Desertøren, ekscentrikeren (søjlehelgen)
I det forige indlæg dukkede ekscentrikeren igen op ved siden af desertøren. Som jeg husker det, havde jeg bestemt mig imod begrebet ekscentriker, men havde heller ikke noget videre tilovers for desertøren, men nu dukkede de begge op – og på rette pads. Hvis filosofiens opgave er destruktiv, så betegner desertøren imidertid langt bedre det specifikt filosofiske end ekscentrikeren gør. Ekscentrikeren er først og fremmest defineret som afviger, den, der udskyder sig fra centrum, og åbner sig således mod det ekscentriske ved den mindre litteratur, der netop også må kæmpe med centrum udefra. Ekscentrikeren er selvpositioneret (gennem en autogenese). Desertøren, derimod, er først i anden række, den, der skaber en flugtvej til sig selv fra militærets fascisme. I første række er desertøren øde-læggeren (jf. det franske déserter), dvs. han lægger noget øde i en aktiv handlen, der ikke er defineret ud fra centrum, men fra meuten som sujetets drukning. Hans flugtvej er en ødelæggelsens vej. Idet, der sker en reteritorialisering i ødelæggelsen er desertøren ikke længere flygtning, men ideolog (platoniker).
