Ofre
Ofre. Vi lever i ofrets århundrede, siger Henrik Jensen, og det er vist samme mand som foreskrev kuren: faderfigurer, rigtige mænd eller simpelthen et andet slags overjeg. Det kan være at befolkningerne siden Første Verdenskrig har anskuet sig som ofre, i hvert fald er der en tendens til at være særligt interesseret i fortællinger, der er vinklet ud fra den diffuse forestilling om en offertypologi (med den selvfølgelige refleksivitet indlejret, der gør det muligt at lege med typologiens normer).
En ting er de fortællinger, der er vinklet ud fra David/Goliat-strukturen (jf. diverse forbrugerprogrammer, der ser det som sit mål at fange skurken), men en anden er den benhårde politiske retorik, der udfolder sig vildt og inderligt i blogosfæren, hvori danskheden er under belejring og skurken i ni ud af ti tilfælde er islamofascismen. Det er til tider morsomt at læse indlæg og kommentarer fra disse forfattere, da der er en særlig dikotomi på spil i deres retoriske vildskab: den mellem ofret og det krigeriske.
Det er som om denne islamofascismes kritikere, helt uden at blinke, på én gang har taget både herrens og knægtens retoriske arsenal i brug, men fra knægtens optik, fordi det netop er denne, der har det bemestrende håndelag, der er proaktiv. Ofret er en cromwellsk kriger – ubarmhjertig og med ofrets retfærdiggjorte raseri glødende i hvert eneste ord, der sendes ud mod det man, der er blevet iklædt det forhåndenværende fjendebillede.
Dette herre/knægt-retoriske offer er det af Nietzsche diagnostiserede slavemenneske, det sokratiske menneske, der mestrer teknikken og har indlært den gennem et glødende had. Ressentimentet er drivkraften. Fjenden er aldrig ligefor, men skjult (sløret). Derfor bliver den hellige kriger, det øjeplirrende menneske, paranoiker.
I en note i sin Det skrøbelige absolutte skriver Slavoj Zizek følgende (der kan tages ad analogiam):
De berygtede irakiske “masseødelæggelsesvåben” udgør endnu et eksempel på et objet petit a: de er en flygtig størrelse, der aldrig er specifikt beskrevet i empiriske termer, en slags MacGuffin fra Hitchcock, som forventes at ligge skjult på de mest uensartede og usandsynlige steder, fra ørkenen (hvad der forekommer nok så logisk) til kældrene i præsidentens paladser (hvad der virker lettere irrationelt, da så i tilfælde af bombardement af bygningerne vil kunne forgifte såvel Saddam som hele hans stab); de formodes at være opbevaret i store mængder, men bliver alligevel på magisk vis flyttet omkring af arbejderne; og jo mere de bliver ødelagt, jo mere allestedsnærværende og overordentligt magtfulde er de qua den trussel, de udgør, som om fjernelsen af størstedelen af dem igen på magisk vis skulle forøge restens destruktive potentiale – de kan som sådan per definition aldrig findes og er derfor så meget desto farligere …
Nietzsche nåede ikke personligt at diagnosticere islamofascismens kritikere i blogosfæren som slavemennesker drevet af ressentiment, men det er jo sket før, at en død mand tages til indtægt for lidt af hvert.
Identifikationen med David eller Goliath har det med at vende 180 grader i MSM.
Muslimer er enten en ”trængt minoritet” eller halvanden milliard mennesker, der alle til hobe tager det meget nært, når deres elskede pædofet bliver kritiseret.
At responsen i blogosfæren kan tage sig noget dobbelttydigt ud, bør derfor ikke overraske.
Hvis man ønsker at inddrage begrebet slavementalitet i forbindelse med islamofascismen og dens kritikere, kan man skrive sig følgende betragtninger bag øret.
Et populært dansk drengenavn som Abullah er en sammentrækning af abd og Allah. Det betyder Allahs slave.
Islam betyder underkastelse.
Skulle koranen opsummeres i fem ord, ville et oplagt bud – der faktisk forekommer ordret flere gange – være: ”Frygt Allah og adlyd sendebuddet.”
Angående ressentiment, kunne man pege på selvmordsbomberen, snarere end på kritikeren af dennes ideologi.
Angående den skjulte fjende var det nok oplagt at skele til Zions vises protokoller; verdenshistoriens største konspirationsteori, der – i lighed med Mein Kampf – går som varmt brød i store dele af den arabiske verden, og endda er dramatiseret, som Mellemøstens svar på matador.
Skal man finde sig en mere diffus fjende, må det være i slagordet ”Fight the power”, men det optræder betydeligt oftere på gadeplan end i blogosfæren.
Generelt er jeg positivt indstillet overfor generaliseringer, men ikke når de fremføres i skyggen af en andens autoritet, og desuden er meget mangelfulde angående empiri og hermeneutik.
Nietzsche fortjener en mere kvalificeret eksemplificering.
Sebastian
22. august 2008 at 23:20
Identifikationen med David eller Goliath
Læg mærke til parantesen: “(jf. diverse forbrugerprogrammer, der ser det som sit mål at fange skurken)” Jeg taler ikke udelukkende om islamofascismens kritikere – og jeg ved ikke engang hvad islamofascisme er, for blogosfæren synes at mene, at det både er selvmordsbomberen og den tørklædebærende (og derfor undertrykkende) kassedame/kvinde. og der er, skulle jeg mene, en forskel?
Generelt er jeg positivt indstillet overfor generaliseringer, men ikke når de fremføres i skyggen af en andens autoritet og Nietzsche fortjener en mere kvalificeret eksemplificering
Jeg er normalt ikke positivt indstillet over for generaliseringer. Den skygge du taler om, er det Nietzsche? Kunne det ikke i lige så høj grad være Zizeks skygge eller begges?
Mener du, jeg er ukvalificeret til at tale om Nietzsche? Begrund gerne; har jeg misforstået noget omkring Nietzsche, vil jeg meget gerne have rettet disse misforståelser.
Jeg anser iøvrigt ikke Nietzsche som nogen autoritet, i hvilke forhold skulle han være en autoritet? Jeg finder Nietzsche en spændende tænker, men det er næppe det samme.
Et populært dansk drengenavn som Abullah er en sammentrækning af abd og Allah. Det betyder Allahs slave.
Islam betyder underkastelse.
Er det en kritik? Vores ord religion kommer af det latinske religio, der såmænd betyder “udvortes Gudsfrygt” – det betyder også meget andet, men nu valgte jeg denne betydning, fordi det tjente min argumentation. Hvorom alting er, etymologisk baserede analyser er ikke per se valide for fortolkningen af det konkrete sagsforhold.
populært Hvor står det på listen over populære drengenavne? Populært er et ret diffust begreb.
deres elskede pædofet bliver kritiseret
Siger du Muhammed er pædofil? Eller siger du, han er profet for børn? Eller mener du noget helt tredje, hvad betyder pædofet?
Hvis man ønsker at inddrage begrebet slavementalitet i forbindelse med islamofascismen og dens kritikere, kan man skrive sig følgende betragtninger bag øret.
Du kommer aldrig rigtig frem til, hvorfor begrebet slavementalitet er forkert at bruge om den islamofascistiske kritiker.
stokbro
23. august 2008 at 9:39
Du spørger om du har misforstået Nietzsche, og lad mig bare i den forbindelse droppe en kommentar:
I Afgudernes ragnarok spørges der retorisk om Sokrates ville hævne sig.
Den eneste Sokrates med historisk substans er den Sokrates vi kender fra Platon: Den Sokrates forsvarer platons herremoral. Det er en herremoral, der har problemer med at befale naturligt, og som derfor legitimerer sig dialektisk. Det er i Nietzsches optik et forfaldssymptom, fordi dialektiken er et redskab man griber til af nød.
Men det bliver i den forbindelse vanskeligt at se hvorledes Platons Sokrates, hævner sig på herrerne, når det er deres legitimitet han forsvarer. Det er denne dobbelthed hos Platon og Sokrates som Nietzsche aldrig rigtigt bliver færdig med: på en gang et forfaldssymptom og samtidigt et forsøg på at redde aristokratiets autoritet.
Sokrates og Platon var ikke slaver, men de var i Nietzsches optik i det mindste dekadents: det ustyrer dem med træk fra det omtalte ressentiment, men gør dem ikke identisk med det.
Kristendommen er omvurderingen af de herreværdier som Platon forsøgte at bevare, og det er hos Nietzsche her man kan finde ressentimentet.
Per
Per
23. august 2008 at 11:20
Blogosfæren – noget af en generalisering i øvrigt – betragter den tørklædeklædte som undertrykt.
Det var Nietzsches skygge jeg henviste til.
Jeg mener du er ukvalificeret til at diagnosticere blogosfærens islamkritikere.
Navnet Abdullah er populært nok til at jeg selv har mødt flere, men arabiske navne står generelt flere steder på listen idet stavemåderne varierer kraftigt.
Pædofet henviser til at Muhammed både var pædofil og profet.
Begrebet slavementalitet finder jeg nu ganske velvalgt i forbindelse med den islamofascistiske kritiker.
Sebastian
23. august 2008 at 12:09
@ Per
Nietzsche blev hverken færdig med det sokratiske menneske eller den kristne/jødiske værdikonstruktion, fordi de, som udtryk for faktiske omvæltninger af andre værdisystemer, netop var udtryk for vellykkede omvurderinger.
I Afgudernes ragnarok sidestilles alle de store opdrættere og trænere: “Hverken Manu, eller Platon eller Konfutse, eller de jødiske og kristne lærere har nogensinde tvivlet på deres ret til løgnen. De tvivlede ikke på helt andre rettigheder … Udtrykt i en formel kunne man sige: alle midler, med hvilke menneskeheden hidtil skulle gøres moralsk, var i bund og grund umoralske.” (Menneskehedens “forbedrere” § 5, s. 63).
Dvs. Nietzsche i bund og grund sidestiller alle forbedrere (inkl. ham selv, hvis han skal være konsekvent). Omvurderingen kræver den store løgn. At de lykkes er for Nietzsche noget prisværdigt – uanset han måske er uenig i det, hvori de lykkes.
Du henviser, mht. Sokrates, formentlig til kapitlet “Problemet Sokrates”? Platon og Sokrates bliver her beskrevet som forfaldssymptomer og nedgangstyper (§ 2, s. 29). Der står også, at Sokrates ifølge sin herkomst tilhørte “det laveste folk: Sokrates var pøbel.” (§ 3, s. 30) og videre: “Med Sokrates slår den græske smag om til fordel for dialektikken: hvad er det egentlig, der sker her? Frem for alt besejres hermed en fornem smag; med dialektikken kommer pøblen ovenpå. Før Sokrates afviste man de dialektiske manerer i det gode selskab: de gik for at være dårlige manerer, de var afslørende.” (§ 5, s. 31).
Platon står ikke for en herremoral, og det er ikke den Sokrates overtaler til, i og med du siger sådan, vender du også lærer/elev-forholdet om. Ja, Platon var af aristokratisk afstamning, men med sine pseudodialektiske sofismer overtalte han (gennem sin Sokrates) til det, Nietzsche kalder for pøbel og dårlig smag.
Jeg har altså en smule svært ved at se, hvordan Sokrates nogensinde kan blive en forsvarer af herre-moralen. Men altså, det lavede ikke om på, at Nietzsche respekterede Platon/Sokrates – de lykkedes jo i deres forehavende. Ifølge Nietzsche.
Som du rigtigt nok påpeger, så er dialektikken et redskab, der anvendes af nød. Nietzsche skriver: “Man vælger kun dialektikken, når man intet andet middel har, [...] Den kan kun være nødværge i hænderne på sådanne, der ikke længere har andre våben.” (§ 6, s. 32). Det næste spørgsmål bliver, om de spørgsmål, der fremsættes i § 7 er ironiske og skal læses bejaende? I hvert fald finder jeg her noget, som jeg oplever helt analogt til islamofascismens kritikere og deres retorik: “Dialektikeren overlader det til sin modstander at bevise, at han ikke er en idiot [...]. Dialektikeren depotenserer sin modstanders intellekt.”
Sokrates og Platon var ikke slaver, men de var i Nietzsches optik i det mindste dekadents: det ustyrer dem med træk fra det omtalte ressentiment, men gør dem ikke identisk med det.
Kristendommen er omvurderingen af de herreværdier som Platon forsøgte at bevare, og det er hos Nietzsche her man kan finde ressentimentet.
Du bliver nødt til at fortælle mig hvordan Platon står for en herremoral. Er det din egen læsning eller henviser du, sådan som jeg har læst dig, til Nietzsche? Man kan godt diskutere, hvorvidt Sokrates/Platon er slaver hos Nietzsche, men Nietzsche beskriver i hvert fald Sokrates som en del af pøblen, og taler om Sokrates som dialektikkens fader, hvorved den fornemme smag blev omvæltet og værdierne omvurderet. Dvs. Sokrates/Platon opdrættede, for nu at bruge Nietzsches ord, slaver og slavementalitet. Dialektikken over intellektet. Videnskaben over kunsten.
Ja, de kristne/jødiske værdier var båret frem af ressentiment. Hvad vil det sige? En nag-følelse; inddrager vi lidt af det hegelske (herre/knægt-forholdet) kan vi måske sige, at behovet for anerkendelse er utilfredsstillet hos slaven, den, der drives frem af ressentimentet.
Afslutningsvist:
I Afgudernes ragnarok spørges der retorisk om Sokrates ville hævne sig.
Ja, ville han det? Som jeg læser Nietzsche, så er svaret ja. Dialektikeren depotenserer sin modstander, det gør Sokrates altså også, og det er Nietzsche der har fremhævet ordet depotensere. Han svækker og afkræfter de fornemme, men lykkes også kun i dette, fascinerer kun med dette og sin egen hæslighed, fordi den sokratiske tidsalder var en dekadent tid. Men han lykkes – derfor fascinationen af Sokrates.
Når jeg i det ovenstående indlæg taler om det sokratiske menneske (Nietzsche kalder det også det teoretiske menneske), så gør jeg det netop ud fra dets pseudodialektiske sofismer. Tilsyneladende skulle der være tale om kausale relationer, men der er snarere tale om en stærkt manipulerende retorik, der overlader bevisbyrden til kritikerens kritiker – det er de sokratiske dialoger en lærebog i.
stokbro
23. august 2008 at 12:55
Jeg vil ikke gøre mig uening med det meste af det du skriver, det er velargumenteret på visse præmisser. Men:
I Afgudernes Ragnarok kan man læse om:
Hvordan den “Sande verden” endelig blev til en fabel – historien om en fejltagelse.
1. Den sande verden, opnåelig for den vise, den fromme, den dydige – han lever i den, han er den.
(Ideens ældste form, relativ klog, simpel, overbevisende. Omskrivning af sætningen “Jeg, Platon, er sandheden”.)
Lige meget, hvor meget det så end stinker af præsteskab, så definerer Platon – ifølge Nietzsche – stadig sandheden ud fra sig selv: ikke negativt.
Platon ville bevare et kastesystem under opløsning af økonomiske kræfter – og truet intellektuelt af sofisterne. I det han ikke kunne slå dem ihjel måtte han altså diskutere med dem. Men kun til det formål at pointere, at Platon havde evigt ret.
Platons idealsamfund havde Platon (filosoffen som skuer sandheden) øverst, dernæst kom krigeren, som ad åre kan blive filosof og nederst iøvrigt pøbelen, om hvilken Platon (som Nietzsche) havde artige ting at sige. Heri kan Nietzsche overhovedet ikke have noget politisk problem. Hvis du er i tvivl, så læs i Afgudernes ragnarok, En utidssvarendes strejftog, aforisme 38, Mit begreb om frihed, hvor alle andre end krigeren får et spark ud til højre.
At Nietzsche kaster sig over Sokrates med sin ad hominem er, som jeg ser det, fordi han vil diskreditere dialektiken som metode. Men det virker lidt underligt, at han så ikke kaster sig over kilden, nemlig Platon, hvis ikke det er fordi, at han udemærket vidste, at Platon måtte føre en politisk kamp med Sokrates’ dialektik som værktøj, netop for at redde aristokratiets legitimitet!
At Nietzsche ikke kunne acceptere den pris Platon betalte (den sande verden), ændrer ikke på, at Platon faktisk var på samme mission som Nietzsche, og til det formål brugte han altså Sokrates. Det er ikke rigtigt, når du skriver, at ifølge Nietzsche omvurderede Sokrates værdier: det er hans dialektik, der er problemet. Fordi krigeren ikke diskuterer!
Vi kender ikke rigtig nogen anden Sokrates end Platons, og derfor bedriver Nietzsche motivanalyse i jagten på Sokrates ‘type’. Men han kan ikke benægte, at dialektikken bliver brugt af aristikratiet i en politisk kamp mod sofisterne, dvs. pøblen.
Det er for Nietzsche naturligvis vulgært, at Platon grisser sig til på den måde, men hvorfor angriber han så ikke kilden? Det kan han ikke, fordi det er et kastesystem efter Nietzsches egen smag som Platon argumenterer for, en herremoral! Og gør han, Nietzsche, måske selv noget andet?
Per
Per
23. august 2008 at 18:09
@ Per
Ja og nej vil jeg sige. Jeg har et par ting jeg vil føje en kommentar til først og derefter skrive lidt løst og fast om “min” Nietzsche.
Vi kender ikke rigtig nogen anden Sokrates end Platons … Sokrates er faktisk nævnt i flere overleverede brudstykker fra antikken, men de adskiller sig ikke nævneværdigt fra Platons udlægning.
Du taler om en politisk kamp mod sofisterne, dvs. pøblen Sofisterne var bestemt ikke af pøblen, og på mange måder ligger de tættere op af Nietzsche end mange af filosofferne (jf. et tidligere indlæg). Gorgias, for bare at nævne en, er aristorkrat og diplomat, og det er som sådan han kommer til Athen (men også Hippias, der virkede som ambassadør for Athen, var sofist og aristokrat). Problemet for Platon var mht. sofisterne ikke politisk, men derimod filosofisk: de anerkendte ikke en transcendent sandhed.
I forhold til Nietzsches ultrakorte idéhistorie, som du refererer til ovenfor og efterfølger med ordene: Lige meget, hvor meget det så end stinker af præsteskab, så definerer Platon – ifølge Nietzsche – stadig sandheden ud fra sig selv: ikke negativt. Ja, ud fra sig selv, men i forhold til et hinsides, nemlig den sande verden – dermed kan Platon kritiseres som nihilist med akkurat samme styrke som Nietzsche kritiserer kristendommen eller andre hinsidesstræbere for nihilisme (jf. f.eks. Antikrist). I mit første svar til dig nævnte jeg selv Afgudernes ragnarok s. 63, hvori f.eks. Manu og Platon sidestilles, idet de har ment sig i en position, hvor de havde ret til at lyve – og dvs. havde ret til at skabe nye værdier. Det er derfor de opdrætter, som Nietzsche kalder det, og det er derfor han kan have respekt for dem, men det betyder ikke automatisk, at Manu og Platon kommer an på et. De er forskellige og deres tanker er forskellige.
Vores uenighed består formentlig i, hvorvidt Platon er slavefilosof eller ej. Et eller andet sted finder jeg det ikke så vigtigt, for uanset om han nu er slavefilosof eller ej, så er det sokratiske menneske rimeligt veldefineret i forhold til det, jeg skrev ovenfor. Men altså, jeg kan ikke lade være med alligevel, at ville argumentere for også Platon som en nedgangsfigur.
I Hinsides godt og ondt taler Nietzsche om, at der er noget i Platons moralfilosofi, der er der på trods af Platon: “nemlig sokratismen, som Platon egentlig var for fornem til.” (§ 190), underforstås: af fødsel. Og Nietzsche taler virkelig pænt om ham:
“… i grunden havde han gennemskuet det irrationelle i den moralske dom. -Platon, i sådanne sager mere uskyldig og uden plebejerens snuhed, ville med opbydelsen af al sin kraft – den største kraft, en filosof hidtil havde skullet opbyde! – bevise, at fornuft og instinkt af sig selv styrer hen imod ét mål, det gode, ‘Gud’; og lige siden Platon har alle teologer og filosoffer gået den samme vej – det vil sige, i moralske anliggender har indtil nu instinktet eller, som de kristne kalder det, ‘troen’ eller, som jeg kalder det, ‘flokken’ sejret.” (§ 191″
Flokken, flokmentaliteten er det samme som slaven og slavementaliteten. Det siges ikke direkte, men alligevel antydes det temmelig kraftigt, at Platon lider under flok- eller slavementaliteten – som han egentlig er for fornem til.
Nu til anden mere løse fortolkningsdel. Platon overtog den pythagoræiske dualisme, hvori der skelnes strengt mellem den udødelige sjæl og og det forgængelige legeme, hvilket hos Platon blev til, at på den ene side fandt man fornuften, det evige, idéerne, det gode, mens på den anden side instinkterne, fænomenerne, kroppen herskede. Det er denne tanke i græsk filosofi der har haft allerstørst indflydelse på kristendommen. Men for Nietzsche drejede det sig derimod om det særskilte i det faktiske, det dennesidige – alt det, der hos Platon blev forkastet.
Platon overvandt sine instinkter, overtalte sig selv til pøblen og overtog pøblen … indtog den.
Godt. Nietzsches herremoral. Jeg har andetsteds argumenteret for at der er et uheleligt brud i Nietzsches filosofi, hvis vi skal tage de mest typiske tolkninger på ordet. Jeg mener, og det er jeg ikke alene om, at det centrale i Nietzsches filosofi er perspektivismen. Spørgsmålet er nu, hvordan man kan opretholde perspektivismen og samtidig postulere en absolut sandhed i form af den vitalistiske herremoral? Jeg mener ikke, Nietzsche gør det. Så enkelt kan det siges, men det skal nok uddybes lidt.
Du fremhæver den ultrakorte idéhistorie i Afgudernes ragnarok (s. 42-43), hvori konlusionen lyder: “Den sande verden har vi afskaffet: hvilken verden blev tilbage? den tilsyneladende måske? … Men nej! med den sande verden har vi også afskaffet den tilsyndeladende!…” Nietzsche afslutter med kapitæler: “INCIPIT ZARATHUSTRA”: her ikke bare begyner Zarathustra, men ‘heraf følger’ Zarathustra. Således talte Zarathustra er en logisk følge af den erkendelse Nietzsche har skrevet frem. Og hvad er så det?
Der er hverken en tilsyneladende eller en sand verden, hvad er der så tilbage? I Tragediens fødsel hedder det, at “alt liv hviler på skin, kunst, illusion, optik, på nødvendigheden af det perspektiviske og af vildfarelsen.” (s. 33). Det, der er tilbage er det perspektiviske – sådan læser jeg Nietzsche overordnet set, og jeg håber det fremgår af de valgte citater, at det ikke er grebet ud af luften. (Afgudernes ragnarok er ca. samtidig med det sene forord i Tragediens fødsel, førstnævnte blev udgivet 1888, mens Tragediens fødsel blev genudgivet i 1886).
Det er måske værd at bemærke, at Nietzsche benytter den logiske markør, at noget er nødvendigt, for dermed siges også at det perspektiviske er den logiske grænse for verden. Der er ikke noget tilsyneladende, noget sandt, der er kun optikkernes spil, perspektivismen (jeg bryder mig egentlig ikke om at tale om ‘perspektivismen’, fordi man dermed åbner for muligheden af en ideologisk overbygning, hvorfor jeg oftere skriver ‘det perspektiviske’).
Hvordan kan nu et perspektiv, f.eks. herremoralen, være primært i forhold til andre perspektiver, f.eks. den platoniske slavemoral? Det kan den heller ikke. Det er Nietzsche optik. Er den sand for Nietzsche? Måske, det er svært at sige, den havde en erkendelsesmæssig og provokativ kraft, det kan der ikke være tvivl om. At fastholde herremoralen som særligt motiveret af Nietzsche, mener jeg, beror på en fejltolkning af Nietzsche, der måske, måske ikke har rødder helt tilbage i Elizabeths kreative læsninger. Hvad Nietzsche hamrer igennem med sin herremoral og den herremoralske retorik er, at al moral, enhver opdragelse er opdræt til en særlig mennesketype. Det spørgsmål han stiller skarpt på, er, hvilken mennesketype ønsker vi os? At det spørgsmål har bibeholdt sin provokative kraft kan ses, da Sloterdijk i en forelæsning stillede spørgsmålet om, hvad vi vil med menneskeparken i lyset af genforskningen og de muligheder den åbner.
Jeg mener altså ikke, at herremoralen er særlig sand eller mere korrekt hos Nietzsche; havde det været sådan, ville Nietzsche blot have udskiftet en type metafysik med en anden. Men med herremoralen sættes der fokus på det perspektiviske og noget af det mest absolutte hos mennesket – forskellen på godt og ondt/slet.
stokbro
23. august 2008 at 22:43
Günther Abel har i øvrigt i sin artikel “Ästhetik und Logik” (fra 80′erne) plæderet for en logisk læsning af Nietzsche og har bl.a. sammenlignet ham med den tidlige Wittgenstein.
stokbro
24. august 2008 at 14:12