Decentrering, dissemination (filosofi)
Der fremsættes ofte en kritik af humanister, skåret over én kam, at de er virkelighedsfjerne, fordi de er optaget af deres teorilandskab, det, der på amerikansk går under betegnelsen theory. Det vil sige, at humanister kritiseres for ikke i tilstrækkelig grad at inddrage empiri og videre, at de dermed ikke argumenterer ud fra gængs argumentationsteori og logik. I bund og grund kritiseres disse humanister for ikke at acceptere de givne spilleregler, og det vil egentlig blot sige, at de ikke accepterer et givet metafysisk skema, hvor inden for begreber som sandhed og erkendelse er givet. Hvad der er på spil er altså, at visse begreber gives en anden værdi. Det er langt fra alle humanister, der rammes af kritikken, men som med det meste ideologi, er det lettere at argumentere ud fra en forestilt fasttømret gruppe, dvs. ud fra en generalisering, end ud fra det konkrete tilfælde.
Mit eget udgangspunkt er Nietzsche, til en hvis grad Foucault og i særdeleshed Deleuze, men også Zizek og Lacan har pirret min nysgerrighed, ligesom jeg finder Adorno uomgængelig.
Det jeg egentlig kan kritiseres for, mht. manglende empiri og en metafysikkritisk tilgang til filosofien, er, at jeg ikke er filosofisk (nok) eller filosofisk dannet, at mine tekster er for eksperimenterende og således aldrig rigtig kommer frem til noget. Nogen vil måske endda sige, at jeg er en af disse humanister, der er udvandet til maner. Så må det være sådan. Mit udgangspunkt er dette, at hvis ikke man kan decentrere sig selv i tilstrækkelig grad til, at man rammer ind i tænkningens grundlag, så kan det være ligegyldigt. For mit vedkommende, mener jeg, at dette grundlag hele tiden skal rekonstrueres. Decentreringen er en bevægelse, der altid allerede er i gang med at centrere sig selv omkring noget. Det er det, Deleuze beskriver som deterritorialiseringens reterritorialisering.
Her er jeg allerede et skridt for langt fremme. Jeg er allerede i gang med det eksperimenterende. Før det ligger en anden erkendelse. At erkendelsen altid er defineret ud fra en given metafysik, og at denne metafysik er en spejling af en given gruppes instinkter. Dernæst at sandhed er en logisk fordom, som ikke kan realiseres på anden måde end provisorisk; det kommer jeg frem til gennem Baumgartens konsekvente læsning af Leibniz principium rationis suffientis: enhver tilstrækkelig grund har selv behov for en tilstrækkelig grund og således ad infinitum. Jeg anser ikke probalismen som andet end en accept af sandhedens provisoriske grundvilkår, idet den accepterer det erkendelsesmæssige udgangspunkt, men ikke mener det er validt i en erkendelsesmæssig sammenhæng. Sandhed i den logikometafysiske forstand kan kun forekomme inden for matematikken – socialt vil der være tale om tautologiske udsagn.
Decentreringerne er forsøg på at lave boringer i erkendelseslaget, men også at fastholde bevægelsen i sin smidighed. Jeg er endnu ikke på den konto kommet til noget begreb om sandhed eller erkendelse, men begrebet i sig selv, som Nietzsche og Deleuze også fastholder, er perspektiverende … derfor min snak om dissemination: det hænger nøje sammen med min egen læsestrategi, ganske vist at forsøge forstå, men i lige så høj grad at eksperimentere ud fra disseminationen. Det er ikke resultatorienteret, men i dybeste forstand filosofisk.
Det sagt, bedømmer jeg den filosofiske tanke på dens smidighed og dens bevægelse (dvs. dens frihedsgrader), men også på dens evne til skepsis – dvs. på dens evne til skeptomai: skue, se sig omkring.
I så fald vil jeg forsøge mig med lidt skepsis:
Hvorfor ophøje ‘bevægelse’, ‘decentralisering’ og ’smidighed’? Hvis baggrunden er antidogmatik, må skepsis så ikke også rette sig mod din egen position – selve din helliggørelse af perspektivet og bevægelsen? Er det ligegyldigt, hvor vi bevæger os hen? Sagt anderledes: Kan det ikke i det mindste *tænkes*, at sagen kan være uafhængig af tanken – og dermed at sandheden ikke ændrer sig, bare fordi dit eller mit perspektiv på den gør det?
MVH
Søren E
15. september 2008 at 20:21
Skepsissen er total. Jeg taler af samme grund helst om det perspektiviske og ikke perspektivismen, som mange andre gør.
Hvis baggrunden er antidogmatik, må skepsis så ikke også rette sig mod din egen position – selve din helliggørelse af perspektivet og bevægelsen?
Jf. posten herover … det skulle vel være svar nok?
Er det ligegyldigt, hvor vi bevæger os hen?
Ja, det er det vel egentlig. Ellers forfalder vi til dogmatik og metode: et defineret mål, som vi når.
Kan det ikke i det mindste *tænkes*, at sagen kan være uafhængig af tanken
Det kan sagtens tænkes. Jeg mener egentlig at hele mit udgangspunkt ville være umuligt uden Kant og skelnen mellem das Ding and sich og für mich – dermed er kun, i en konsekvent udlægning, det perspektiviske eller teoriafhængige blik tilbage.
Men nok så vigtigt. Det giver slet ikke mening for mig at tale om sandheden. Jeg tror, jeg har argumenteret for det før, men som jeg ser begrebet sandhed, så er det i allerhøjeste grad afhængig af det metafysiske udgangspunkt (selvfølgelig nok). Så hvis vi taler om sandhed, så skal vi vel først have fat i dette udgangspunkt?
Som jeg har sagt i tidligere indlæg, så har jeg ikke selv fundet et stabilt forhold til begrebet sandhed (eller erkendelse for den sags skyld).
stokbro
15. september 2008 at 20:57
@ Stokbro
“Det kan sagtens tænkes. Jeg mener egentlig at hele mit udgangspunkt ville være umuligt uden Kant og skelnen mellem das Ding and sich og für mich – dermed er kun, i en konsekvent udlægning, det perspektiviske eller teoriafhængige blik tilbage.”
Uanset hvilke principielle forbehold man opstiller, kan man vel stadig opretholde sandhed som et succeskriterium? Altså, hvis jeg i tåget vejr skyder en pil afsted mod en målskive uden mulighed for at gå over at tjekke den efterfølgende, vil kriteriet for om jeg har ramt, vel stadig være om pilen rent faktisk sidder i skiven?
For mig at se mister du blikket for materialiteten – den materialitet der om ikke andet så må stå som en ideel fordring – og for mig at se ender du derfor i en objektiv idealisme der ironisk nok ikke har blik for “genstanden”, det partikulære, men kun decentreringen osv.
Henrik Johannesen
16. september 2008 at 7:18
Hep. Har Johannesen ikke ret? Stokbro, du hyler jo til månen om dét ikke at have noget mål; du er ikke mindre dogmatisk eller “magisk” end dem du i dine metafilosofiske diskurser angriber. Du reproducerer Hegel (den objektive idealisme) på din egen (eller den gængse post-et-eller-andet) måde: alt bliver teori, alt bliver (skeptisk, tåget) Verdensånd; det du skriver OM er og bliver ligegydligt som andet end objekt for dit – eller Teoriens – blik; intet har værdi som det ER…
Poul Houl Høvl Bøvl
16. september 2008 at 12:09
@ Henrik J.
Nu er jeg principielt imod, at man skyder med bue og pil (eller noget som helst andet) i tåget vejr, men jo, du har ret. Hvis vi opretholder sandheden som mål og succeskriterium, så må sandhed/en være det, vi sigter efter. Når jeg så siger, at jeg problematiserer begreberne om sandhed og erkendelse, så er det ikke for at kaste mig ud i en “metafilosofisk diskurs”, men fordi jeg mener, at det er vigtigt, at vi gør os klart hvilke rammer vi arbejder inden for. Sandhed består, for mig at se, af en overensstemmelse mellem en given diskurs (om noget) og det den gruppe man har et tilhørsforhold til har defineret som sandhed. Det er kernen i min metafysikkritik.
Når det så er sagt, så er det sandt, at det har regnet i dag; enten er en bro konstrueret ordentligt eller den er ikke, og det er også en operationel form for sandhed – men det er det, jeg i det ovenstående unødvendigt vrængende kaldte tautologisk.
Sagen er den, at vi ikke kan undgå metafysikken, vi kan ikke komme udenom begrebet om det sande, spørgsmålet er vel, hvilken definition vi skal vælge – og hvorfor? Jeg mener det er i denne post, jeg også skriver, at jeg ikke har fundet frem til en sandhed i min tankegang – min dogmatik, om du vil. Jeg arbejder stadig ihærdigt på at nå frem til Krigen eller deterritorialiseringen eller noget helt tredje – eksperimentet, hvor det ikke længere er nødvendigt at tale om erkendelse eller sandhed (måske).
Men jeg er delt i det her spørgsmål. Det er jeg mig bevidst om (hvad du så kan bruge min bevidsthed til). Jeg fastholder stædigt det partikulære, men jeg fastholder med lige så stor stædighed, at der ikke er noget, der som sådan ER (jf. Lotte på Eksistens), men at det altid er gennem en særlig optik.
@ PHHB
Dermed har jeg også allerede berørt din kritik. Du skriver, at det du skriver OM er og bliver ligegyldigt som andet end objekt for dit blik Både-og vil jeg sige. Det er bestemt ikke ligegyldigt som objekt, som noget partikulært, der kræver at blive set, men på samme tid, så er det ikke muligt at nå frem til det i en teoriuafhængig væsensskuen. Det kan aldrig fremtræde som sig selv i-og-igennem-sig-selv, men altid kun for-mig i min tågede ånd.
Derfor skrev jeg engang på den gamle blog i en kommentar til Søren E., at jeg forbeholder mig retten til at modsige mig selv. Det partikulære sætter sig igennem gennem skriften, men altid kun som noget partikulært, ikke som noget, der á la en leibniziansk udsagnslogik, hvor en given ting indeholder ethvert prædikat, der kan udsiges om det, dvs. at en given ting aldrig har en substans, men altid kun kommer til udtryk i sin singularitet i en given situation. Det betyder ikke, at det partikulære, der kommer til udtryk er den eneste sandhed, der er mange sandheder, eller perspektiver, der kan være hinanden modsigende og decideret modarbejdende.
“– Nuvel (sagde M. Teste). Det essentielle er mod livet.” (Valéry). Dét er det vigtige – livet og dets mangfoldighed. Det er Nietzsches vitalisme om igen: en løgn, der gavner livet er bedre end en sandhed, der skader livet. Man kunne være fræk at spørge, om ikke begrebet sandhed er en smule forældet?
Men jo – Johannesen har uden tvivl ret. De gør alle et fabelagtigt stykke arbejde ovre på Abgrund, som viser en helt anden type (og nok langt mere brugbar) kritik i forhold til min mere hysteriske omkringseen.
stokbro
16. september 2008 at 15:18
[...] Jeg har droppet at søge om en Ph.D. Jeg er et udpræget teoretisk menneske, med særligt fokus på humanvidenskabernes teori; i de konkrete udkast jeg har arbejdet med, har jeg forsøgt at tækkes signalværdien i det realiserbare, men jeg skriver netop imod det umiddelbart realiserbare – dvs. det, der har et konkret mål/afkast som sin horisont. Der er ganske enkelt ikke penge i, at beskæftige sig med teori. [...]
Vigtigheden af den totale mobil-isering « Stokbros blog
6. november 2008 at 16:27
[...] lidt nærmere over den filosofiske tanke, og hun har i den anledning brugt et af mine tidligere indlæg at spille sine tanker op imod. Hun afslutter sit indlæg med at spørge, om jeg måske slet ikke [...]
Et svar til Louise « Stokbros blog
21. februar 2009 at 7:04