Stokbros blog

Descartes skriver engang forud for 1628, hvor Regulae udkom: “Man kan ikke undvære en metode, når man begynder at søge efter sandheden.” Det er interessant, at metode og sandhed knyttes sammen. En metode kan ikke finde frem til hvadsomhelst, den har et formål, den anlægger en vej mellem to punkter – i dette tilfælde mellem det, der sættes som tankens udspring, søgningens begyndelse, og sandheden. At sandheden leger skjul, betyder ikke andet, end nogen, Descartes, har et ønske om at finde den, men der er også det ved legen skjul, at man, allerede inden legen går igang, ved, hvem eller hvad man søger. Det er lige så stor en del af legen, at man ved, hvem der deltager, som at man ønsker at finde dem, der skjuer sig. Ud fra det kan Nietzsches tanke om efterrationalisering udmærket sættes i spil, for i så fald er sandheden allerede fundet, inden man erhverver sig en metode, som er blevet valgt (eller fundet) eller skabt til formålet, fordi man allerede ved, hvad man søger. Men hvad betyder i så fald Descartes’ udsagn? Eller skulle man ikke hellere skrive, at man ikke kan undvære sandheden, når man begynder at søge efter metoden? For er det ikke den, der i virkeligheden er væk. Descartes ved godt, hvilken sandhed han ønsker sig, problemet er at finde en metode, der tildækker dette ønske. Man må altså læse hans udsagn sådan,at idet man begynder at søge efter sandheden, så har man allerede fundet den, for ellers ville den ikke være skjult – heller ikke her søger man, men man finder – man kan ikke finde noget, eller overhovedet begynde at søge efter noget, man ikke ved, hvad er. At man ikke kan undvære en metode må i så fald betyde, at metoden, vejen, ikke er en, der skal tilbagelægges for at nå sandheden, men den skal tilbagelægges for at sandheden bliver troværdig som sandhed. Med andre ord, metoden er nødvendig i eftersøgningen af sandheden, for uden en metode ville, der ikke være nogen eftersøgning, men blot et instinkts udråb, en proklamation. Sandhed blev først problematiseret på en sådan måde, at den ligefrem skulle findes/skjules, idet man brød sammenhængen mellem sprog og virkelighed hos Homer, idet man gik fra eteos til aletheia. Det aletheia foregøgler er, at sandheden bliver afdækket, at den gennem en metodisk afsøgning kan findes, men hvis man ikke allerede ved, hvor man skal søge, hvorfor begynder man så overhovedet at søge der? Altså, hovedvægten ligger på metoden i Descartes-citatet og ikke sandheden. Det er metoden, der er uundværlig, men hvorfor? Øjensynligt fordi stuk er vigtigt. I den sociale praksis’ konsensus i videnskaben er det ikke helt så vigtigt, hvad man siger, som hvordan man siger det. Ikke sandheden, men metoden er vigtig – altså stukken. Men kunne man så ikke også hævde, at metoden lige præcis er den, der finder sandheden, at den er en egentlig vej mellem to punkter? Proklamationen er ikke sand, det er først metoden, der tildeler det sande sin sandhed, derfor er metoden uundværlig, for først med metoden bliver sandheden mulig.