Det perverse
Caroline og jeg begyndte i hvert fald en diskussion omkring intuition, hvor Caroline havde den forståelse af begrebet, at det enten er udtryk for en tavs viden, der bygger på en lang række af erfaringer, eller det er en apriorisk indsigt, hvor der som eksempel nævnes Descartes’ cogito og logiske principper (begrebet logik uddybes senere sådan: “Logik er efter min mening udtryk for nødvendighed i verden, ikke for en arbitrær kohærentisme”).
For mit eget vedkommende kan intuitionen sagtens kaldes rationel, men i den forstand, at alt er rationelt (der er en verden til forskel mellem rationalitet og logik), i og med vi ikke længere er forbundet eller har adgang til verden, men lever forskudt i forhold til den i diverse symbolske ordener (tildelinger af plads til ting i ordenen), som logikken også er en del af. Logik er altså ikke udtryk for en nødvendighed i verden, men en symbolsk ordnen af verden i en virkelighed. Den tildeling har den succes med, idet den inden for sin egen orden er uovertruffen kohærent.
Problematikken opstår først, når intuitionen bliver udtryk for en indsigt i verdens nødvendighed, når intuitionen altså bliver logisk og opgiver sin rationalitet. Dermed bliver intuitionen (og logikken) nemlig udtryk for en pervers indsigt i virkeligheden, der bliver udtryk for verden som sådan.
Perversion, at its most fundamental, resides in the formal structure of how the pervert relates to truth and speech. The pervert claims direct access to some figure of the Big Other (from God or history to the desire of his partner), so that, dispelling all ambiguity of language, he is able to act directly as the instrument of the Big Other’s will. (How to Read Lacan, p. 116)
Den perverse intuition vis a vis den mindst lige så perverse logik hævder at overskride virkeligheden og gør dermed verden (evt. Verden) til den Store Anden, som man har direkte adgang til og i den adgang taler på vegne af. Store dele af naturvidenskaben, filosofien og de naturvidenskabeligt baserede humanvidenskaber er på den baggrund perverse (det kunne i den sammenhæng være oplysende med en ny tværfaglig taksonomi: “Er du pervers?” “Nej, jeg er hysteriker.”).
Intuitionen uddyber altså ikke verden vha. en særlig indsigt, men forsøger at overskride mangfoldigheden og gennemtvinge et særligt perspektiv på verden (hvad Nietzsche kaldte Wille zu Macht), hvorved verden bliver Verden og virkeligheden en illusion bagom hvilken det sande findes. Intuitionens afsæt er, at virkeligheden er gennemlyselig, hvorved der skabes overensstemmelse mellem verden og virkelighed – korrespondens.
Det er altså ikke muligt at have en intuitiv (eller bredere formuleret, logisk) erkendelse af verden, hvis ikke man forudsætter muligheden af perspicuitas, dvs. overskridelsen af mangfoldigheden i det virkelige og en bagvedliggende sandhed, som man kan blive talerør for. Derfor hævder jeg også, at intuitionen og med den det logikomatematiske verdensbillede grundliggende er perverst.
Hej Strokbro,
2 kritiske kommentarer:
1. Denne Lacan-brug af ordet ‘pervers’ er mærkelig. Det kan selvfølgelig retorisk være en fordel at få stemplet sin teoretiske modstander som pervers, men for mig at se bidrager den snarere til at forvirre din pointe end til større forståelse.
2. Dit dogme – som synes at ligge til grund for de fleste af dine argumentationer – om, at der er en virkelighed, men vi har ikke tilgang til den, er meningsløst. Ligesom Kants ‘tingen i sig selv’, som vi ikke har tilgang til, (når begrebet altså IKKE tolkes som et grænsebegreb) opererer du med begrebet om det, der ikke kan begrebsliggøres. Det er egentlig en klassisk post-kantiansk idealistisk indvending: Hvordan kan du hævde, at der er en virkelighed bag den symbolske ordnen, hvis du samtidig hævder, at den symbolske ordnen er alt, vi har tilgang til? Med andre ord: Hvis du altid og principielt kun har tilgang til sproget, hvordan kan du så vide, at der er noget *bag* eller ‘udenfor’ dette sprog?
MVH
Søren E
6. december 2008 at 10:26
Det var ikke for retorisk eller på anden vis at stemple eventuelle teoretiske modstandere, at jeg tog det perverse i brug, men for at tematisere forholdet mellem sprog, sandhed (korrespondens) og tvetydighed. Er mine såkaldte teoretiske modstandere perverse, så må logikken i forhold til indlægget være, at jeg selv er hysteriker. Brugen er måske mærkelig og måske lykkes jeg ikke i mit forehavende, men tanken var at begreberne kunne sige noget om diverse forhold til verden/virkeligheden.
Med hensyn til din anden kritik kan jeg lige så lidt som dig vide, om der er noget “bag” eller “udenfor” sproget. Min sunde fornuft (common sense) siger mig imidlertid, at det forholder sig sådan.
stokbro
6. december 2008 at 12:03
Ok, norm harm intended, get it.
Min pointe er netop, at den lacanianske retorik – i det hele taget tematiseringen af sprog, sandhed mm. i sexuelle patologiske termer – ofte forbliver sproglig ‘overflade’, der ikke rigtig åbner op for forståelsen af sagen. Der synes at være en tendens til bombastiske bemærkninger, der umiddelbart ikke har noget med sagen at gøre. “Er du pervers?” “Nej, jeg er hysteriker.” Hvad er pointen med at koge komplicerede positioner ned til disse begreber, der tilsyneladende intet har med hinanden at gøre? Jeg forstår dit indlæg helt fint, indtil du introducerer pervers-termen, der i mit hoved kommer til at fremstå som intet andet end den stempling, der ikke var intenderet. Det markerer positionerne med nogle sjove navne, men det åbner jo fx ikke op for selve forståelsen af, om logik er udtryk for tilfældig kohærentisme eller nødvendigheder i verden. Måske er det bare mig, der er Lacan-forskrækket, men så må min angst jo diagnosticeres :o)
Jeg vil jo gerne sætte spørgsmålstegn ved, om alle erfaringer vitterlig er sprogligt medierede (det er derfor jeg kalder denne påstand et dogme). ‘Den sunde fornuft’ kunne vel i dette tilfælde være eksempel på en erfaring, der kommer før sproget?
Søren E
7. december 2008 at 12:31
No harm, sku’ der selvfølgelig stå… En fortalelse? :O)
Søren E
7. december 2008 at 13:28
Min brug af hysterikeren er formentlig fejlagtig, og dermed falder en evt. skelnen mellem hysterikeren og den perverse til jorden i en taksonomi over videnskaberne. Men principielt ser jeg ingen grund til at den skelnen, havde den været virksom, skulle forfladige en given sag. I øvrigt henviste jeg blot meget groft (og med et glimt i øjet, hvilket jeg nok skal holde for mig selv i fremtiden) til den skelnen mellem natur- og humanvidenskaberne. Jeg undrer mig over du uden videre siger “forståelsen af sagen”, som om min skelnen skulle være noget efterhængt, noget efterrationaliseret. Hvad om det forholdt sig, som jeg skrev? Det er ikke en forfladigelse af sagen, men derimod en *anden* forklaringsmodel.
Hvad er pointen? Måske den at et optikskifte til tider kan kaste nyt lys over en alt for kendt skelnen. men du nævner også forskellen på kohærens og korrepsondens i forbindelse med logikken, og der har du ret i din kritik, omend jeg synes den er fejlplaceret, da det ikke er fokus i teksten, hvor logikken underforståes som afspejlende en nødvendighed i verden – altså som Caroline startede med at skrive på hendes side.
Men det virkeligt interessante du spørger om, for mig at se, er, om der findes erfaringer, som ikke er sprogligt medierede. Hmmm, hvis vi tager sprogligt i den bredest mulige betydning, som det at være sig bevidst om noget, dvs. at noget allerede er formidlet, så nej. Der er ikke noget, der kan undgå den sproglige mediering.
Men jeg er ikke sikker på, at jeg helt har formået at formidle min grundliggende antagelse ordentligt, eller også mener du virkelig bare, at det er meningsløst at hævde eksistensen af en erfaringsuafhængig verden og samtidig sig, at alle erfaringer er sprogligt medierede. Så jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forsvare min antagelse. Jeg kan selvfølgelig ty til det videnskabelige faktum, hvis man skal tro københavnerfortolkningen, at den perceptive verden ikke eksisterer uden for vores sind. Men det hjælper velsagtens ikke det helt store?
Men … på den anden side kan man også sige, at der ikke er noget, der er så principielt og firkantet som vore diskussioner lader antyde.
stokbro
7. december 2008 at 21:01
Ok, lad os sætte parentes om min Lacan-forskrækkelse, den fører nok ingen vegne…
Hvis ’sprogligt i den bredeste betydning’ defineres som det at være bevidst om noget – jamen så er vi da på bølgelængde (undskyld fysik-metaforen…)! Der gives ingen erfaringer uden bevidsthed. (Men hvorfor så kalde bevidsthed for ’sprog’ og ikke bare ‘bevidsthed’?)
Det store spørgsmål er, om der gives erfaringer, der er *direkte* i den forstand, at der ikke er et særligt medie, der skal forstås som en særlig ontologisk størrelse igennem hvilken verden ‘trænger sig på’. Tag immanente størrelser, her er min pointe måske er mest tydelig: Tag en min følelse af glæde lige nu. Denne var for mig at se ikke sprogligt/symbolsk/etc. medieret, før jeg artikulerer den i min refleksive akt nu. Før dette havde jeg et *direkte* forhold til følelsen, sagen. Den var der bare, så at sige. Hvis du kan medgive dette, er spørgsmålet så, om samme forhold ikke gør sig gældende med andre ‘møder’ eller erfaringer i verden, fx en almindelig succesrig perception af en almindelig ting. Er sprogliggørelsen, benævnelsen, den symbolske repræsentation, ikke ofte noget *sekundært*?
Jeg vil hellere tematisere forståelse og erkendelse i termer af mening – og det store spørgsmål er så: Hvad er argumentet for, at al mening skulle være decideret *sproglig* mening (i den mere dagligdags ’snævre’ betydning af begrebet ’sprog’)?
Det meningsløse ligger i, at det er selvmodsigende at have et begreb om noget, der principielt ikke kan sættes på begreb. Jeg må indrømme, jeg vakler lidt her, men noget siger mig, man må tage denne indvending mod Kant seriøst. Hvis man antager, at sprog principielt er det, vi har tilgang til, så er der mere ræson i at være full-blown idealist end at fastholde dogmet om, at der skulle være noget ‘bag’ sproget.
Jeg er ikke helt sikker på, at vi læser Københavnerfortolkningen helt ens… Jeg mener bestemt, Bohr var realist. Og nu bliver jeg helt forvirret: Fastholdt du ikke lige, at der *var* en verden uden for vores sind? (Men at vi ikke havde tilgang til den).
MVH
Søren E
8. december 2008 at 16:02
Jeg tror først vi bliver bevidste med en sproglighed, hvor basal den end må være, men jeg tror også, at det kun gælder for sproglige væsner. Det er meget muligt at et menneske, der vokser op uden sprog ser og færdes i verden på en markant forskellig måde fra os, der har sprog. Det er en hypotese.
Jeg tror også, at sproget former vores bevidsthed på en måde, så det er svært at skille de to ad.
Gives der en særlig erfaring, der går udenom enhver form for mediering? Lad os sige det regner. Vi erfarer det, men aldrig bare som et meteorologisk fænomen, regn oplever vi også med alle de medbetydninger sproget har givet den os. Sløks eksempel med kærlighed er også illustrativt, for når vi ser på vores elskede, ser vi ikke bare en måde at forøge vores familie og udsætte dens ødelæggelse på, men måske først og fremmest den romantiske kærlighed med alle dens fortolkninger og blindgyder.
Din glæde er formentlig en glæde over noget? Dermed er den også (altid) allerede sprogliggjort. Den *direkte* tilgang til følelsen, stiller jeg mig en kende mistroisk over for. Allerede Leibniz introducerede jo en skala af bevidsthed omkring perceptioner. Der er ikke enten bevidsthed eller ikke-bevidsthed. Perceptioner går fra det ikke-bevidste ind i bevidstheden. Det gør, at jeg ikke kan se, hvordan vi kan have en *direkte* adgang til følelsen. På alle de trin perceptionen (eller følelsen) tilbagelægger på intensitetsskalaen kan der ske en sprogliggørelse.
Jo, vi kan godt sige sprogliggørelsen er sekundær ud fra et forestilt objektivt perspektiv, men den er primær for os. Og så er vi ved meningsløsheden, du nævner. Du må skrive et indlæg om det, for jeg er meget nysgerrig efter dine tanker ud fra de få linjer, du skriver her :) Personligt ville jeg finde en “full-blown” idealistisk holdning ikke bare utilfredsstillende, men også ude af kontakt med virkeligheden – eller verdens indretning.
Lad os droppe Københavnertolkningen, jeg fandt det lidt pinligt at skulle inddrage den. Men jo, jeg tror helt bestemt også, at Bohr var realist! En lydbølge er ikke en lyd, det er den først, når den rammer vores øren (temmelig forenklet), men du ved hvor jeg vil hen, tænker jeg? Og det er vel også realisme?
stokbro
8. december 2008 at 22:08
[...] Det samme med psykoterapien i øvrigt, så når Søren E. beklager sig over patologiseringen i et tidligere indlæg, så placerer det kritikken inden for en humanvidenskabelig (psykologisk) tilgang til det psykiske, [...]
Struktur, spøgelse, videnskab « Stokbros blog
20. december 2008 at 17:46
[...] a comment » jeg vil gerne genoptage en tråd fra et tidligere indlæg, Det perverse, hvori jeg en passant foreslog en kategorisering af videnskaberne ud fra begreberne pervers og [...]
Vi må være hysteriske « Stokbros blog
3. januar 2009 at 13:11
[...] Jeg har lige siddet og læst dette blogindlæg i Carolines blog – som jeg fandt, indlægget, via Stokbros blog – og jeg har – blandt derfor – lyst til at udtrykke det ÆSTETISK. Jeg bryder mig ikke om [...]
Om at blive fornem « The Jiggly Room
7. januar 2009 at 4:13