Stokbros blog

Kildehenvisningen er en af disse formale feticher, der trives rigidt på enhver højere læreanstalt. Lad os forestille os et citat, lad os sige, at det er oplysende i forhold til sin kontekst og således udfylder sin konkrete funktion, men det er ikke efterfulgt af en oplysende parentes eller en notehenvisning. Citatet kan altså ikke godtgøres som citat. Det kunne akkurat lige så godt være et bedrag, et citat, som den pågældende person havde fabrikeret til lejligheden. Så ville der ikke længere være tale om et citat og dets oplysende værdi i konteksten ville forsvinde. Hvad er det kildehenvisningen gør? Udover at et givet citat kan efterprøves og efterfølgende valideres. Hans Meinert Sørensen skriver i forbindelse med forholdet mellem trivium og quadrivium, at

Viden formodes at befinde sig i skrevne tekster af de forfattere som havde grundlagt de enkelte artes og som lærdomsinstitutionerne anerkender som autoriteter [min kursivering]. Forfatterens funktion er da at garantere autoriteten, sandheden af det skrevne. Der er her antydet en vidensform, som adskiller sig fra moderne videnskabelighed, hvor viden findes i udsagn, hvis sandhed ikke beror på et egennavn eller på en autoritet, men på de procedurer, ud fra hvilke udsagnene er produceret. Moderne humanvidenskab baserer sig i høj grad fortsat på den middelalderlige tradition: Freuds psykoanalyse, Heideggers ontologi, Derridas dekonstruktion, Adornos kritiske filosofi – alle har til fælles, at signaturen, egennavnet er afgørende.

Kildehenvisningen er således en måde at garantere konteksten i ens egen skrift er i overensstemmelse med denne eller hin anerkendte signatur – eller sagt på en anden måde: kildehenvisningen skal være med til at garantere, at videnskaben reproducerer sig inden for den “anerkendte” symbolske orden. Magtspillet i den formatering er evident og definerer i sidste ende forholdet mellem én praksis og dens epigoner og modstandere – mellem videnskab og uvidenskabelighed.