Stokbros blog

Der findes ingen evidens hverken i Nietzsches skrifter eller i hans Nachlaß for, at han skulle have læst Baumgartens æstetiske værker, men overvejer man at skrive dissertation om så centralt et værk i idéhistorien som Kritik der Urteilskraft (Holm 2001), og samtidig er en nysgerrig læser som Nietzsche, der bl.a. læste Schopenhauers oversættelse af Gracián, er det ikke umuligt, at han også kan have beskæftiget sig med Baumgarten på baggrund af Kants karakteristik af Baumgarten som en ’fortræflig analytiker’. En anden måde hvorpå Nietzsche kunne være blevet introduceret til Baumgarten er gennem Friedrich Theodor Vischers værk Ästhetik oder Wissenschaft des Schönen (Jf. Crescenzi 1994: 400), som han lånte tredje bind af i 1870. Vischer refererer til Baumgarten i værkets allerførste paragraf og han citerer i sin kommentar til denne nogle meget væsentlige paragraffer fra Aesthetica og parafraserer andre (der findes citater fra §§ 1, 14, 17, 18 og 31; der henvises med begreber til §§ 20 og 19; endelig parafraseres § 19. Vischer har givet en af de redeligere fremstillinger af Baumgartens æstetik, skønt den endnu er præget noget af den kantianske kritik). For det tredje har Nietzsche allerede i vinteren 1869 eller foråret 1870 læst i hvert fald dele af Johann Gottfried Herders værker, som han bedømmer som idealt dilletanteri (KSA 7: 49); i sommeren 1872 eller begyndelsen af 1873 nævnes Herder under overskriften »Aesthetik in Deutchland« (KSA 7: 509), det tyder på, at Nietzsche har læst Herders æstetiske skrifter, hvoraf Baumgarten nævnes i Fragment über die Ode og behandles mere udførligt i Baumgartens Denken in seinen Schriften (Groß 2001: 404). Endelig er der en fjerde ting, man kan holde sig for øje, nemlig at Universitetsbiblioteket i Basel faktisk havde kopier af både Meditationes philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus og Aesthetica. Alt dette er imidlertid i bedste fald indirekte beviser. Jeg vil ikke desto mindre i det efterfølgende forsøge retfærdiggøre en korrespondens mellem Baumgarten og Nietzsche på et tænkningsmæssigt niveau.

I Also sprach Zarathustra skriver Nietzsche allerede tidligt om barnet, der er et gennemgående billede i bogen, at “Unschuld ist das Kind und Vergessen, ein Neubeginnen, ein Spiel, ein aus sich selbst rollendes Rad, eine erste Bewegung, ein heiliges Ja-sagen.” (KSA 4: 31). Dette sted er ofte blevet udlagt som en intertekstuel reference til Heraklits fragment 52: “Die Lebenszeit ist ein Knabe, der spielt, hin und her die Brett-steine setzt: Knabenregiment!” (Αιων παις εστι παιζων πεσσεύων παιδòς η βασιληιη, citeret efter Diels 1954: 162). Heraklit taler imidlertid ikke om ånden, som Nietzsche, men om det bestandige eller evigheden (αιων), barnet er en kosmologisk metafor, der peger på kosmos som et barns tilfældige leg, der er uden mål, altså en meningsløs verden. “Ein Werden und Vergehen, ein Bauen und Zerstören, ohne jede moralische Zurechnung, in ewig gleicher Unschuld, hat in dieser Welt allein das Spiel des Künstlers und des Kindes.” (KSA 1: 830) skriver Nietzsche i 1873, og han skriver ud fra samme forståelse af Heraklit, som den jeg anførte ovenfor, at det drejer sig om kosmologi og ikke psykologi. Men der er noget andet på færde i Zarathustracitatet, hvor barnet anskues som den sidste af åndens tre forvandlinger: åndens forvandling til kamel, kamelens til løve, løvens til barnet. Barnet er her et billede på åndens overskridelse af nihilismen (der Löwe), det naturlige menneskes kamp mod alle store og små idealer (Götzen). Der er ligheder mellem Heraklits kosmologiske billede og Nietzsches billede på åndens sidste forvandling, alligevel savner læsningen motivation. Der findes imidlertid et korresponderende sted i Baumgartens Aesthetica, der omhandler den æstetiske øvelse: “Fremdeles bliver det skønne og naturlige anlæg indøvet [...] som når et drengebarn pludrer, når han leger, især når han opfinder nye lege og er en lille leder for sine våbenbrødre, og han med ivrig opmærksomhed udretter meget og bliver solskoldet” (Aesth § 55). Når barnet legende småsnakker, når det for sig selv opfinder nye lege og indfanges helt deri, så er det en beskæftigelse, der er befriet for enhver formålstjenlighed, og barnet står ikke til regnskab over for nogen, det er fuldstændig tro mod det nærværende. Det hedder senere, hvilket jeg vender tilbage til, at “ethvert, gennem tænkning, tilegnet stof, er, som grund for en ny forestilling, selv en forestilling.” (Aesth § 540), hvilket betyder, at enhver fortolkning bliver afsæt for en ny fortolkning. Æstetikken er således forpligtet på forholdet mellem den legende fortolker og det fortolkede. Barnet er uskyld og glemsel og begynden forfra, lyder det fra Nietzsche, korresponderer det ikke mere med Baumgartens legende barn end med Heraklits kosmologiske metafor? Også indholdsmæssigt ligger Nietzsche tættere på Baumgarten end på Heraklit. “Ja, zum Spiele des Schaffens” (KSA 4: 31). Den skabende leg, der ikke er forpligtet på noget højere ideal, men accepterer legen på dens egne præmisser, som et perspektiv; Baumgarten taler på sin side om forestillingen som en stadig gentagelse. Begge har de som deres udgangspunkt, at der ikke findes nogen finalitet.

Baumgarten har to mål med æstetikken; dels vil han etablere et nyt videnskabsteoretisk grundlag, og dels vil han, at vi skal tage det hele menneske, de rationelle såvel som de irrationelle sider, med i vores videnskabelige overvejelser. Begge mål forholder sig til sanseerkendelsen som noget primært ved mennesket, der går forud for begrebserkendelsen. Baumgarten definerer godt 100 år tidligere end Nietzsche fornuftserkendelsen som en efterrationalisering af det irrationelle: sansningen betegnes i traditionen efter Leibniz som de lavere erkendeevner, der “ikke bare [kan] være samtidig med de højere […], men ad den vej endogså bestemmer det nødvendige for disse uden hvilket intet [sine qua non].” (Aesth § 41). Sanseerkendelsen giver m.a.o. grundlaget for fornuftserkendelsen. Set ud fra les petites perceptions, som Baumgarten tager til sig i Aesthetica § 7, sker den bevidste fornuftserkendelse på baggrund af ubevidste sanseerkendelser, dvs. med fornuften efterrationaliserer vi det, der allerede er givet i og med sanserne, ved at skabe en retrograd forklaring. I Jenseits von Gut und Böse skriver Nietzsche, at “das meiste bewusste Denken eines Philosophen ist durch seine Instinkte heimlich geführt und in bestimmte Bahnen gezwungen.” KSA 5: 17) og lidt senere står der: “Sie stellen sich sämmtlich, als ob sie ihre eigentlichen Meinungen durch die Selbstentwicklung einer kalten, reinen, göttlich unbekümmerten Dialektik entdeckt und erreicht hätten […]: während im Grunde ein vorweggenommener Satz, ein Einfall, eine „Eingebung“, zumeist ein abstrakt gemachter und durchgesiebter Herzenwunsch von ihnen mit hinterher gesuchten Gründenvertheidigt wird” (KSA 5: 18f.). Modstanden mod denne abstrakte form for tænkning er udtalt hos dem begge. De kræver begge en rationel tilgang til sanserne, men anstiller sig forbeholdne over for en fornuftserkendelse, der opstiller en regulativ metodelære. Nietzsche skriver bl.a. i Götzen-Dämmerung om “die „höchsten Begriffe“, das heisst die allgemeinsten, die leersten Begriffe«” (KSA 6: 76), og lidt senere lyder det om sproget, at det »gehört ihrer Entstehung nach in die Zeit der rudimentärsten Form von Psychologie: wir kommen in ein grobes Fetischwesen hinein, wenn wir uns die Grundvoraussetzungen der Sprach-Metaphysik, auf deutsch: der Vernunft, zum bewusstsein bringen.” (KSA 6: 76). Modstanden er rettet mod begrebserkendelsen og den ontologi, der har sproget som udgangspunkt. Baumgarten stiller dette enkle spørgsmål, der kan stå som et motto for æstetikken: “Hvad er da abstraktionen, hvis ikke den er et tab?”, hvilket vil sige et meningstab. Abstraktionen til et begrebsniveau sier det partikulære fra fænomenet, så det står tilbage som en tom skal, man kan gøre med, hvad man vil. Når Nietzsche skriver, at i begrebet forsvinder virkelighedens sidste røg, så må det nødvendigvis ligge deri, at virkeligheden bedst kommer til udtryk udenom begrebserkendelsen, dvs. som den viser sig i partikularierne.

Baumgarten sammenkæder fuldkommenheden og skønheden med sanseerkendelsen som sådan, og dennes felt er gennem sandsynliggørelsen af en forestillingsrække, at fremstille enkelttingen i sin partikularitet! Udtrykket, der rummer disse forestillinger, fremsætter Baumgarten i § 585: “venusta plenitudo”. Den korteste og mest præcise formulering af udtrykket giver Alfred Baeumler: “Der Ausdruck „venusta plenitudo“ […] wäre etwa zu übersetzen: Individualität, in ihrer ganzen Fülle dargestellt, ist schön.” (Baeumler 1981: 224). Æstetikkens område er altså en rationel udgrundelse af partikularierne som fænomener. Hvori består da erkendelsen hos Baumgarten? Eftersom sanseerkendelsen er bundet til det skønne som fuldkommenhed, som på sin side står i forbindelse med det historisk-konkrete, når det fremstilles i sin partikularitet, så er erkendelsen en relation mellem den sansende og det sansede: »Gennem [den æstetiske] anspændelse erfarer sjælsstorheden en stigning.« (Aesth § 59). Fortolkningsprocessen medfører en styrkelse af sjælsevnerne, hvilket vi allerede kender hos Nietzsche, hvor det bl.a. hedder, at “die „Verschönerung“ ist eine Folge der erhöhten Kraft / Verschönerung als nothwendige Folge der Kraft-Erhöhung / Verschönerung als Ausdruck eines siegrischen Willens, einer gesteigerten Coordination, einer Harmonisirung aller starken Begehrungen, eines unfehlbar perpendikulären Schwergewichts” (KSA 13: 293f.). Når skønhed, som vi ved det fra Baumgarten, er lig fuldkommenhed, og denne ikke skal findes i fænomenerne som en egenskab ved dem, men i erkendeakten, så skaber æstetikeren det skønne i og med, han erkender det. Dvs. at være ‘herre over materialet’ er at være “Herr über die Wahrheit!” (KSA 13: 521), som det bliver formuleret hos Nietzsche. Sandheden er ikke noget, der er, der gives ingen absolut erkendelse; sandheden er noget, der sandsynliggøres ud fra en overbevisende kohærens mellem ens eksempler. “Alle Einheit ist nur als Organisation und Zusammenspiel Einheit […] das Eins bedeutet, aber nicht eins ist.”(KSA 12: 104), dvs. som Baumgarten anfører om sin fornuftslignende metode allerede i Meditationes philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus § 71: “således følger de poetiske fremstillinger af det nærværende [repraesentationes] umiddelbart på hinanden [se], at temaet lidt efter lidt fremstilles klarere og klarere udfoldet.” I repræsentationens organiserende samspil, kan man tilføje.

Ovenfor citerede jeg fra § 540 fra Aesthetica: »ethvert, gennem tænkning, tilegnet stof, er, som grund for en ny forestilling, selv en forestilling.« Heri ligger i hvert fald to ting. 1) At vi aldrig kan erkende genstanden for vores tænkning, som det den er i sig selv, men altid kun gennem vores forestillinger om den, hvorved den selv bliver en forestilling. Derfor må det forhold, der findes mellem æstetikeren og hans materiale, også være defineret ud fra et fortolkningsimmanent samspil. 2) At forestillingen om en genstand ændrer vores perspektiv på den, hvorved den selv bliver forestilling og som sådan grund for en ny forestillingsrække i den sansende osv. Et andet sted siger Baumgarten, at sanseerkendelsens lys, forestillingerne, “som man lader virke umiddelbart i tingene,” (Aesth § 618) er disse tings “sansemæssige gennemskuelighed” (Aesth § 618) og mening, hvilken ikke findes i tingene selv, men gennem den medierende udfoldelse af kendetegn (Aesth § 618). Sanseerkendelsen er uafsluttelig og enhver klarhed eller mening i tingene er lagt der af os selv gennem fortolkningen af tingen; dvs. at når vi retter vores sansning mod et kunstværk, så kan det ikke længere opretholdes som autonomt. Korresponderende hermed skriver Nietzsche i Wille zur Macht: “Was kann allein Erkenntnis sein? – „Auslegung“, Sinnhineinlegen, – nicht „Erklärung“” (Nietzsche § 618 (citatet er, så vidt jeg kan se en sammenskrivning af Nachlaß in KSA 12, s. 100 og 104). Under overskriften ”Vores nye uendelighed” spørger Nietzsche i Die fröhliche Wissenschaft, om ikke al tilværen er udlægning? Svaret er bekræftigende: “Die Welt ist uns vielmehr noch einmal „unendlich“ geworden: insofern wir die Möglichkeit nicht abweisen können, dass sie unendliche interpretationen in sich schliesst.” (KSA 3: 627), hvilket stemmer overens med Baumgartens epistemiske pluralitet i Aethetica § 540. Og heller ikke Nietzsche lader kunstværket være et autonomt indbrud i virkeligheden.

Her er ikke, som det kan ses, gjort noget forsøg på at give en samlet fremstilling af korrespondenserne mellem Baumgarten og Nietzsche, da det er en afhandling i sig selv, men det er også et studie, der endnu ikke er blevet foretaget. Det synes om ikke andet så interessant, at der kan findes korrespondenser mellem Baumgarten og Nietzsche, både i deres tænknings kerne og i det billedsprog, der tages i brug.

Litteratur:

Baeumler, A. Das Irrationalitätsproblem in der Ästhetik und Logik des 18. Jahrhunderts bis zur Kritik der Urteilskraft, Darmstadt 1981 [1923].
Baumgarten, A.G. Meditationes philosophicae de nonnullis ad poema pertinentibus, Hamburg 1983 [1735].
Baumgarten, A.G. Aesthetica, Hildesheim, Zürich, New York 1986 [1750-58].
Crescenzi, L. “Verzeichnis der von Nietzsche aus der Universitätsbibliothek in Basel entliehnen Bücher” in Günther Abel (et al.) Nietzsche Studien 23, Berlin, New York 1994.
Diels, H. Die Fragmente der Vorsokratiker bnd. 1-3, Berlin 1954 [1903].
Groß, S.W. Felix Aestheticus – Die Ästhetik als Lehre vom Menschen, Würzburg 2001.
Holm, I.W. “Verden set indefra – Tragediens fødsel og den konstruktive æstetiske retfærdiggørelse” in P.A. Sørensen (et. al) Slagmark – Tidsskrift for idéhistorie vol. 31, Århus 2001.
Nietzsche, F. Der Wille zur Macht, Stuttgart 1996 [1901].
Nietzsche, F. Die Philosophie im tragischen Zeitalter der Griechen in KSA 1 herausgegeben von G. Colli und M. Montinari, München, Berlin, New York 1999 [1873].
Nietzsche, F. Die fröhliche Wissenschaft in KSA 3, herausgegeben von G. Colli und M. Montinari, München, Berlin, New York 1999 [1882].
Nietzsche, F. Also sprach Zarathustra in KSA 4, herausgegeben von G. Colli und M. Montinari, München, Berlin, New York 1999 (dansk udg. 1911) [1883-85].
Nietzsche, F. Götzen-Dämmerung oder Wie man mit dem Hammer philosophiert in KSA 6, herausgegeben von G. Colli und M. Montinari, München, Berlin, New York 1999 (dansk udg. 1995) [1889].
Nietzsche, F. Nachlaß 1869-1874 in KSA 7, herausgegeben von G. Colli und M. Montinari, München, Berlin, New York 1999.
Nietzsche, F. Nachlaß 1885-1887 in KSA 12, herausgegeben von G. Colli und M. Montinari, München, Berlin, New York 1999.
Nietzsche, F. Nachlaß 1887-1889 in KSA 13, herausgegeben von G. Colli und M. Montinari, München, Berlin, New York 1999.