Det hvorom man ikke kan tale, om det må man tale
Det frygtelige ved at miste sproget (en afvikling fra oktober 2002 til oktober 2007) er, at man så først låses uhjælpeligt fast i sproget, men nu med en utålmodighed, der veksler mellem hysteri og apati, men begge definerer de objektet for deres begær som liggende uden for den genstand, der helholdsvis overdetermineres (i en forskudt genstand) og følelsesmæssigt underdetermineres; heri ligger lige præcis fortolkningens mulighed, der næsten altid vil slå om i paranoikerens kontrolinstanser – for at generobre sproget inden for visse rammer. Sproget, og dermed erkendelsen, etablerer således konstant sin egen forhindring, der, hvis man skal tro autoriteterne, gør sproget og erkendelsen mulig, men det placerer vel også netop sproget (og erkendelsen) i det fremmede ‘Es‘: jeg erkender altså ikke gennem sproget, men erkendes ved hjælp af sproget. Af hvem/hvad? Det fremmede, ‘das Es’. Begæret er utilfredsstillet, fordi det kun kan forløbe i sproget, men heri defineres det hele tiden af ‘das Es’. Begæret kan sidestilles med Nyarlathotep: det er enten en blind, idiotisk guddoms budbringer eller det det, hvorom alt andet drejer, hysterisk – apatisk, men i så fald netop som forhindring.
[...] som det reelle begæret retter sig mod, dermed bliver sin egen hindring (mulighedsbetingelse), jf. min tidligere post), hvilket igen betyder, at magien italesætter sin egen hindring, men i den hindring udpeges det [...]
Det reelle, Lacan og Crowley « Stokbros blog
12. august 2008 at 15:06
[...] den ene eller den anden måde har skulle forholde mig til den. Det har jeg allerede gjort en gang her. I oktober udkom den ekstatisk ventede, men som månederne og årene skred frem, blev den en stadig [...]
Overvejelser omkring Kerygma « Stokbros blog
24. september 2008 at 18:33