Vores fækale virkelighed
Adorno skriver i Minima Moralia, at hvor det kliniske, de hvide fliser er, hersker fækalierne, hvilket i går fik mig til at overveje muligheden af, at vi lever i en ikke informationsteknologisk alder, men en fækal alder. Der findes utrolig mange reklamer for rengøringsrelaterede midler (f.eks. Cillit Bang, Swiffer og Ajax) og dertil kommer de reklamer, der relaterer sig til den personlige hygiejne, f.eks. Libresse og Always, hvoraf sidstnævnte bl.a. skriver, at de har “udviklet den nye Always Ultra Fresh med en svag frisk duft”, og husker jeg rigtigt er der også en hygiejnebindsproducent, der reklamerer med noget i retning odour-control eller anti-odour – kvinder lugter altså, når de menstruerer (og her taler vi ikke om den faktiske lugtforskel p.g.a. hormoner, men om en lugt, der er forbundet med manglende renlighed, at menstruere er med andre ord urent). Men nu er der også kommet (endnu) et hånddesinfektionsmiddel med antibakteriel virkning (husker ikke navnet). P4-Syd kan i den forbindelse meddele, at “Danskere desinficerer sig som aldrig før“. Velkommen til vores fækale virkelighed.
Vi er blevet hysteriske med renlighed forstået på den måde, at vi overdeterminerer betydningen af renlighed, sådan at det kommer til at betyde, at noget skal være sterilt for at være rent. Det vi har af-ført os, sniger sig ind på os, så vi må desinficere indtil alt står tindrende hvidt som en operationsstue eller en slagtehal, indtil kun det almene er tilbage, det, der er fjernet fra alt af-ført.
Reklamerne sælger ikke primært produkterne på, at de skal gøre rent, men at de gør dit hjem, toilet eller tænder skinnende blanke (sparkling), bindreklamerne henvender sig ikke til den syge kvinde, men den almindelige menstruerende kvinde, med en konklusion om at ‘du lugter’. Det hånddesinficerende middel henvender sig til seeren med den ængstelige konklusion: jeg kunne blive syg. Omdrejningspunktet er hele tiden det, der forøger paranoikerens bevægelsesmønster: kontrol (fordi virkeligheden er uoverskuelig).
Det fækale er det, vi ikke kan få i tale, uden at vores virkelighed bryder sammen, det er det ikke-hjemlige (das Unheimliche), hvorfor det er uhyggeligt, fordi det truer en på ens eksistens, dvs. ens forståelse. Igen: det drejer sig ikke om hygiejne over for manglende hygiejne, men om en social struktur, der blotlægges i reklamerne (de berørte produkters faktiske kvalitet ufortalt). I det fækale samfund kan det af-førte heller ikke komme til udtryk, hvorfor det vender sig til almene renlighedsstrukturer som f.eks. ‘danskhed’, der virker som overdeterminant i det postpolitiske rum – dvs. det henviser netop ikke til en forestilling om la patrie, ikke til en idealitet i det borgerlige (det politiske per se). Det fækale afslører sig i paranoikerens prædisponering for folkemord – i udrensningen af det fremmede – i den kolde afvaskning, hvor kun det målbare kan have værdi, fordi det er kontrollabelt.
Det fækale samfund er et samfund uden det underbevidste, uden sprog. Derfor er det så snakkesaligt og derfor sætter det underbevidste sig så meget desto stærkere igennem.
