Kroppens filosofi (Askepot) #1
Man tilskriver traditionelt begreberne filosof og filosofi den tidlige græske matematiker, Pythagoras, der levede i det sjette århundrede f.v.t.. Begrebet filosof kommer til at danne opposition til et andet begreb, sofist (sophistes), der på den ene side kunne hentyde til den tidlige græske polis’s seere og profeter så som Orfeus, men i en anden betydning refererede til sofisten som en vismand i betydningen, som vi kender i dag i begrebet økonomisk vismand eller simpelthen hen ekspert. Hverken Platon eller efter ham Aristoteles brød sig synderligt om disse eksperter, der tog sig betalt for deres undervisning. Men hvem var sofisterne? At tale om sofisterne som en samlebetegnelse, som man taler om eleaterne, er en grov forenkling og ville svare til, at man talte om og kritiserede filosofferne (under et). Der var dog lighedspunkter de enkelte filosoffer imellem, f.eks. mente de fleste sofister, at diskussioner om verdens og tingenes indretning skule basere sig på sansningen uden at henvise til en sand eller virkeligere verden hinsides fænomenverdenen. Argumentationen måtte altså basere sig på det faktiske. En af hovedårsagerne til, at Platon og Aristoteles forkastede sofisterne var, at de på deres side forkastede en transcendent virkelighed; altså, ræsonnerede Platon og Aristoteles, søger sofisterne ikke efter sandhed, og altså er de ikke filosoffer. Men sofisterne søgte efter sandheden, de eftersøgte den bare i retorikken, lingvistikken, grammatikken, etikken, matematikken, politikken og samtidig hermed arbejdede de kritisk reflekteret inden for litterær analyse og kritik. F.eks. fremkom der vægtige sofistisk kritikker af moral, hvor der opstilledes en dikotomi mellem natur og konvention; vores moralske virkelighed kunne altså være anderledes og er ikke en statisk, én gang åbenbaret sandhed, men derimod knyttet til tid og sted. Dette betød, at verden blev mangfoldiggjort i fortolkninger, og i stedet for at anskue dette som en mangel ved verden, fandt bl.a. Protagoras (jf. homo mensura-sætningen), Gorgias og Hippias dette som endnu en del af verdens faktiske tilstand.
For såvel Platon som Aristoteles tog erkendelsen sig anderledes ud, som en erkendelse af substantielle sandheder. Den var ikke først og fremmest knyttet til sansningen, men derimod foreskrivende i forhold til sansningen. Aristoteles fremskriver en skelnen mellem kontingente og substantielle sandheder, hvori de kontingente sandheder er underordnet de substantielle. I Metafysikken (1007a) skriver han, at hvis alle udsagn alene fremsiger det accidentielle (kata symbebekos), så vil der ikke være noget første udgangspunkt (katholou), hvilket kan tjene som det kritiske udgangspunkt for opgøret med sofisterne; sandheden skal nemlig ikke søges i den sansede virkelighed, men derimod i en transgressiv semantisk virkelighed, der er definitorisk opbygget i en skelnen mellem ligheder og forskelle. Hvor sofisterne forholdte sig til en flertydig verden og dermed også til en flertydig erkendelse og i forlængelse heraf en i bedste fald provisorisk sandhed, der opstiller Aristoteles det idealistiske krav, at sandheden og erkendelsen, for at der kan være tale om sandhed og erkendelse, skal være entydige. Der går altså noget forud for sansningen (1010b), hvilket er den semantiske orden af ligheder og forskelle, som blev nævnt før. Denne semantik var definitorisk, der betyder, at den kategoriserede verden ud fra definitionen, og det betyder at verden blev kategoriseret ud fra forestillingen om en enhedslig og primær substans (ousia). Det substantielle (ousia) er det første udgangspunkt (katholou); definitionen er det substantielle begreb, der indeholder forskellen. Udover at vi her har med en exceptionelt raffineret semantisk baseret erkendelse at gøre, får vi også inkorporeret forestillingen om begrebet som noget primært i den filosofiske erkendelse, dvs. at for at vi kan tale om erkendelse, må vi tale om en substantiel erkendelse, som sansningen er underordnet; fordi erkendelsen er givet semantisk får det generiske1 begreb status af sandhed. Platon og Aristoteles viderefører på hver deres måde den pythagoræiske dualisme, hvori skelnes mellem det forgængelige og det evige, kroppen og den ræsonnerende ånd (fornuften). Det betyder, at filosofisk tænkning primært har været rationelt orienteret, men også at kroppen, sansningen, det æstetiske som sådan, er blevet forfordelt.
Begrebet filosofi betegner et skisma i tænkningen (Pythagoras) og en bevægelse over mod en primært abstrakt tænkning (Platon og Aristoteles), der er opbygget på en orfisk orienteret frelsesreligion, hvori kroppen og det forgængelige skal renses gennem ritualer, således at den enkelte kan forene sin udødelige sjæl med kosmos – det kontrollerede over for det ukontrollable. Anlægger man et diakront perspektiv på dette skisma, så betegner det, med et deleuziansk begreb, paranoikerens indtræden på erkendelsens scene. Det, der således kan begribes, kan kontrolleres og sættes på begreb, hvorfor det er sandt for paranoikeren. Heroverfor stod sofisterne, hvis ekspertise var forbundet med en evigt foranderlig verden, men netop fordi de forholdt sig til verden med alle dens uoverensstemmende fænomener og ikke til en transcendent virkelighed, som man kun kunne forenes med gennem ånden, blev de lagt for had som demagogiske retorikere. Dette var ikke en filosofisk, men en religiøst betinget intellektuel forfølgelse.
