis mig, så må det skønne som sådan være det, der berører de fleste. Dette er fremført i en tid, hvor de fleste, der er på tale, bestod af dele af det bedre borgerskab og byadelen, altså dem, der udgjorde le parterre eller som Habermas døbte dem: den borgerlige offentlighed. Det vil sige, at det publikum, Dubos har i tankerne, er den kulturelle elite, han advokerer ikke for et kulturindustrielt succeskriterium, som vi kender det i dag. Vi kan inddrage Roman Jakobsons tanke om, at “any [synchronic] stage discriminates between more concervative and more innovatory forms.” (fra Linguistics and Poetics). ‘Discriminates’ er nøgleordet; der skelnes til enhver tid mellem bevarende og fornyende former, hvilket, taget ud af sin sammenhæng og indført i Dubos’ tanker, betyder, at en kulturelite definerer de strukturer, der gør det muligt at definere god eller dårlig kunst. Kunsten har ikke nogen ontologisk eller metafysisk kvalitet, den har end ikke et rationelt potentiale, men er alene givet ud fra vores umiddelbare følelser.
På Dubos’ tid gav det sociale sig med den borgerlige offentlighed, med le parterre; den sociale orden han skrev sig op imod var defineret ved et læsende salonpublikum, hvorfor den sociale virkelighed, der gav de bevarende og fornyende former skulle findes i salonkulturens publikum, det dannede publikum. At Dubos ikke ligger langt fra Jakobsons tanke fremgår af, at når det er skønt, som berører mig, så er det skønne det, der defineres som sådan i det sociale, dvs. den sociale skelnen.
Dubos erklærer med sin publikumstanke, at ikke al smag er ens, at den er individuel, og at kultureliten definerer de rammer hvor inden for individet kan navigere smagfuldt.
