Stokbros blog

Den græske krop var lige så lidt som renaissancekroppen erotisk, den var nøgen (nude) og ikke blottet (naked). Jeg har tidligere antydet, at erotikken opstod med det evangelistiske, viktorianske England; grunden til at jeg igen fremhæver den tanke er, at jeg på The Victorian Web læste følgende:

In the standard accepted history of the nineteenth century, the idea of erotic elements in art challenged rigid Victorian behavioral norms. The erotic represents aestheticzised sexual symbols, defining the degree of sexuality that is permissible within the category of the aesthetic. Victorian culture is often associated with prudery, repressiveness, and imbalanced gender roles.

Meredith Moore citerer endvidere Kenneth Clarks’ The Nude – A Study in Ideal Form, hvori han skriver følgende, som jeg lænede mig op af i min skelnen mellem den blottede og den nøgne krop:

The English language, with its elaborate generosity, distinguishes between the naked and the nude. To be naked is to be deprived of our clothes, and the word implies some of the embarrassment most of us feel in that condition. The word “nude,” on the other hand, carries, in educated usage, no uncomfortable overtone.

Som det allerede fremgår af Clarks titel, så omhandler hans studie de ideale former, og der er tit forbundet en skræk for den “uncomfortable overtone”, der er forbundet med det, der overskrider idealiteten. Således præsenteres erotikken som forbundet med det nøgne, der for den dannede ikke har nogen ubehagelige undertoner. I forlængelse heraf repræsenterer erotikken de æstetiserede symboler, der definerer graden af seksualitet tilladt inden for rammerne af det æstetiske, hvilket vil sige så meget som, at erotikken er en æstetisk kategori; her forstået sådan at erotikken er forbundet med det skønne artefakt, der afbilder den nøgne krop. Clarks skriver følgende om forskellen på den blottede og den nøgne krop: “The vague image it projects into the mind is not of a huddled and defenseless body, but of a balanced, prosperous, and confident body: the body re-formed.”

The body re-formed, dvs. den ufarlige krop. Ikke kynikernes krop. Erotikken er noget andet; den kan ganske vist forstås i forbindelse med diverse æstetiske kategorier, hvis man ønsker det, for den er (lig et kunstværk) defineret i forhold til blikket. Dvs. den erotiske økonomi er strengt forbundet med passivitet, et ufuldstændiggjort, et ufuldstændiggøreligt begær.

Erotikken forstået som æstetisk kategori kan lige så godt dreje sig om den klassiske figur afbildende en mande- eller kvindekrop, et renaissancemaleri som det franske postkort. Som æstetisk kategori omhandler erotikken det nøgne uden ubehagelig undertoner, dvs. noget, der kan nydes intellektuelt. Det er meget muligt at grækerne eller romerne og renaissancemennesket kendte til erotikken, men deres afbildningsformer vidner ikke noget særligt herom. Erotikken er en leg, der benytter sig af tildækning og hentydninger.

Ser man f.eks. på Nan og Kitty i filmen Tipping the Velvet, så er deres erotiske tiltrækning størst idet de mimer manden i det viktorianske London, idet de underminerer maskuliniteten og de faste kønsroller ved at iklæde sig mandetøj på scenen (og for Nans vedkommende også i gadebilledet som trækker”dreng”), hvor legen (den erotiske) med den symbolske orden kan foregå under kontrollerede forhold. Erotikken omhandler således også et paranoisk spørgsmål; et forsøg på a kontrollere det symbolske. Idet Nan og Kitty iklæder sig mandetøj forsøger de at overskride samfundets kastration som sprog, dvs. de forsøger at overskride den betydende differens overhovedet.

Idet loven strukturerer en måde at begære på inden for kastrationen, definerer det også sin egen mangel. Det viktorianske England med dets jerngreb om kroppen, dets kategorisering af kroppen som unaturlig kræver en erotisk økonomi, dvs. erotikken ordner og tildeler blikket en hemmelighed af (andre) intensitetsskalaer. Den tildækkede krop, de høje, snævre kraver og langærmede kjoler lod alt tilbage til fantasien – en fantasi om at afklæde og se kroppen indenunder. Det vil altså sige den blottede krop og ikke den nøgne krop. Diogenes’ krop og ikke Sokrates’ krop. En sådan blottet krop er afseksualiseret akkurat som den nøgne, intellektualiserede krops idealitet er det. Den første ved at være for tæt på, den anden ved at være for langt væk.

Den erotiske økonomi definerer altså et blik, der aner (et voyeuristisk blik), der vil erobre og afklæde, blotte, men er ude af stand til at gøre det, fordi det altid allerede er kastreret. Kastrationen er selve den erotiske økonomi, det skuffede begær.

I dag må vi have sætte vores lid til, at burkaen kan genopfinde erotikken (dvs. skuffelsen), for det vi igennem mange år har bevæget os over mod er den sokratiske idealitet, hvor menneskekroppen er nøgen, tillempningen til en æstetisk kategori. Problemet med vores pornografiske samfund er ikke de latterlige kopulerende, men dette at vi ikke længere kan skuffe vores begær. For at gøre det, må vi i dag klæde os ud, rollespille som Mimi og Oscar (i øvrigt er Bitter Moon ikke erotisk men fravær af erotik), begæret må struktureres perverst som en overskridelse (der har brug for loven), magtspillet er vendt om, kastrationen/differensen en realitet, der skal bevares. Det vil altså sige, at selvom de viktorianske kønsroller var noget så fasttømret, så sad kvinden dog på den egentlige magt, idet hun havde magt til at skuffe, til at nærme sig og trække sig væk, ved at administrere den erotiske økonomi, administrerede hun også en revolte mod manglen, sproget. Den erotiske kvinde fastholder, som i Tipping the Velvet, at hun kan iscenesætte sin fortælling anderledes, at hun, fra sin kontrafaktiske position, kan tale loven imod og endda ændre den. Hvad hun selvfølgelig ikke kan.